Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




The Grand Budapest Hotel (100 min.) Købsfilm / Fox-Paramount
Anmeldt 7/8 2014, 06:32 af Kim Toft Hansen

Genkendelighed og absurdisme


Genkendelighed og absurdisme

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Wes Anderson stærke komedier finder sin styrke i en kombination af noget genkendeligt med det absurde. De skæve karakterer og de pudsige handlingstråde gør hans måde at fortælle komedier på værdige til sammenligning med flere af de store nulevende og forskelligartede filmkomikere såsom Woody Allen, Jean-Pierre Jeunet og Pedro Almodóvar. Hans seneste film The Grand Budapest Hotel er blandt hans absolut modigste og bedste film til dato. Den er netop udkommet som købefilm.

Filmen er en kinesisk æske, der folder sig ud løbende igennem handlingen. Vi starter hos en kvinde, der besøger en statue af en folkeskjald. Hun har en bog, der bærer titlen The Grand Budapest Hotel, med, som hun sætter sig til at læse. Via billedet på bagsiden springer vi til forfatteren, der selv fortæller, hvordan han fandt historien hos en portier på hotellet. Vi møder forfatteren som ung, der nu snakker med portieren som ældre ejer af hotellet, og vi præsenteres dermed – gennem ejeren – for fortællingen om, hvordan han kom til at eje hotellet.

Det hele foregår i den fiktive by Zubrowka – den fjerneste egn af Europa, får vi at vide. Det er i sig selv i lille joke. Ordet er hentet fra polsk ord for en bestemt type okse, og er navnet på en populær polsk vodka. Ordet virker derfor genkendeligt, men som reference er den en tom vittighed, der ender i det absurde, hvis vi forsøger at forstå den. I Zubrowka ligger hotellet – et stort, lyserødt hotel med et væld af besynderlige personer. Det hele foregår i en mellemkrigstid, der ligner vores 30’ere, men igen er det hele forskubbet og forvredet.

Wes Andersons film er generelt særligt fortalte på en måde, der giver dem et litterært præg. At filmen her tager udgangspunkt i en roman, altså en roman i filmen, sætter en tyk streg under dette. Den tunge voice over kombineret med det skriftsprogsagtige i dialogen ditto. Det genkendelige og forvredne univers, som er stærkt præget af absurde indslag og forviklinger, sender derfor også tankerne i retningen af Franz Kafka og Stefan Zweig. Det sære magtspil og den besynderlige nazilignende hærskare, der vokser frem i det fiktive land, er i bund og grund kafkask, men inspiration kommer eksplicit fra den østrigske forfatter Zweig.

Den litterære tone giver Anderson og The Grand Budapest Hotel ligheder med Woody Allen, mens de stærke pastelfarver igen – ligesom i hans forrige film Moonrise Kingdom (2012) –sætter ham i forbindelse med Pedro Almodóvar. Men fortællingens kassesystem og de karikerede karakterer, samt klippeteknikken og kameraføringen, giver denne film et oplagt sammenligningsgrundlag med Jean-Pierre Jeunets film. Den sorte humor har de også tilfælles. Og se, Allen, Almodóvar og Jeunet er måske ikke de værste at blive sammenlignet med.

Andersons skæve og mere art house-rettede stil gør ham efterhånden til et attraktivt brand for de skuespillere, der gerne vil vise, at de – ud over at være store og populære skuespillere – også har en kunstnerisk side. Anderson har i The Grand Budapest Hotel formået at samle intet mindre end en hær af store skuespillere. Ralph Fiennes spiller portieren gennem hele filmen, men de mindre roller er besat af fx Willem Defoe, Jeff Goldblum, Harvey Keitel, Tilda Swinton, Léa Seydoux, Bill Murray, Adrien Brody, Owen Wilson, Edward Norton og mange flere.

Mange sekvenser i filmen er farvelagt i postproduktion eller i animerede sekvenser. Det er med til at trække det absurde ind i en film, der foregår i en virkelighed, der kun ligner vores egen. Det giver Anderson nogle handlingsmæssige og stilistiske muligheder, som han udnytter på det groveste. Hotellet ligner i princippet i ekstravagante – og vakkelvorne – kager, der serveres deri, mens de lange dialoger på grænsen til livsfare hele tiden gør filmen til en sær størrelse med elementer hentet fra animations- og tegnefilmsuniverser, hvor meget lader sig gøre.

Wes Andersons The Grand Budapest Hotel er helt uden forbindelse til Budapest i øvrigt, men bærer generelt en fornemmelse af et forloren og dislokeret Østeuropa – især Polen dukker op flere gange i tankerne. Måske derfor virker Kafka så nærliggende som referencepunkt. Filmen er løseligt baseret på den jødiske Stefan Zweigs besynderlige univers, som har visse ligheder med Kafka. Gennem det forskruede formåede han også at vise den antiautoritære vinkling, der skulle få ham til at flygte fra Østrig, da krigsstemning bredte sig, der også ledte ham ind i selvmord – ifølge en efterladt note. De sorte soldater i filmen er en indlysende nazimetafor.

Intet er sikkert i denne helt specielle komedie, der viser, at Anderson er en instruktør, vi efterhånden må anerkende som en stilsikker og genkendelig auteur. Og så er det fantastisk skønt, at der faktisk stadig er instruktører, der kan vise, at komedien har sine styrker. Styrken ligger i modet til at trække på komediens indbyggede overdrev og absurdisme, men også at gøre det på en måde, der faktisk – via sin distancering til vores verden – kan friholde sig til at kommentere på den ved netop at adskille sig derfra.


Forrige anmeldelse
« Twin Peaks – The Entire Myste... «
Næste anmeldelse
» The Monuments Men »


Filmanmeldelser