Stop-motion- eller dukkefilmen Fantastic Mr. Fox har to kvaliteter, tempo i fortællingen og dyrenes stemmer, hvor rollelisten viser, at det ikke er hvem som helst, der taler gennem dyrene. Især George Clooneys hæse, blaserte sovekammerstemme giver en karakteristik af filmens titelperson, som beriger den ellers karakterfulde, høje og slanke rævedukke. Det, man imidlertid også kan se ud af rollelisten, er, at dyrene taler amerikansk, og slet ikke britisk, og som filmatisering af Roald Dahl roman betragtet er der her tale om en væsentlig bearbejdelse. Et af de mest charmerende aspekter af romanen er netop miljø-, landskabs- og karakterskildringen af den britiske verden. Dette element er gået tabt, men til gengæld har publikum fået de gode stemmer, og filmens produktionsselskab har vundet det store amerikanske marked. I stedet for et engelsk landbrugsmiljø, har filmen nærmest et amerikansk hillbilly-miljø med tilhørende banjoagtige underlægningsmusik. Hvis og når man har vænnet sig til denne transponering, kan man fryde sig over, at filmen aldrig mister tempo, og at man er konstant underholdt samt overrasket igen og igen.

Det er heldigt, at fortællemåden fungerer så effektivt, for filmens handling er egentlig ganske enkel. Det drejer sig om en mands, dvs. en hanrævs, tilpasning til at være en borgerlig ægtemand og en solid faderfigur, i stedet for at være en småkriminel og oversmart trickster, der først ernærer sig som hønsetyv og senere som journalist. Denne indre konflikt spejles i den større og meget actionfyldte ydre konflikt, hvor ræven og efterhånden i alliance med de andre vilde, underjordiske dyr må kæmpe for liv og eksistens mod formidable, menneskelige modstandere de tre storbønder, Boggis, Bunce og Bean, som kun alt for villigt tager udfordringen op fra den frække og tyvagtige ræv og vildt destruktivt og overdrevet ikke skyr noget middel for at udrydde bæstet.

Ræven som hovedperson i dyrefabler har en lang og fornem historie. Der er selvfølgelig Disneys Robin Hood film fra 1973, som en umiddelbar forgænger, men det er den middelalderlige cyklus omkring Ræven Reynard fra 1100-tallet, der er klassikeren. Dyrefablen kendes også fra den græsk-antikke Æsop, herunder fablen om ræven og de sure druer, der i den danske version blev til sure rønnebær. Antropomorfiseringen af dyr i fortællinger er en fortælleøkonomisk metode til at behandle bestemte menneskelige egenskaber og karakteristika, ved at tillægge dem enkeltvist til dyrefigurer. Myren er flittig, og ræven er snu, og det er denne sidste karakteregenskab, som først Roald Dahl og senere filminstruktøren Wes Anderson har udfoldet til romanlængde og spillefilmslængde. Både roman og film er anbefalelsesværdige som underholdning.

Dvd’en har ekstramateriale, danske undertekster og heldigvis, må man sige, ikke danske stemmer, men kun de amerikanske, der er filmens trumfkort.