Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




The Shape of Water (123 min.) Biograffilm / 20th Century Fox
Anmeldt 3/3 2018, 17:20 af Torben Rølmer Bille

Monstrets poetiske væsen


Monstrets poetiske væsen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Guillermo Del Toro har siden barnsben været fascineret af monstre, hvilket er tydeligt at se i stort set alle mandens film. Fra mandens første film, vampyrfablen Chronos, over Relic, til Pans Labyrint for da ikke at tale om de to Hellboy-film kan man opleve en række meget fantasifulde uhyrer.

I del Toros filmiske universer er monstrene aldrig 100% monstrøse, eller nogle der udelukkende er ondskabsfulde. Lige som i Clive Barkers Nightbreed forsøger del Toro ofte at nuancere seerens opfattelse af et monster og fortælle historien fra monstrenes synspunkt. Lige som i menneskers verden eksisterer der i disse universer tydeligvis figurer, som både er virkelig lede og monstre der, som i mandens seneste film The Shape of Water, ligefrem ender med at være førsteelsker.

Filmen starter dog et helt andet sted, for vi introduceres for den døvstumme Ella der i 1962 er fanget i en daglig rutine. Hun masturberer i badet. Hun tager sig af sin nabo - den ældre, charmerende, homoseksuelle kunstner Giles. Hun er ven med ejeren af biografen, der ligger nedenunder Ellas lejlighed og ellers arbejder hun, sammen med veninden Zelda som rengøringskone på et af statens ultrahemmelige laboratorier.

En dag sættes Ella og Zelda til at gøre rent på et laboratorium, hvor det er lykkedes den meget sammenbidte knudemand Richard Strickland (spillet af Michael Boardwalk Empire Shannon, der nærmest synes at være typecastet til rollen) at holde et særpræget væsen fra Amazonas fanget. Væsenet ligner mest af alt en mellemting mellem Uhyret fra den Sorte Lagune og Dr. Ape Sapien fra Hellboy (Han spilles i øvrigt af Doug Jones, der også var Sapien og som tydeligvis - lidt som Andy Serkis - kun er i stand til at lande roller, der kræver at han bliver sminket til ukendelighed).

Richard betragter væsenet som en farlig modstander og har til sinde at undersøge det på alle leder, for forhåbentlig at kunne benytte denne viden i den eskalerende kolde krig mod russerne. Ella ser til gengæld i havmanden et poetisk væsen som alt andet end uhyrligt. Idet hun ikke viser frygt vinder hun hurtigt væsenets tillid, faktisk i sådan en grad at de to ligefrem forelsker sig i hinanden.

Denne forelskelse er dog ikke uproblematisk, for Richard skyr ingen midler i sit forsøg på at finde ud af hvad det er for et væsen han har fanget. Han presses desuden fra sin overordnede, der vil se kliniske resultater så hurtigt som overhovedet muligt. Richard er også blind for at væsenet i basinnet er i stand til at kommunikere og kan udvise komplekse følelser - noget som Richards forskerkollega til gengæld ikke er blind for.

Havmanden har bestemt ikke tænkt sig at samarbejde med den Amerikanske regering. Ella opdager at hendes fugtige ven muligvis er i livsfare og beslutter sig derfor, sammen med sine venner, at iværksætte en risikabel flugtaktion, i forsøget på at få bragt sin skællede prins i sikkerhed.

Der er mange fans af eventyrlige film, der allerede er gået helt i selvsving over The Shape of Water og det er der også al mulig grund til. Ikke alene er filmen (som alle film del Toro har sat sig signatur på) sindssygt flot, både hvad angår set design, lyssætning, special effects og den måde filmen er skruet sammen på. Det er danske Dan Laustsen der, lige som del Toros foregående film Crimson Peak har stået bag kameraet og resultatet er visuelt bjergtagende.

Der er i The Shape of Water kælet for alle detaljer og intet synes overladt til tilfældigheder. Der bliver skabt et univers, der både er realistisk men som samtidig er ved at sprænges af eventyr og fortællelyst. Den har et vidunderligt soundtrack (af den rutinerede komponist Alexandre Desplat) og det lykkes alle skuespillerne at gøre deres figurer troværdige og vedkommende. Især naturligvis hovedpersonen Ella, der sammen med vandmanden bærer filmen frem.

Dernæst er filmen en ublu hyldest til både 60'eræstetik, 30'ernes klassiske creature-features fra Universal og en række klassiske film, hvilket selvfølgelig italesættes direkte i de scener, hvor Ella besøger biografen neden under sin ejendom. Her fortæller biografejeren bl.a. hvor hårdt presset han er på indtjeningen da folk hellere vil se fjernsyn. Der sættes trumf på senere i filmen (og her følger en spoiler) hvor Ellas våde ven har forvildet sig ind i biografsalen hvor han med sine store fiskeøjne betaget betragter de kulørte billeder lærredet ude af stand til at røre sig - en scene der helt klart er designet til at fremtvinge en klump i halsen hos alle cineaster der besidder følelser.

Filmen er både rørende, sjov og medrivende. Subteksten om at turde lære at omfavne og ligefrem elske det fremmede (hvad enten dette er i form af homoseksualitet eller et "skræmmende" væsen fra Amazonas) er en passende kritisk kommentar til den triste tendens som både visse medier, mennesker og ikke mindst magthavere har til at forsøge at ville gøre os alle sammen bange for alle de ting, der ikke passer ind i den norm, de fastsætter. Selv om dette er magisk realisme, er budskabet tydeligt: kærligheden kender ingen grænser.

Alle disse plusser til trods vil Kapellet ikke udråbe The Shape of Water til det mesterværk som mange andre anmelder og filmelskere hævder at det er. Det er en virkelig god, underholdende og seværdig film, som alle der holder af fantastiske historier bør skynde sig ind og se på et stort lærred. Til gengæld er der mange af filmens delelementer som man har set flere gange før. Hele ideen om det følsomme, kærlige og venlige væsen der jagtes af autoriteter har man set i både E.T, Starman, Gremlins og en række andre lignende fortællinger. At gøre monstret menneskeligt, eller i det mindste til et elskeligt væsen, der ikke er i stand til at ændre sin natur, er et motiv, der er lige så gammelt som Frankenstein, der i Boris Karloffs skikkelse i en uforglemmelig scene plukker blomster med en lille pige han har mødt.

Selvsagt har en film ikke nødvendigvis nødig at være hundrede procent original for at kunne være mesterværker, for ifølge flere postmoderne fiktionsteorier er det i sagens natur umuligt at skabe fortællinger eller handlingsforløb der reelt set er helt nye. At The Shape of Water alt dette til trods ikke får den udsendte anmelder til at overgive sig betingelsesløst er muligvis at del Toro på sine steder i filmen synes lidt for hårdt at ville have sin seer til at føle noget, hvilket får enkelte scener til at virke en anelse forcerede. Endelig er det en film, hvor man, ulig eksempelvis Pans Labyrint, har en ganske god idé om hvilken retning filmen vil bevæge sig i og hvordan det hele vil spænde af. Sagt på en anden måde, den er ikke vildt overraskende.

Dette skal endelig ikke læses som en sønderlemmende kritik af The Shape of Water for lige som mange andre, håber denne kapellan virkelig på at en film som denne kan vinde en masse Oscarstatuetter her på søndag. Det er på tide at film om monstre, hvad enten de kommer fra dybet, fra det ydre rum eller noget helt 3. - får den brede anerkendelse som de fortjener. Det ville om ikke andet være en dejlig gave til alle os der er blevet kigget skævt til, bare fordi man knuselsker skæve, magiske figurer som ham i The Shape of Water.


Forrige anmeldelse
« Black Panther «
Næste anmeldelse
» Lego Ninjago Filmen »


Filmanmeldelser