Det er mere reglen end undtagelsen, at nærværende anmelder giver sig til at nærstudere den bog eller bøger, der bliver omsat til den spillefilm han skal skrive om. Nuvel det kan jo hænde at man har læst bogen før filmen kommer, men det er sjældent at undertegnede ligefrem indkøber bøger, blot fordi der kommer en film baseret på dem.

Flere måneder før Scary Stories to Tell in the Dark dukkede op i vore biografer, udtalte Guillermo del Toro, der er producent og medforfatter til filmen, at den var baseret på en række børnebøger, der havde skræmt livet af ham som barn og som senere ligefrem blev forbudt . Når bøgerne ligefrem blev forbudt, var det nærmest en selvfølge at de skulle hentes hjem til bogreolen og læses.

For de der ikke kender bøgerne, så er det tre, ganske tynde udgivelser skrevet af Alvin Schwartz og gennemillustreret af Stephen Gammel. Selv om Schwartz er forfatteren, så er han nærmere en slags moderne Bror Grimm, i og med at han har indsamlet en masse vandrehistorier og den slags gyserfortællinger som man i århundreder, især i USA, har (u-)hygget sig med at fortælle rundt om lejrbål eller når ungerne holdt pyjamasparty.

Faktisk var det overraskende at opleve, at hver bog er forsynet med et ganske omfattende efterskrift, der fortæller præcis hvor historierne kommer fra og kommenterer på de forskellige versioner af disse. Selve fortællingerne er ofte ikke mere en 2-3 sider lange, andre under en side, hvilket gør, at der er nok materiale at tage fra. Efter at have læst bogforlægget var det dog ret svært at forestille sig hvordan denne samling af 83 historier og sange, kunne blive til en sammenhængende film.

Du skal dog ikke forvente dig en episodefilm, der kronologisk er filmatiseringer af alle disse gyselige historier, eller for den sags skyld at alle figurerne og de klamme begivenheder er med i den nye film. I stedet har filmens manuskriptforfattere valgt at inkorporere en række figurer (visuelt baseret på Gammels fede tegninger) og elementer fra bøgerne og så binde disse sammen via en rammefortælling.

Filmen starter selvfølgelig på Halloween. Helt i tråd med den bølge af nostalgi, der i skrivende stund hægtes sammen med især ungdomsgysere (læs: IT , Stranger Things osv) foregår filmen i 1960’erne. Her møder vi en håndfuld skolekammerater, der alle har det til fælles, at de er lidt marginaliserede og tit er det dem der bliver mobbet af skolens værste bøller. Da deres plan lykkes med at give bøllerne igen af deres egen medicin, flygter vore venner til et gammelt, forladt hus, der siges at være hjemsøgt.

Den lokale legende går på at det er Sarah Bellows der går igen. Hun var en pige der levede i huset omkring århundredeskiftet, men som kun få havde set. Rygterne ville vide at hun var deform og af ren skam låste Bellowsfamilien Sarah nede i kælderen, hvor hun boede det meste af sit kummerlige liv. Byens børn udfordrede hinanden og tog hen til huset. Var de heldige at finde frem til Sarahs kælderværelse ville hun fortælle dem gyserhistorier gennem væggen. Kort tid efter begyndte børnene i byen at forsvinde sporløst.

Selvfølgelig lykkes det vore venner at finde Sarahs værelse og samtidig begynder der at ske mærkelige ting i huset. De finder også den bog, som Sarah skrev sine gyserfortællinger ned i, men noget tyder på at hun ikke er helt færdig med at skrive. Pludselig begynder der at optræde nye historier i bogen, der handler om vores hovedpersoner. Der er flere ting der tyder på at bogen skriver sig selv og nu er gode råd dyre. Der er med garanti ingen forældre eller myndigheder, der vil tro på det som børnene har oplevet, til trods for at børn igen begynder at forsvinde på mystisk vis. Først går det ud over en af bøllerne. Det er måske ikke et problem, men da bogen pludselig begynder at skrive om vor lille gruppe af venner, bliver de nødt til at finde ud af hvordan de kan stoppe forbandelsen.

Faste læsere her i Kapellet vil vide, at anmelder alle dage har altid haft et svagt punkt for film, der handler om bøger (være det sig Evil Dead, The Ninth Gate eller Rosens navn), men selv om der er flere gode sekvenser i Scary Stories to Tell in the Dark, selv om de medvirkende virkelig gør hvad de kan for at overbevise seerne og til trods for at det er norskfødte André Øvredal (der bl.a. lavede de forrygende film Trolljägeren og The Autopsy of Jane Doe) der instruerer, så rammer den nye film desværre ikke helt plet.

Spændingsopbygningen er ganske god, men man kan, som dreven gyserfan, godt blive lidt irriteret over at det monster, der jager vore venner mod slutningen helt tydeligt er skabt i en computer. Det er ikke fordi det ikke er fedt lavet, men der er blot med til at ødelægge stemningen. Dernæst tilhører anmelder ikke målgruppen, men er sikker på at var man lige fyldt 15 år og havde kun set en enkelt gyser eller to, så ville den her sikkert være ganske fantastisk. Som voksen gyserfilmsfan, så er man måske bare en del mere kritisk efterhånden.

Uden at afsløre for meget, så antyder slutningen, at der muligvis godt kan komme en fortsættelse. Det er der selvsagt også vandrehistorier nok til i de tre ovennævnte bøger, men hvis dette sker, så kan man håbe på, at det bliver en film der vil være en del mørkere og mere grotesk, end tilfældet er med denne.