Indrømmet! Rapmusik er ikke min stærke side. Derfor var jeg indledningsvist også lidt skeptisk over for Fenar Ahmeds debutspillefilm Ækte vare. Den handler om en rappergruppe, der også bevæger sig rundt i lyssky aktiviteter for at stjæle værdier, der skal finansiere deres gennembrud. Filmen er et interessant møde mellem musikfilm og -video og gangsterfilmen. Den når faktisk tæt på hovedpersonen Michael, men bliver også i længden lidt ensporet i sine stilmæssige valg. Ækte vare er netop udkommet på købefilm.

Handlingen følger Michael, der har et åbenlyst raptalent. Hans stil og facon skiller sig ud fra de øvrige i gruppen, og da den etablerede og populære rapper Apollo får øje på ham, finder Michael sig på en klassisk skillevej i musikfilmen: skal den talentfulde følge sin nye karrieremuligheder, eller skal han gøre det moralsk rigtige at blive ved sine venner og allerede etablerede gruppe. De øvrige i gruppen har anden etnisk baggrund, mens Michael er hvid, men filmen holder sig befriende fri at unødvendige spørgsmål om etnicitet.

Filmen er snarere en film om ære og nærvær i det miljø, den enkelte begiver sig rundt i. Den handler om at høre til og om talent. Hovedpersonen er velspillet af rapperen Gilli, der også i filmen fyrer den af, så de andre udstilles som mindre talentfulde. Selvom jeg ikke selv kender rapmusik specielt godt, kan filmen faktisk virke særdeles overbevisende på den front. Ækte vare er lavet med stor kærlighed til musikken, som bliver omdrejningspunktet omkring oplevelsen af succes, sex, stoffer, druk og venskab.

Det er også åbenlyst, at filmen også selv gerne vil være en musikvideo. Lange passager af filmen er eksekveret som musikvideoer med en lidt overdreven brug af slow motion. Dette stilvalg i kombination med de mange, mange scener, hvor kameraet følger en person – især Michael – i ryggen, bliver ensidigt undervejs. Men stilen er konsekvent og veludført, så det er muligvis en smagssag, om det fungerer ensidigt eller blot karakteristisk for filmen. Sammen med en kvasidok-stil bliver filmen på den måde faktisk både nærværende og stiliseret.

Endnu et befriende aspekt ved Ækte vare er, at den er så fandens politisk ukorrekt. Fenar Ahmed slipper af sted med mange ting, som kunne blive for meget. Stoffer, druk og vold bliver i filmen blot registreret som en del af livet og ikke som noget, der kræver løftede fingre eller moralske vurderinger. Det er der blot. Slet og ret. Derfor er det lidt specielt, at filmen faktisk på én gang virker særdeles autentisk samtidig med, at den også fravrister sig autenticiteten. Snarere virker det som et miljøs selvopfattelse, der ligger i cool musikvideostil.

Ækte vare er endnu et spændende indspark affødt af DFIs New Danish Screen. Fenar Ahmed tager depechen op fra andre instruktører, såsom et etableret navn som Nicolas Winding Refn og et nyere navn som Michael Noer, ved at tegne et billede af miljøer med blandet etnicitet og alternative æreskodekser. Det fungerer ud fra egne præmisser pænt og fint, men helt overbevisende bliver det ikke helt, fordi flere stilvalg kommer til at virke for lidt varierede. Men spille- og instruktionsmæssigt er filmen rimeligt vellykket.