Det er i 2019 fyrretyve år siden at det første album i Valhalla-serien udkom. I Ulven er løs fortalte Peder Madsen og Henning Kure historien om de nordiske guder i børnehøjde. Faktisk kan man være lidt fræk og påstå, at havde det ikke været for Madsen & Co. var der næppe lige så mange danskere, der i 2019 bekendte sig til asetro, var fritidsvikinger eller blot havde et grundigt kendskab til de nordiske guders patenon.

Med et budget der efter rygterne vil vide er på over 25 mio. kroner, er filmatiseringen af tegneserien nu en realitet. Den er desuden klar til premiere, der ligger umiddelbart før skolernes efterårsferie, og spørgsmålet er nu om Fenar Ahmed (som både har instrueret den vellykkede ungdomsfilm Ækte vare og den fremragende genrefilm Underverden)formår at bringe historien til live på det store lærred?

Det korte svar er, at det kunne han ikke. Til trods for de mange gode intentioner er det ret svært at genkende den klassiske tegneserie i den nye film.

Det er nærmest selvskrevet, at det ville være umuligt at iscenesætte en filmatisering af tegneserien så den kom til at ligne originalen på en prik. Desuden er dette allerede blevet gjort i tegnefilmen Valhalla som havde præmiere i 1986. Det kan dog undre lidt at den nye film stort set udelukkende er holdt i gråblå og sorte nuancer, der umiddelbart giver et indtryk af at såvel vikingernes som gudernes verden er nogle hvor det indimellem er ret svært at se hvad der foregår. Det hele bliver ret trøstesløst og meget dystert.

Dertil kommer at filmen konsekvent benytter et dirrende, håndholdt kamera, der ofte dvæler ved ansigter. Selv om dette valg resulterer i ret så flotte billeder, så bliver det også en smule enerverende i længden, specielt mod filmens slutning, hvor kampscenerne er så rodet fortalt, at det ikke kun er svært at se hvem der kæmper mod hvem, men helt grundlæggende er det nærmest umuligt at orientere sig rummeligt i scenen. Meget mærkværdigt, især når man tænker på hvor vellykket sådanne fysiske konfrontationer var i Underverden.

Svært er det også at orientere sig i hvem der er hvem i gudeverdenen. Ok, menneskebørnene Tjalfe og Røskva samt Thor og Loke er forholdsvis nemt genkendelige, det samme gælder Quark. Til gengæld gives der meget lidt præsentation af de øvrige guder, ud over deres navne. Så har man ikke tegneserien eller for den sags skyld nordisk mytologi i klar erindring – eller har man ikke stiftet bekendtskab med den før – vil de fleste af figurerne på lærredet mildest talt virke ret todimensionelle og anonyme. Det kan være at dette er helt bevidst, idet vi seere gerne skulle bringes i samme situation som menneskebørnene, idet de møder guderne, men selv om dette har været hensigten, så ender det blot med at være forvirrende. Desuden kan man spørge sig selv om ikke netop Røskva og broderen kender guderne som de beder til særdeles godt, og derfor ikke har nødig at undres?

Forvirrende er det også at manuskriptforfatterne ikke kun har valgt at benytte det første album Ulven er løs som baggrund for deres film, men desuden har valgt at bringe elementer fra det allersidste album med (Vølvens syner) i manuskriptet til den nye film. Dette betyder, at der ganske enkelt ikke bliver tid til at få præsenteret det store persongalleri, men i fokuseres der på at tælle ned til Ragnarok. Sagt på en anden vis, så har filmen alt for travlt med at få bragt så mange elementer ind i historien, at det ender med at blive alt for rodet en historie.

Er filmen tiltænkt et yngre publikum, så fejler den også på det plan. Dens kunstneriske ambitioner synes at overskygge en umiddelbarhed og ikke mindst virker det mærkværdigt, at mange af de morsomme scener som man måske husker fra såvel Madsens tegneserie og fra den gamle tegnefilm, stort set er frasorteret helt. Balancen mellem alvor og sjov er derfor tippet helt over på alvorens side og det er bestemt ikke klædeligt, især ikke når humoren altid har været en fast bestanddel af såvel Valhalla-serien og i mange andre overleveringer om vore gamle guder.

Det hele er ikke ren elende, for om ikke andet kan man rose casteren på filmen at finde en ung pige til at spille Røskva, som er virkelig god og ligner pigen fra Madsens tegninger på en prik. Roland Møller er også god som Thor, mens det bliver svært at forholde sig til mange af de øvrige skuespillere idet deres figurer hverken får tid til at præsentere sig selv eller at udvikle sig i løbet af filmen.

Desværre ender denne stort anlagte, danske fantasyfilm med at være alt for rodet og på udsatte steder ligefrem kedelig. Det er en skam, for Kapellet elsker som bekendt genrefilm og så har vi været meget imponeret af Fenar Ahmed tidligere. Vores råd er, at i stedet for at du bruger dine sparepenge på at gå i biografen og købe popcorn og drikkevarer til hele familien, så spar op og køb den flotte samlede Valhalla-boks, som Carlsen netop har udsendt i anledning af seriens jubilæum. Se det er fortællekunst, der fungerer.