Saw VI tager tråden op, ganske som mange af dens forgængere, præcis dér hvor den forrige film stoppede. Alle der fulgte med i sidste episode, er nu klar over at det er FBI agenten Hoffmann der har besluttet sig for at videreføre Jigsaws arbejde, med at skabe nye, interessante dødsfælder til de udvalgte ofre, der trænger til en lærestreg. Når vi på den måde kender morderen ville det derfor være en tilsnigelse at påstå at Saw VI på samme måde som sine forgængere kan levere et utroligt overraskende twist i slutningen, for selv om der – vanen tro - kommer en lille overraskelse til sidst, så er den altså ret tam i forhold til forrige film i serien, der jo primært afhang af at tilskueren skulle gætte sig frem til sammenhængene i plottet.

Faktisk kunne man godt tro, at idet Saw VI når sin slutning, at denne sjette del faktisk er den definitive finale for franchisen. Jigsaw blev allerede i femmeren erklæret død og endda obduceret, men det forhindrer ham jo ikke i at optræde i flashback sekvenser, eller i at have udtænkt nye skumle planer, der kan strække sig endnu et par film før sin død. Ifølge IMDB er en syvende del allerede i støbeskeen, med forventet premiere til oktober 2010. Naturligvis hænger det sammen med at torture porn-serien allerede har en solid fanbase, der gang på gang ser frem til nye sadistiske dilemmaer som et nyt hold af storskrigende ofre skal konfronteres med. Devisen er derfor; så længe der er fans, er der fortsættelser.

Ikke desto mindre kunne det være skønt med noget nytænkning, for det intrigante plot og Jigsaws efterhånden fuldstændigt utroværdige iscenesættelse af hævn over alle de - der på forskellig vis har behandlet ham uretfærdigt, eller som bør konfronteres med deres egen svigt, svig og manglende moral – er efterhånden så tyndstrakt, at det minder om en anorektiker på pinebænken. Overhistorien er for længst ophørt med at hænge ordentligt sammen. I retrospekt er der simpelthen for store narrative huller til, at det hele giver mening længere.

Mest tydeligt var disse logiske handlingsbrist nok i Saw V, hvor det på det nærmeste var påkrævet at man havde de to forrige episoder i særdeles frisk erindring, for at kunne finde hoved og hale i filmen. Det står ikke lige så grelt til i Saw VI, for selvom det heller ikke er en film, der giver mening, med mindre man genkender og er i stand til at huske de karakterer som pludselig dukker op, så er den knap så forvirrende.

Kernehistorien er yderst aktuel, for det centrale offer, der i Saw VI forsøger at finde rundt i Jigsaws labyrint, skabt i ruinerne af en forladt zoologisk have, er intet mindre end en forsikringsagent, der – sammen med sit team af dedikerede medarbejdere - har profiteret på at finde frem til fejl og mangler i de oplysninger som hans kunder har givet ham, da de tegnede deres private sygeforsikring.

Selvfølgelig har han fundet en fejl i Johns/Jigsaws ansøgning og da han dukker op på kontoret i en flashback-sekvens for at få dækning til en eksperimentel kræftbehandling, bliver han blankt afvist på et meget spinkelt grundlag. Dette gør naturligvis vores sadistiske helt så bitter at han med ordene ”du har netop givet mig min dødsdom” begynder at udtænke en udspekuleret hævnaktion, der gerne skulle få vor forsikringsagent til at opføre sig langt mere ansvarligt for eftertiden.

På sæt og vis er Saw IV derfor, set med en kulturkritisk og særdeles aktuel, amerikansk sociopolitisk optik meget aktuel, idet man muligvis godt kunne mistænke Jigsaw for at ville have støttet præsident Obamas nyligt vedtagne sundhedsreform, der gerne skulle sikre at der var ens, retfærdig behandling for alle patienter i landet –og at medicinalfirmaer og private forsikringsselskaber ikke længere er i stand til at spekulere i folkesundheden på den (karikerede) måde filmen fremstiller det.

Men det er næppe på grund af aktuelle politiske tiltag man vælger at se Saw, det er på grund af fælderne og de er desværre lidt tamme i denne sjette del, især hvis man sammenligner dem med de man så i Saw II og IV. Det ville være lidt unfair her i en anmeldelse at gå nærmere i detalje med dem, men bare det faktum at en af de mest ikoniske fælder fra den første film genbruges, gør at selv fans måske godt kan se at denne serie er begyndt at køre lidt i tomgang, rent idemæssigt.

Til gengæld er Tobin Bell faktisk ret fremragende som Jigsaw og ekstramaterialet er både fint og underholdende. Især den lille dokumentarfilm om den forlystelse, der er blevet skabt på baggrund af filmene, er mægtigt sjov – blot en skam at man ikke får en virtuel tur gennem dette postmoderne rædselskabinet idet det stod færdigt. Så er man fan af serien, så er det jo svært at komme uden om Saw VI. Den har også en langt mere stram struktur og er bedre fortalt end sine to forgængere. Men er man derimod ny i forhold til dette makabre Grand Guignol-univers, så er det virkelig en god idé at starte med den første film, der stadigvæk fremstår som den stærkeste film i serien.