Måske siger navnet Drew Goddard dig umiddelbart ikke så meget, men farer man forbi IMDB, så vil man dog opdage at han stod bag metagyseren Cabin in the Woods, der fik nærværende anmelder helt op at ringe for år tilbage . Vælger man så at se på de manuskripter, som Drew har været med til at forfatte, så bliver man endnu mere imponeret, for det tæller både episoder af Lost, stort set alle episoder af Daredevil for da slet ikke at tale om manuskripter til spillefilm som Cloverfield og The Martian . Han er altså en driftig herre, der godt ved hvordan man underholder et moderne publikum.

Der er dog ikke mange overnaturlige elementer, rumeventyr eller for den sags skyld superhelte eller i Drew Goddards anden spillefilm Bad Times at El Royale, der til trods for en spilletid på næsten to og en halv time, byder på en historie uden kedelige øjeblikke. Filmen kan måske bedste beskrives som et slags noir-kammerspil, hvor flere forskellige personer med hver deres historie mødes på et afsidesliggende motel. Et motel der mildest talt er meget specielt indrettet.

El Royale er et helt særligt etablissement der ligger ude i en skov, præcis på grænsen mellem Californien og Nevada. Filmen starter med et langt one-take, hvor vi ser en gæst som har indlogeret sig på et af værelserne og tålmodigt venter på, at en anden person der dukker op. Lyset i scenen er nærved en perfekt hyldest til noir og det er da også en film der både stilistisk og indholdsmæssigt låner en del fra denne genre. (Kapellet vil i denne forbindelse godt anderkende, at der også er læsere, der sikkert udelukkende vil kalde ”noir” for en stilart frem for en regulær genre, men den diskussion må tages i et andet forum.) Inden vi har set os om er der også et lig, der skal skaffes af vejen.

Handlingen springer en del år frem i tiden og selv om stedet er stort set uforandret er der i 1969 langt færre gæster der lægger vejen forbi El Royale. Seeren møder dog indledningsvist en lille håndfuld figurer, som er meget forskellige og på den vis også garant for konfrontationer og drama. Der er den sorte kvinde, en lidt for smart støvsugersælger, en gammel præst der døjer med hukommelsen og endelig en ung, vred kvinde. Derudover mødes seeren af stedets forpinte piccolo, der stort set driver hele etablissementet alene.

I løbet af filmen er der flere af de figurer der dukker op som lider kranke skæbner, ikke kun bandt dem der blev nævnt før, for andre figurer kommer til. Selv om stedet for længst har mistet sin tiltrækningskraft på de rige og berømte, efter Nevada-halvdelen af motellet mistede retten til at drive kasinovirksomhed, så dukker der personer op, hvoraf nogle af disse har klare forbindelser til de gæster som indledningsvis blev nævnt. Det skal også vise sig at filmens persongalleri måske ikke alle sammen er dem de udgiver sig for at være.

Det er svært at sige for meget om denne film, uden at ødelægge handlingen, så lad os i stedet fokusere på andre ting i filmen. For det første er dialogen virkeligt velskrevet. Drew Goddard er god til at få etableret sit persongalleri, så det på én gang bliver spraglet og interessant, men samtidig så tilskueren har forholdsvis nemt ved at relatere til og forstå figurerne og deres motivationer. Samtidig overrasker filmen reelt undervejs, ved at lade flere scener ende på en helt anden måde end man er vant til. Det er virkeligt rart, at den fortællemæssige pose her er blevet rystet så grundigt, at selv en garvet filmentusiast vil have svært ved at gætte hvad der monstro kommer til at ske i den næste scene.

Scenografien er også virkelig gennemført. Da motellet helt bevidst er blevet placeret mellem to amerikanske stater, er det så at sige også delt over på midten. En del i Nevada og en del i Cali. En rød linje deler bogstaveligt talt rummet op i to, så er der rent visuelt også gang i en næsten konstant leg med centralkompositioner – hvor den ene del af skærmen er en nærmest identisk kopi af den anden side. Der er dog forskelle. Cali-siden er gyldengul og Nevadasiden er gråblå i sin fremtoning. Der kan drikkes i baren i Cali og vælger man at bo i den fløj der hører hjemme i Cali er værelserne en dollar dyrere dér. I Nevada kunne der førhen kunne spilles, men nu er fordelene ved at bo dér ikke længere så åbenlyse. Gæsterne kan selvsagt godt krydse statsgrænsen efter forgodtbefindende.

Den gamle Alzheimer-ramte præst spilles med vanlig charme og bid af Jeff Bridges: Han hedder endda Flynn i filmen, hvilket anmelder tolker som en åbenlys hyldest til den rolle Bridges spillede i Tron. Faktisk er der flere dele af filmen der virker som en hyldest til genrefilm og andre instruktører, selv om filmen på intet tidspunkt bliver til en ren pastiche som var tilfældet med The Cabin in the Woods. Der er blot mange elementer, både i dialogen og i filmens stil, der tyder på at Drew Goddard er lige så pjattet med film som den potentielle seer måske er.

Der er måske anmeldere der vil forfalde til at sammenligne denne film med f.eks. Tarantinos gangsterfilm eller lignende, men det vil være lidt for banalt. Det kan godt være at filmen på bedste postmoderne vis låner både visuelle gimmicks og handlingselementer fra en lang række kilder, men den er også i stand til at stå på dens egne ben.

Det er en voldsom, spændende, morsom og på udsatte steder også virkelig rørende thriller, der beviser at selv velafprøvede formler sagtens kan fungere hvis de kommer i de rettes hænder. Kapellet er i al fald virkelig spændt på Drews næste film, den mørke udgave af X-Men - X Force som i skrivende stund udelukkende er på tegnebrættet. Det kan kun blive episk – i al fald hvis Drew får frie hænder til at lave den præcis som han vil!