Efter utallige liter teaterblod, en masse opfindsomme dødsmaskiner, og ikke mindst flere plot-twists end i alle M. Night Shammalamma-ding-dongs film tilsammen er Saw-serien her i slutningen af 2017 med Jigsaw nået til sin ottende del. Siden de første par film der fulgte i kølvandet på James Wans dybt originale kammerspil Saw fra 2004, er det gået støt ned af bakke for franchisen og det er der flere grunde til, som vil blive uddybet herunder.

Først og fremmest skyldes dette at John ”Jigsaw” Kramer har været død siden SAW IV , men det til trods fortsætter rædslerne tydeligvis. For som alle horrorfans ved, så er det meget svært at tage livet af et rigtigt monster, især når skaberne år efter år skovler penge ind. Selv om det er et godt stykke tid siden at Kapellets udsendte sidst så en SAW-film, så er det tydeligt at filmseriens interne logik for længst er brudt helt sammen.

Der er sikkert de der vil påstå, at en filmserie der primært er fokuseret på at vise seeren en række sadistiske tableauer i sagens natur ikke har nødig at hænge sammen, men det er altså helt grelt i Jigsaw, hvor en voice-over forsøger at give en årsagsforklaring, der dog falder fra hinanden hvis man bare tænker sig en smule om.

Fælles for filmene er at de ofre, der pludselig befinder sig i dødsmaskinerne alle har ”syndet” ifølge morderen. Derfor kan man også mene at den potentielle dødsstraf der venter disse, er retfærdig til en vis grad. Uden at afsløre for meget for de der selv har lyst til at se Jigsaw, så kan man bare spørge sig selv om hvordan morderen har gravet disse menneskers allermørkeste hemmeligheder frem – for selv om at vi ved selvsyn selv ser morderen observere en af disse misgerninger, så må man spørge sig selv, hvordan resten af synderne er blevet afsløret?

I en scene midt i filmen, efter at der allerede er enkelte der har ladet livet, finder de resterende endnu en lille båndoptager, hvorpå der atter engang sidder et stykke malertape med både et navn på den der finder båndoptageren og en ordre om at starte båndoptageren. Som opmærksom seer kan man ikke finde ud af, hvordan morderen har tilrettelagt hans straf, så den navngivne person ikke tidligere i filmen har måtte lade livet.

Andetsteds i filmen vælter der en masse spidse, skarpe og farlige ting ned mod et par af deltagerne, der er fanget. Hvilke forholdsregler har morderen monstro taget til at begge, eller en af dem ikke bliver ramt lige midt i fjæset med døden til følge? Nej, der er ganske enkelt for mange elementer i den nye film, der enten ikke er gennemtænkt, virker tilfældige eller som decideret bare er tåbelige – selv inden for de ellers så brede rammer som genrefilm som denne ellers arbejder med.

Morderens identitet har langt de fleste kvikke fans med garanti også gættet lidt over halvvejs inde i filmen, selv om der halvhjertet forsøges på at gøre politifolkenes opklaringsarbejde spændende. Det virker samtidig meget sært at nogle af de første mistænkte er folk der arbejder på denne mystiske sag, i stedet for at lede efter gerningsmanden m/k blandt den brede befolkning.

Værre endnu er det at filmen desværre har skruet en hel del ned for de groteske splattereffekter som ellers har gjort dem værd at se. Er der bare gore nok, kan man (læs: i al fald undertegnede) meget nemmere se gennem fingre med plothuller og karakterer, der mildest talt opfører sig som var de alle blevet smittet med dumhedsvirus.

Bevares, der er da både blod og afhuggede lemmer i Jigsaw, men filmen er langt fra så brutal som forgængerne. Det handler ikke om at anmelder er blevet immun overfor den slags kinematografiske voldsexcesser, men fælderne i Jigsaw er heller ikke nær så opfindsomt væmmelige som de man har set hidtil.

Svært er det ligeledes, når man har set alle film i serien, at undgå at undre sig over hvorfor figurerne konsekvent vælger at deltage i morderens spil. For har man lige overværet et andet menneske blive myrdet på grusomste vis tæt på en selv, hvorfor vælger man så at fortsætte ind i næste lokale, der garanteret byder på endnu en udspekuleret dødsfælde, blot fordi der er en dør der åbnes automatisk? Endnu mærkeligere er det, hvorfor vælger man at gøre det to gange i rap?

Vanen tro er historien delt op i to. Dels er vi vidne til den politiefterforskning der skal forsøge at finde sammenhængen i en række mord som minder om Jigsaws M.O., dels følger vi en gruppe potentielle ofre, der er fanget i en slags dødslabyrint, hvor den ene udspekulerede fælde dukker op efter den næste. Det er set så mange gange før, at det denne gang næsten virker som en træt parodi på de øvrige film.

Det er Spierig Brothers der er krediteret som instruktører og Kapellet kan kun håbe på at de har fået rigelig med penge så de kan få mulighed for at lave flere film som Daybreakers og Predestination, der er af en helt anden kaliber end denne filmiske fadæse. Jigsaw nyder garanteret godt af at deres navne bliver forbundet med filmen, man det gør den bare ikke ret meget bedre.

Jigsaw ender derfor med at være lige som det puslespil man finder i det lejede sommerhus. Man begynder at lægge det, men efter et kvarters tid finder man ud af at mere end halvdelen af brikkerne mangler og så vil man da hellere se noget ordentligt torture-porn eller hygge sig med et gensyn med de første film i serien.