Den nye thriller Greta følger i rækken af film, der har fået en dansk titel der rent ud sagt er fjollet. Muligvis knap så fjollet, som de ”klassiske” danske ’undersættelser’ fra firserne og halvfemserne, f.eks. I gravens dybe stille ro (org. The Serpent and the Rainbow), Bankekød til slemme drenge (org. Every Which Way But Loose) eller I en kælder sort som kul (org. Prince of Darkness), men fjollet i den forstand at den danske titel afslører alt for meget af filmens handling.

Filmtitler er som bekendt med til at påvirke vores forventninger til en given film, ganske som trailers, plakater, covers, anmeldelser og meget andet også påvirker os, allerede inden første billede toner frem. Havde Greta derfor beholdt sin oprindelige titel, ville det være en titel, der ikke afslørede ret meget om filmens handlig, ud over at der med stor sandsynlighed ville optræde en kvinde med navnet Greta undervejs.

Filmen er på ’dansk’ kommet til at hedde Stalker hvilket i sagens natur afslører en væsentlig del af handlingen. Havde den bibeholdt Greta-titlen, ville man måske blive reelt overrasket, idet vores unge, kvindelige hovedperson Frances (Chloë Grace Moretz) nærmest ved et tilfælde møder Greta, en lidt ensom, midaldrende kvinde, der bor alene i en ret hyggelig lejlighed i en baggård. Frances finder Gretas flotte dametaske i metroen og beslutter sig til at tage hen til adressen for at aflevere den. En kop kaffe bliver hurtigt til et venskab, som så udvikler sig til en reel besættelse.

Det er Niel Jordan, der har siddet i instruktørstolen, og instruere det kan han. Det har han tidligere bevist ved flere lejligheder med film som The Crying Game, Interview With a Vampire men også i den fine Byzantium og den dejlige tv-serie The Borgias. Desuden er de to bærende hovedroller besat af virkeligt gode skuespillere. Grace spilles af den franske karakterskuespiller Isabelle Huppert og selv om hendes rolle meget nemt kunne være blevet en karikatur på en sindsforstyrret kvinde, så kammer dette heldigvis ikke over.

Når snakken alligevel går på skuespillere i denne film, så bør også Frances’ veninde og yogaglade bofælle Erica fremhæves. Hun spilles af Maika Monroe og selv om hun egentlig blot indtager en mindre birolle er hendes figur og Monroes fortolkning af den, meget naturlig og ret så overbevisende.

Langsomt, men sikkert går det op for vores unge Frances, at Grace ikke nødvendigvis er lige så rar som hun først udgiver sig for. Hun er en vaskeægte psykopat, der gør livet endog meget besværligt for vores unge heltinde. Selv om Frances selv på alle mulige måder forsøger at forklare Grace, at de ikke kan blive ved med at ses, så bliver dette ikke respekteret. Grace insisterer på at mødes og inden længe er hun hovedårsagen til at vores hovedperson har meget svært ved at få sin dagligdag til at fungere.

En af de fine ting ved filmen er, at den faktisk ret hurtigt får etableret både overfor os seere men også overfor Frances, at der er noget som er helt galt med Grace. Selv om man kunne mene, at det ville være smart rent suspense-mæssigt at lade Frances være intetanende i forhold til Graces hensigter i længere tid, så fungerer den hurtige afsløring af Graces sande natur rigtigt godt. Man får som tilskuer del i alle Frances’ frustrationer og ikke mindst hendes forsøg på at slippe af med sin plageånd.

Hvordan det hele ender og hvad der ligger til grund for at Grace opfører sig som hun gør, skal man naturligvis selv se filmen for at finde ud af, men Kapellet kan godt garantere for at det bliver nervepirrende. Selv om Grace muligvis ikke er den mest originale thriller der er landet i Kapellet, er håndværket fint og skuespillerne, som allerede nævnt, virkelig gode. Filmen formår at holde et ganske højt tempo hele vejen igennem, og selv om enkelte seere måske kan mene at filmen kammer lidt over mod slutningen, så kan man nemt anklage mange andre thrillers for at være skyldig i præcis det samme.