Finlands historie igennem det tyvende århundrede er en kompliceret og mudret størrelse. Indtil den russiske revolution i 1917 var det under russisk herredømme. Det blev afløst af en borgerkrig, hvor borgerstanden (de hvide) kæmpede mod bolsjevikkerne (de røde). De hvide vandt med hjælp fra tysk side. Derved var Finland selvstændigt, men som Europa langsomt trækker op til krig igen, fanges landet atter imellem interesser. Alt dette er grundlaget for Peter Lindholms film Where We Once Walked. Den er netop udkommet på dansk købsfilm.

Filmen, der bærer både en svensk og en finsk titel foruden den engelske, udspiller sig mellem over- og underklassen i Helsinki fra 1906 til 1944. På den ene side har vi personerne omkring den røde revolution, og på den anden side finder vi den herskende overklasse. Det er i videst omfang overklassen og særligt fyren Eccu og kvinden Lucie, filmen koncentrerer sig om. Eccu er en lunefuld fotograf, der er forelsket i Lucie, men hun er en moderne, omflakkende kvinde, der ikke vil falde til ro. Sideløbende skildrer filmen de forskellige kriges konsekvenser for de enkelte personer.

Where We Once Walked er baseret på Peter Lindholms tv-serie med same titel. Serien er I seks afsnit (over 300 minutter), mens filmen er en kortere version på bare to timer. Det betyder desværre, at filmen foretager nogle besynderlige spring, mens det også er ret svært at hitte helt ud af de mange karakterer, som vi følger. Omvendt er det også befriende, at fortællingen ikke er gennemformaliseret, men virker lidt vilkårlig i sine valg af scener. Det er personernes skæbner, der er i centrum, og ikke handlingsgangen. Derfor er det også interessant, hvordan den gennemført hele tiden skifter fra side til side i sin sympati. Dette element er kommet klart med fra serien.

Et persondrama som dette kræver sine gode skuespillere, og hovedrolleindehavnerne er i vidt omfang velvalgte og velspillende. Særligt spiller Jessica Grabowsky i rollen som Lucie multifacetteret og rigt, mens Jakob Öhrman i rollen som Eccu også fungerer godt. Det svageste punkt er arbejderklassefyren Allu, der er spillet af Andreas af Enehielm, som virker stakatisk og uden nuancer. Men gennemgående udspringer den nuancerede fortælling med afvekslende sympatier af, at de fleste af skuespillerne udfordrer rollerne, der er tilpas komplekse til at holde til denne udvikling.

Filmen er baseret på en roman af den finlandssvenske forfatter Kjell Westø. Sprog og handling foregår i de finlandssvenske miljøer i Helsinki, og afspejler endnu et komplekst levn fra Finlands forhistorie: det svenske herredømme indtil starten af 1800-tallet. Dette er dog ikke stærkt i fokus, fordi det handler om klassekampen og mødet med en sofistikeret kærlighed. Det kan være svært at side tilbage med en fornemmelse af, at fortællingen veksler mellem meninger – og ikke giver anledning til helt ’at holde med’ nogen. Men i dette tilfælde er det i overvejende grad befriende og veletableret.