Når episoderne i den tredje sæson af Supergirl bliver gennemset individuelt, så er der nogen aspekter som ikke helt rammer plet, selvom det historiemæssigt sikkert har været meningen, at visse elementer skulle igennem historieblenderen. Forstået på den måde, at manuskriptforfatterne har tænkt ”hvordan kan vi skabe så meget drama som muligt, uden at det ødelægger den struktur vi har arbejdet med i to sæsoner?” Hvis det er det, de har gjort, så er jeg ikke helt sikker på, hvordan jeg har det med denne tredje sæson. Der er bare noget, som ikke rigtigt virker.

En del karakterer får ikke den lykke, de havde regnet med, såsom Mon-El der bliver sendt væk til ingenmandsland, samt Alex’ besynderlige forhold til Alex. J’onn, the Martian Manhunter, fik sin far tilbage, selvom en masse drama og bedrøvelse er involveret her. Vi møder en spændende ny karakter i form af Samantha Arias (Odette Annable), men også hun har en mørk side, som truer med at bringe hende ned i knæ. Der er også alt det der melodrama mellem Lena og James, men det er næsten lige så kedeligt som melodramaet mellem Kara og James, og Lena har stadig visse mennesker, som ser ned på hende, blot fordi hun hedder Luthor til efternavn. Det er en fandens masse drama i en superhelteserie, og det ser ikke ud, som om nogen af disse historiepunkter ender med nogen form for lykkelig slutning.

Der er dog nogle gode elementer til stede alligevel. Vi kommer til at se the Legion of Super-Heroes, Saturn Girl og en Brainiac 5, som, trods besynderlig makeup, bliver så fantastisk spillet af Jesse Rath, at jeg kunne bruge mere af ham i serien. Mon-El får et kostume, som minder om det fra tegneserierne, og det er de små hints til det originale materiale, som får mig til at smile. Melissa Benoist som Supergirl er det, der holder serien i gang, og hendes forhold til både J’onn og hendes søster.

Sæson tre af Supergirl har også ét af mine yndlingsepisoder i hele serien, Midvale, som er en slags hyldest til Smallville-serien. I sæson tre blev vi også beæret med adskillige gæsteoptrædener, i form af Erica Durance, Bette Buckley, Sarah Douglas, Laurie Metcalf, Carl Lumbly og andre spændende visitter.

Én ting som jeg dog bliver nødt til at nævne er, at Cat Grant (Calista Flockhart) knap nok dukker op, og der er ingen Superman i denne sæson. Hele den her sæson virker som en ”mørk periode” i seriens historie. Det er skam godt TV, velproduceret, men alle karakterernes nedture er knap så underholdende, som de kunne have været. Det er ikke en sæson, som du bare kan sætte dig ned og se, uden at have fået alle informationer fra de to forrige sæsoner. Jeg kan kun sige, at Supergirl skal komme op på hesten igen, og forhåbentlig bliver der mere at tage fat på i den fjerde sæson.