Gamle, forfaldne, ensomt beliggende huse er ikke kun et problem for kommunerne i udkantsdanmark. Den slags indeholder næsten altid et eller flere gespenster, når de optræder på film. I 2012 kom The Woman in Black, som var en stemningsfuld, overnaturlig, spøgelsesgyser med selveste Daniel ”Harry Potter” Radcliffe i hovedrollen.

Den første film foregik lige efter forrige årtusindskifte, og i løbet af den lykkedes det protagonisterne at afsløre, hvem den mystiske sorte dame, der hjemsøgte Eel Marsh House var, og måske vigtigere, hvorfor hun hjemsøgte stedet. Dette specifikke hus kunne ikke ligge mere isoleret, for det var placeret på en lille ø, man udelukkende kunne komme til, når tidevandet var gunstigt.

Den første film var baseret på Susan Hills roman fra 1983, mens fortsættelsen, der har fået den tillokkende undertitel Angel of death, udelukkende tager udgangspunkt i begivenhederne og lokaliteter fra originalen, i stedet for endnu et romanforlæg fra Hill side. Faktisk minder to’eren både visuelt og i sin struktur ganske meget om den oprindelige film, selv om fortsættelsen måske rent teknisk er bedre udført.

Producenterne har denne gang valgt at lade handlingen foregå midt under anden verdenskrig, altså over fyrre år efter den første, og den starter på en togstation i London, hvor den unge lærerinde, der skal vise sig at være filmens egentlige hovedperson, bliver givet ansvaret for en gruppe skolebørn, der i bedste Narnia-stil sendes langt ud på landet, så de kan komme i sikkerhed for tyskernes konstante bombadement af den engelske hovedstad.

En af disse børn er den lille dreng Edward, der lige har mistet sine forældre, og derfor også har mistet mælet. Tak spids for en horrorkliché. Ikke alene er børn der pludselig mister mælet i film uhyggelige, men vi ved også næsten fra filmens start, at hans stumhed naturligvis vil blive udnyttet til det fulde, da han selvsagt hverken kan kalde på hjælp eller fortælle omverdenen, hvad han ser i de skumle korridorer i det sted, der skal fungere som deres hjem og skole, indtil krigen driver over.

Både den unge lærerinde, unge, stumme Edward og flere af de andre børn opdager hurtigt, at det gamle hus ikke kun gemmer på støv og spindelvæv, men også på både hemmeligheder og ting, der dukker op og forstyrrer efter mørkets frembrud. I disse situationer genbruger filmen mange af de samme elementer, som man husker fra etteren; gyngestolen, der pludselig begynder at bevæge sig af sig selv, det bizarre mekaniske legetøj, der pludseligt starter, og naturligvis den høje, sorte kvindeskikkelse, som synes at lede børnene til deres for tidlige død.

Den unge lærerinde fornemmer også, at der er noget rivende galt på Eel Marsh House, men hendes kollegaer, der hjælper til i huset, tror ikke på hende, og de forsøger som i alle andre horrorfilm at mane hendes frygt til jorden ved at søge efter naturlige forklaringer på det, der sker i huset. Det ændrer dog ikke ved, at både lærerinden, børnene og ikke mindst os seere udmærket er klar over, at de burde komme væk fra Ålmarskehuset så hurtigt som muligt.

The woman in black – Angel of death er, lige som sin forgænger, produceret af det genopståede, engelske produktionsselskab Hammer Films, der foruden deres ikoniske gysere fra 50erne, 60erne og 70erne i de seneste år har stået bag flere mere eller mindre vellykkede gyserfilm som f.eks. genindspilningen af Lad den rette komme ind, The Resident eller senest The Quiet Ones. Selv om det ikke er alle filmene, der er lige spændende eller originale, er det dog fælles for dem, at de tager sig flot ud og teknisk set er virkelig veludførte.

Dette gælder også for The Woman in Black 2, for selv om filmen ikke just er nyskabende, så bliver tilskueren stadigvæk vidne til en fin, klassisk spøgelseshistorie, som fans af genren sikkert vil nyde. Den bygger langsomt, men sikkert sin skræmmende atmosfære op, er ganske velspillet og effekterne er effektive og fine. Når det så er sagt, er den også en udpræget generisk film, der ikke tilfører noget nævneværdigt nyt til genren, for desværre læner den sig alt for meget op af etteren til, at man efterfølgende husker den som en selvstændig film. Til gengæld er det nærmest befriende at opleve en helt klassisk spøgelsesfortælling, uden at filmen skal benytte sig af tidens aktuelle found-footage trend som især har fundet fodfæste inden indenfor netop gyserne.