Vi svæver højt, højt oppe, næsten mellem himmel og jord. En snart 100-årig svævebane, langt fra skisportsstedernes luksus, forbinder dalens landsby med en spredt bebyggelse på bjergets tinde. Kun ganske få, men faste passagerer, benytter de to små kabiner, der muliggør kontakten de to bjergflækker imellem, i det øde og bjergrige område i Kaukasus, Georgien. Sådan er åbningsbilledet – og sådan er resten af filmen.

Den lidt misligholdte svævebane er hovedpersonen i Veit Helmers spillefilm Gondola. Ikke nogen dramatisk historie, med svævebane uheld, styrt eller andre oplagte ulykker. Slet ikke. Tværtimod en billedskøn, romantisk naturoplevelse, fuld af poesi, egen logik og masser af humor. En tidløs verden flot sat på det store lærred. For husk: (denne) film skal ses i biograferne!

Kort sagt: læn dig tilbage, nyd det storslåede bjerglandskab, svæv ubesværet sammen med de to små gondoler og deres konduktør. Oplev den totale frigjorthed, når du vinker til bonden langt nede på marken eller er tæt på svævebanens mange store hjul og kabler (Fritz Langs Metropolis i miniatureformat).

Filmens åbning er indtryksfuld nok. En kiste, alt for lang til gondolen, så begge ender stikker ud, svæver op mod bjergets top. En ældre kvinde ledsager kisten, stærkt afvisende overfor en yngre kvinde. Vi forstår, eller rettere gætter, for filmen er 100% dialogløs(!), at det er afdødes hustru og datteren Iva. Fem jakkeklædte herrer (hvor kom de mon fra?) henter kisten og sænker den i et forhåndsgravet hul.

Iva (Mathilde Irrmann), der ikke synes velkommen, ej heller i landsbyen, søger og får jobbet som svævebanekonduktør, der nu sammen med kollegaen Nina (Nino Soselia) sørger for billettering og at alt fungerer efter reglerne, fastsat af deres vulgære, mandschauvinistiske og onde stationschef (Zuka Papuashvili), der endda tror han, med en blomsterbuket, kan nedlægge Nina.

Megen direkte kontakt har de to konduktører ikke med hinanden. Når Nina er nede i dalen, er Iva på bjergtoppen - og visa versa. Alligevel opstår der en nærhed, en næsten flirten på afstand. Et skakbord på øverste station, hvor de på skift flytter brikker og triumferende fremviser en slået brik, når de i mange hundrede meters højde, passerer hinanden. Drillerierne udvikler sig grotesk. Nina sætter vinger og propeller på sin gondol. Iva svarer igen ved at omdanne sin kabine til en Marsraket. Så spiller de, i forbifarten, på hvert deres instrument, munter musik på violin og trompet.

Indimellem transporterer de skæve eksistenser. Bizarre passagerer, som en kalv og et hønsehus. En lille pige bliver knyttet til Iva, der formidler videre, så pige møder dreng. Smukt og ordløst skildret. At de to kabinebestyrer falder for hinanden er oplagt – det sker, uden ord, forelskelse, med megen forståelse, poesi, sex og dejlig humor.

Gondola viser en alternativ verden uden iPhone eller sociale medier, til gengæld fuld af skønhed. 82 minutters ordløshed, uden et stramt dramatisk plot. Lyder det afskrækkende? NEJ, ikke hvis du tør synke ned i biografstolen og hengive dig til en parallel verden, med en storslået natur og en medrivende rytmisk musik og to skønne kvindelige skuespillere, der bogstaveligt hæver os fra jordens overflade (en georgianer og en fransk – se det er stumfilmens fordel).

Prøv selv.

Måske falder du i søvn?

Måske oplever du en drøm af en film?

Jeg gjorde det sidste.