Der er mange, når talen falder på film, har for vane at gøre grin med Keanu Reeves. Måske handler det om, at han ofte besætter roller, der kræver, at han konstant primært ser ganske forvirret ud, grænsende til det bøvede, for det er de roller han optræder som i film som f.eks. The Matrix, Bill ’n’ Ted eller Djævelens Advokat.

De seneste par år har Reeves dog valgt roller, der mest af alt viser ham som en fysisk skuespiller. En der naturligvis er i stand til at vise følelser, men som dog primært er ustyrligt adræt og har en evne til at indgå i kampsekvenser, som er noget mere komplicerede end de, vi er vant til at se fra Hollywood. Kort sagt nærkampe, der fungerer takket være skuespillernes træning og ikke fordi scenerne er klippet så tilpas smart, at det bare virker som om, de har den slags evner.

Keanu Reeves interesse for forskellige kampsportsarter startede velsagtens i forbindelse med optagelserne til The Matrix, hvor hans figur Neo, som bekendt sagde ”I know kung-fu”, efter at have downloadet instruktionerne direkte i hjernen. I virkelighedens verden var det dog måneders hård træning sammen med kampsports- og stuntfolk, der resulterede i evnerne. Det virker som om Reeves faktisk frivilligt opsøger denne træning, for mandens evner udi netop kung-fu har man kunnet opleve i både film som 47 Ronin, Man of Tai Chi og nu senest i voldsorgiet John Wick.

John Wick kan vist bedst betegnes som en ekstrem form for neo-noir, for det er et meget dystert storbysmiljø filmen foregår i, grænsende til det karikerede. Dertil kommer at skurkene og filmens øvrige figurer er mindst lige så tegneserieagtige som det miljø, de befinder sig i, uden at dette skal opfattes som det nedsættende udtryk, det normalt bruges som. (Faste gæster i kapellets kældre vil vide at undertegnede holder endog meget af netop tegneserier). Det er en barsk, dyster og vildt nådesløs verden, som John Wick befinder sig i og derfor en perfekt kulisse til, at den ene actionsekvens kan afløse den anden.

Fortællingen er såre simpel. Vores hovedperson har netop mistet sin elskede til sygdom. Midt i sorgen modtager John en pakke fra hans afdøde kone – en bedårende hundehvalp og en seddel, hvor hun beder ham om at kaste sin kærlighed på den i stedet. Midt i sorgen er hvalpen kun en ringe trøst, men der går ikke længe, før John knytter sig til den.

En sen aften på en tankstation render Wick ind i nogle unge, russiske gangstertyper. Lederen kigger på hans bil og spørger, hvor meget han skal have for den. John fortæller at den ej er til salg og forlader dem. Senere på aftenen bryder maskerede mænd ind i Johns hus, gennembanker ham, stjæler bilen og dræber hunden. Da de senere forsøger at afsætte øsen hos en lokal mekaniker, bliver bilen genkendt og mekanikeren nægter naturligvis at købe John Wicks karakteristiske bil. Da de unge lømler senere tropper op hos deres øverste chef, fortæller han dem ganske håndfast, at de har begået deres livs dumhed – for han ved udmærket godt, hvem John Wick var tidligere.

Det er sådan set filmens grundpræmis i al sin enkelthed. Vi får etableret, at hovedpersonen ikke har noget at leve for ud over hævnen, og denne hævnakt udfolder sig derefter vildt og elegant i løbet af filmens næste halvanden times tid. Kort sagt, er der ikke megen plads til refleksion eller anger, for lige så snart det ene hold skurke er blevet ekspederet, skynder John sig videre, for at rydde helt op i forbrydersyndikatet, hvis da ikke gangsterne har sendt flere af deres bedste folk ud i et fortvivlet forsøg på at dræbe John, før han ankommer til deres dør.

Kampscenerne er det, der bærer filmen frem, for de er virkeligt intense, velorkestrerede og skylder Hong-Kong actionfilmen en hel del. Ikke forstået på den måde, at Wick er i stand til at flyve gennem luften eller løbe på vand, men hans kampstil minder meget om den, man husker fra de bedste John Woo film fra slutfirserne eller andre martial-arts film, hvor pistoler og maskingeværer bliver håndteret lige så legende let og elegant som sknive, sværd og spyd gør det i wuxia-film: den såkaldte ”gun-fu”-genre.

Selv om John Wick læner sig meget op af Hong Kong-film, så har den også et velsmurt Hollywood produktionsapparat i ryggen, hvilket gør at filmen bliver utroligt lækker at se på. Tegneserieelementer optræder også i skildringen af den hemmelige underverden, hvor John Wick slår sine folder. Skurkene i denne verden lever i en slags kulørt parallelsamfund, hvor de betaler hinanden i guldmønter for deres tjenester. Det virker ustyrligt plat, når man på denne måde beskriver det, men mens filmen flimrer forbi tilskueren, accepterer man dette som det nemmeste i verden.

Er man derfor fan af gode, velproducerede actionfilm, hvor det er actionelementerne og ikke nødvendigvis et kompliceret plot eller nuancerede figurskildringer, der er i fokus, er John Wick noget nær det mest perfekte popcornunderholdning, man kan finde lige nu.

Så uanset om man mener, at Keanu kan spille skuespil eller ej, er der ingen tvivl om at han ser ustyrlig effektiv ud, idet han slår folk ihjel på stribe i denne film. John Wick er kulørt slå-på-tæven-og-dræb-alle-skurkene-film af allerbedste skuffe og en af de actionfilm, som man har lyst til at starte forfra, så snart den er slut. Ja, du læste rigtigt – den er faktisk så god!