Fjerde sæson af Gotham farer frem og tilbage over det hele. Der er alt i denne sæson. I de toogtyve afsnit, som sæsonen består af, ser vi, at Pingvinen er godt i gang med at styre den kriminelle underverden, Fugleskræmslet dukker op, Bruce Wayne bliver en teenage-hævner, de tre tøser – Barbara, Selina og Tabitha – styrer et våbengesjæft, Ra’s al Ghul genopstår, politiet i Gotham City kæmper med at holde kriminaliteten nede, vi møder Solomon Grundy, professor Pyg, Edward Nygma kæmper med personlighedsspaltning, mafiabossen Falcone og hans datter Sofia, knivstikkeri, hævn, mord, Poison Ivys mutation, Arkham Asylum, Jerome og Pingvinen på samme hold, Jervis Tetch, Barbaras aftaler med League of Shadows, Jeromes broder, våben, alliancer, Wayne Enterprises projekter, kidnapninger i flertal, og Hugo Strange.

Gotham er et bunkepul af en serie. Hvad der begyndte med, at Jim Gordon og Harvey Bullock skulle opklare mordet på Bruce Waynes forældre, er endt med at blive en serie, som kraftigt fokuserer på skurkene og Bruce. Hvorfor serien ikke startede ud som en adaption af tegneserien Gotham Central – en slags Law & Order i Batman-universet – vil jeg aldrig nogensinde fatte. Nu undrer man sig bare over, hvorfor det her ikke blev en Batman-oprindelseshistorie, fordi det er det, som Gotham i sidste ende er reduceret til.

Fjerde sæson pakker så meget som overhovedet muligt ind i dens afsnit. Der er langt flere bi-historier, end en serie kan klare, og hvert afsnit er fyldt til bristepunktet med alt for mange skurke. Derudover er manuskripterne konsekvent dovne og klodsede. Der dukker modsigelser op hele tiden, åndssvage belejligheder, karaktererne bliver tvunget sammen, dramaet er ofte fjollet (som i en Joel Schumacher-Batman-film), og der bliver brugt ufatteligt meget tid på at bygge skurkene op, så de får, hvad de peger på så let som ingenting.

På trods af de mange fejl er sæson fire ikke desto mindre underholdende på en eller anden underlig måde. Det burde ikke være sådan. Men jeg kan ikke lade være med at beundre, hvor ambitiøs sæsonen er. En normal sæson i en tv-serie (især én baseret på superhelte) har et bestemt antal sidehistorier og en enkelt overordnet historie. Sådan fungerer Gotham ikke. Der foregår så meget i høj tempo, og der er så meget at absorbere, at man ikke helt kan lade være med at blive suget ind i begivenhederne, som udfolder sig på skærmen.

Hvad angår selve indholdet, så er det sæsonens anden halvdel, som klart fungerer bedst. Alt med Jerome og Jeremiah (spillet af den samme skuespiller, Cameron Monaghan) er det bedste. Jeg var nu også imponeret over, hvor mange Batman-referencer der dukker op: på et tidspunkt bliver temaet fra Batman 60’er-serien spillet, og seriens afslutning er en hyldest til både The Dark Knight Rises og tegneserien No Man’s Land, og en superskurks plan virker meget som en tribut til Batman fra 1989. Produktionsværdien er fantastisk og gør, at serien ser større og mere dyr ud. Det virker virkelig, som om de har filmet i Gotham City – trods de mange fejl.

Apropos fejl. Det er ærgerligt, at rollebesætningen er så ude af kurs med hinanden. Seriens største roller (McKenzie som Gordon, Mazouz som Bruce) er kedelige og ofte en del søvndyssende at følge med i. På plussiden er Monaghan en drøm at se på, Donal Logue imponerer stadig i rollen som Bullock, Camren Bicondoya er interessant som Selina/Catwoman, og Robin Lord Taylor har virkelig gjort Pingvinen til sin helt egen karakter.