Det er svært at være upartisk, når man skal skrive om LEGOs film. Hvis du på din vej, kære læser, skulle komme forbi redaktørens hjemmeadresse, vil du med selvsyn kunne se hvorfor. I spisestuen er hele vindueskarmen eksempelvis fyldt med LEGO-modeller, fra store robotter, huse, køretøjer og meget andet. Det er selvsagt samme redaktørs to drenge, der i løbet af mange år har samlet og bygget modellerne, men går man rundt i flere af hjemmets rum støder man på endnu flere modeller, der faktisk er blevet indkøbt af husets voksne.

Seneste tilføjelse er den fantastisk lækre Lunar Lander et LEGO-sæt der blev lanceret da man gerne ville markere 50-året for Apollo 11s succesfulde landing på månen. Et sæt byggeklodser, der på formidabel vis fangede os nørder, der både er fascineret af rumfart, men som er mindst lige så forelsket i de små plastikklodsers mange muligheder.

Familien Bille, og dermed også undertegnede, er altså svært glade for disse klodser, hvilket også betyder at det er også er meget nemt at blive glad for de ”klodsede” animationsfilm som Warner de seneste år har skabt. Det er svært at sætte fingeren på præcis, hvorfor de fungerer så godt, men som nævnt i forbindelse med de andre LEGO-film , så er det nok blandingen mellem en animationsstil, der minder om stop motion, en lydside der dels består af godt stemmeskuespil, lyden af raslende klodser, effektlyde der er frembragt med munden (f.eks. er ”diu, diu, diu, diu” lyden af en laserkanon) men måske allervigtigst manuskriptforfatternes vilde fantasi og legende tilgang til de rablende historier, som får det hele til at fungere.

Legofilmen 2 er her i efteråret 2019, udkommet til hjemmebiografen, så alle der enten missede den i biffen, eller som savnede den, kan se og nærstudere den i hjemmets trygge rammer. Der er vist ingen grund til at gentage detaljerne om handlingsforløbet i Legofilmen 2 for det blev allerede ridset op i biografomtalen , til gengæld vil følgende omhandle det ganske omfattende ekstramateriale, som den Legoglade seer får med sig hvis man, som alle fornuftige mennesker, investerer i BluRayudgaven af filmen.

Første indslag, er en kortfilm der fortæller om filmens tilblivelse med titlen We Come in Pieces. Selv om den kun er otte minutter lang, er den ganske underholdene og byder bl.a. på interviews med skuespillerne og holdet bag filmen. Dernæst er der en fin kortfilm, der blev udsendt omkring juletid med titlen Emmet’s Holliday Party. Her er ikke kun tale om en hurtigt produceret film, men én, der er mindst lige så flot lavet som hovedfilmen. Kapellet tænker at denne film er skabt primært med henblik på at lave reklame for hovedfilmen.

Det er også muligt at finde 12 minutter med slettede scener. Selv om flere af disse kendetegnes ved at være lidt mere ”blege” end dem, der optræder i hovedfilmen, så fejler animationen indledningsvist ikke noget. Der er dog flere af disse scener som udelukkende er i skitseform, men der er både lagt musik, stemmer og lydeffekter på disse scener, så det er ikke svært at gætte sig til hvordan de ville have endt med at se ud i den færdige film.

Endelig indeholder disken også en karaokeversion af sangen Supercool, så du, dine venner eller unger kan synge med. Det er muligt at vælge et kommentarspor med instruktør Mike Mitchell samt filmens forfattere og den hovedansvarlige for animationen. Giver man sig tid til at lytte til det, får man også serveret en masse nørdet information, som man måske ikke lægger mærke til hvis man bare ser filmen en eller to gange.

Endelig er der en samling af alle de forskellige småfilm og teasers, som er blevet produceret i forbindelse med filmens lancering. F.eks. kan man se figurerne bede biografpublikummet på sjoveste vis om at slukke deres mobiltelefoner, men der er også reklamer for de LEGO-byggesæt, der kom samtidig med filmen. Kort sagt virker det som om at de der har sammensat BluRay-udgaven af filmen, har sørget for at få stort set alt materiale med på disken, så selv den mest kræsne LEGO-aficionado ikke kan tillade at brokke sig.

Hovedattraktionen er selvsagt stadigvæk selve filmen, der er god, men som tidligere skrevet ikke helt lige så formidabel som etteren. Det er muligt at se filmen i den danske versionering, men med fordel bør man se filmen med det originale engelske lydspor, for selv om den danske udgave er virkelig god, er der en del sproglige spidsfindigheder, som virker langt bedre i originalversionen.

Som en afsluttende kommentar er Morapokalypsen indtil videre blevet afværgeret hjemme hos familien Bille. Anmelder var nemlig så snu at gense filmen i selskab med hustruen, der ellers før sommerferiens start havde proklameret, at nu var det på høje tid at fjerne de mange modeller fra vindueskarmen og måske erstatte disse med grønne planter, lysestager og andet ikke-LEGO-relateret nips. Oprydningen er heldigvis blevet udsat på ubestemt tid, for selv store drenge (på hhv. 10, 15 og 48) har svært ved ikke at lege, bare en gang imellem med de fine figurer, skille dem ad og efterfølgende samle dem på nye, finurlige måder. Dette kan man ikke gøre med filmene, men de giver ganske enkelt alle der ser dem legelysten tilbage.