Den af de mest vedvarende troper, i både litteraturens og filmens verden, er menneskets møde, konfrontation eller sameksistens med naturen. Fortællinger der fokuserer på kontrasterne, der eksisterer mellem civilisation og vildnis. En af de første og mest berømte af disse fortællinger er Henry David Thoreaus klassiker Walden der beskriver forfatterens egne oplevelser i den amerikanske ødemark.

I de senere år, i trit med at vi allesammen har fået at vide at vores livsstil i den vestlige verden ikke holder i længden, er der kommet flere tekster, både faktuelle og ikke mindst fiktionelle, der undersøger alternative måder at leve i harmoni men denne natur på.

Der er blevet lavet både morsomme dramaer (f.eks. Hunt for the Wilderpeople, Captain Fantastic , m.fl.) og de mere seriøse film (f.eks. Into the Wild, Jungle, oa.), der alle skildrer hovedpersoners møde med den barske, utæmmede natur. Flere af disse mere alvorlige fortællinger der berører dette emne tager desuden udgangspunkt i virkelige hændelser. Dette er også tilfældet med den nye film Leave No Trace, der er baseret på Peter Rocks roman My Abandonment (En vanlig advarsel: lad være med at klikke på linket, hvis du ikke har set Leave No Trace, for forfatteren afslører i klippet centrale dele af handlingen i beskrivelsen af hans bog).

Da Leave No Trace starter møder vi en far og teenagedatteren Tom, der bor langt, langt ude i en amerikansk skov. Her har de lavet et shelter, der falder godt ind med omgivelserne. Tilsyneladende har de valgt at bo her og leve af de ting der finder i naturen. For at gøre deres liv lidt lettere ejer de et gasblus og et par enkelte praktiske fornødenheder, som er blevet hentet med fra civilisationen. En sjælden gang imellem vover de sig ind mod den nærmeste by, hvor fatter kan hæve sin førtidspension. De køber fødevarer og andre ting som de måtte have brug for. Før de tager tilbage i skoven ser vi faderen sælge den medicin han rettelig selv burde tage, til nogle krigsveteraner, der bor i en slags teltlejr på kanten af byen.

Det går hurtigt op for seeren, at faderen har sine egne dæmoner at slås med. Han lider af PTSD og kan ikke rigtigt fungere sammen med andre mennesker. Undtagelsen er selvfølgelig den datter han har ansvaret for, efter pigens mor døde. Dette bliver endnu tydeligere, da den lille familie et par dage efter vi først har mødt dem jagtes af betjente med hunde gennem den store skov. Parret er tilsyneladende blevet spottet og derfor bliver både far og datter slæbt med til civilisationen, hvor myndighederne adskiller dem, for at finde ud af hvem de er og hvad der er foregået.

Det viser sig hurtigt, at datteren, til trods for at hun aldrig har været tilknyttet en regulær skole, befinder sig på et fagligt niveau, der langt overstiger det som hendes jævnaldrende har. Farmand har med andre ord været god til at hjemmeskole hende. Myndighederne ser derfor ingen problemer i at genforene de to og en lokal velgørenhedsorganisation finder ligefrem et nyt hjem til dem. De skal bo på en afsidesliggende gård, hvor faderen kan arbejde med at fælde træer og datteren kan begynde i en rigtig skole, så hun kan socialisere sig med jævnaldrende. Til gengæld er der meget der tyder på, at dette ikke er et liv, som hendes far er i stand til at leve i længden.

Filmen er ganske flot fotograferet, med mange lyriske billeder af den natur, der omgiver vores hovedpersoner. Fortælletempoet er langsomt, hvilket giver filmen en realistisk tone, der for enkelte seere måske vil fremstå som kedelig. Kedelig er dog ikke vore to primære hovedpersoners skuespilpræstationer. Faderen spilles af Ben Foster (som vi i Kapelsammenhænge senest oplevede i den forrygende Galveston) og datteren af Tomasin McKenzie, der til trods for sin unge alder allerede har været med i en hel del filmproduktioner. Deres samspil er limen der holder filmen sammen. Det er i al fald svært ikke at blive bare en smule rørt af det familiedrama, der udspiller sig for øjnene af os.

Ud over at være en historie om en lille familie, der har svært ved at leve efter de regler som det omliggende samfund dikterer, så er det i lige så høj grad en film, der skildrer hvordan det Amerikanske samfund har svigtet de mange ødelagte mænd, som de i sin tid sendte i krig. Det er næppe en hemmelighed, at USA siden Vietnamkrigen og måske især i løbet af de seneste tiår, har svigtet deres krigsveteraner. Folk der har gjort og set ting, der har gjort permanent skade på dem, får i alt for få tilfælde den omsorg de har behov for. Dette ses i mest tydeligt i filmens skildring af Toms fra, men i løbet af filmen ser vi jo også hvor hårdt systemet slår ned på de PTSD-ramte hjemløse, der bor i udkanten af byen. Det virker i al fald som om filmen meget gerne vil gøre opmærksom på den meget reelle, virkelige problematik.

Leave No Trace er intet mestervæk, og den kunne med fordel være en del kortere, men omvendt set er det faktisk en fordel at filmen fortæller sin historie i et meget astadigt tempo, for det passer fint overens med den realistiske tone den gerne vil ramme. Det er muligvis ikke en film der vil tiltale alle, som nævnt vil der med garanti være seere der ligefrem vil opleve den som kedelig, men har man tålmodigheden, så vil Kapellet klart anbefale at man tager en tur i skoven med Tom og hendes far.