Det er skrevet før, men det kan godt tåle en gentagelse; undertegnede holder virkelig meget af Nicolas Cage. Det er meget muligt, at der statistisk set findes flere ringe film med Nick Cage end virkelig gode , men det er som regel aldrig kedeligt at se ham krænge sig selv ud på skærmen. Der er de der vil mene at han overspiller, men at manden giver den fuld gas i sine roller er en af grundene til at se film hvor han er med. I anmelders optik har Cage gjort ”overacting” til en kunstart.

I skrivende stund, kan man opleve Nicolas i en ganske særlig film, nemlig Mandy der har gået sin sejrsgang på flere filmfestivaller verden over. Den er nu til at få på BluRay og DVD. Filmen er, som overskriften antyder, grundlæggende set en selvtægtsfilm, med en fortælling der på papiret minder rigtigt meget om andre selvtægtsfilm, men samtidig er den visuelt og fortællemæssigt så udknaldet, at den faktisk formår at blive både speciel og fascinerende filmoplevelse.

Grundhistorien er som sagt set mange gange før. Nicolas Cage (han har et andet navn i filmen, men det nægter anmelder at bruge hér – red.) bor langt ude i en skov med sin kone Mandy (Andrea Riseborough). Her hygger de sig med at være en slags midaldrende hippier. De er lykkelige, forelskede og har det fint med at leve isoleret fra omverdenen. En dag da hustruen er ude at gå en tur langs vejen, kører et folkevognsrugbrød forbi. Uheldigvis er indholdet af køretøjet medlemmerne af en radikal, morderisk, kristen sekt og den selvbestaltede, sadistiske leder, ser Mandy og vil straks have fat i hende.

Samme aften dukker fire enorme, nærmest overnaturlige væsener op på deres motorcykler og ATVs. De minder allermest om en mellemting mellem medlemmerne fra et norsk dødsmetalband og en slags mekaniserede versioner af Apokalypsens fire ryttere. De bryder lydløst ind i parrets hus, lister sig frem til de sovende og fjerner på brutal vis Mandy fra sin mand. Manden får et ordentlig lag tæsk, bindes med pigtråd til et hegn og får lov til at overvære det sadistiske drab på hustruen i al sin grusomhed. Sektens medlemmer smutter igen og efterlader Nicolas som død langt ude i den mørke skov. Selvfølgelig er Nicolas da ikke død, for han skal jo efterfølgende tage grusom hævn over denne mærkværdige sekt og deres læderklædte følge.

Det kan godt være at dette lyder meget ordinært, men filmen er fortalt i et filmsprog, der minder mere om syrefilm fra tresserne end om En mand ser rødt. Både scenerne hvor alt stadig ånder fred i hjemmet og senere, hvor Nicolas på sit hævntogt kommer tættere og tættere på sektens medlemmer, for til sidst at lokalisere deres hovedkvarter, er filmet drømmeagtigt og i meget stærke kontrastfarver. Der bruges ofte slowmotion. Lyde forvrænges. Både medvirkende og deres omgivelser filmes på måder, så helhedsindtrykket samlet set bliver meget drømmeagtigt.

Som om dette ikke er nok er dialogen i filmen meget atypisk. Skuespilerne virker alle sammen som om de enten er blevet hypnotiserede, har fået en ordentlig dosis LSD eller blot er blevet bedt om at spille deres roller på en meget aparte måder. Dette passer dog fint til filmens overordnede look, der kun kan beskrives som utroligt udsyret og avantgarde.

Alt dette gør at Mandy bestemt ikke vil være en film der vil falde i alles smag. Eksempelvis udvandrede anmelders egen hustru med et knottent fnys cirka halvvejs gennem filmen, idet hun mente, at det hele var for latterligt. Det skulle dog vise sig at være en fejl, for havde hun blevet lidt længere ville hun have set hvor voldsom hævn Nicolas ender med at tage. Filmen ændrer nemlig radikalt gear i dens sidste tredjedel, hvor Cage, som en retfærdighedens engel, tager alle midler i brug – inklusiv motorsav – for at uddele selvtægtstæsk til de niddinger, som formastede sig til at dræbe hans viv. Selv om der skrues gevaldigt op for splattereffekter og brutale udskejelser, så holder filmen til stadighed fast i sit ekspressive, visuelle udtryk og ender på den måde som et vildt og blodigt opturstrip.

Under det hele ligger der også en metaforisk subtekst der muligvis vil fortælle om religion, især kristendommen i dens mest ekstreme former, der ender med at være altødelæggende, men om dette er den rigtige læsning er langt fra sikker, da der også forekommer scener der kan tolkes på helt andre måder. På den led er filmens stil med til at gøre visse dele af den svære at fortolke. Men flot er det da indimellem.

Det er instruktør Panos Cosmatos der har lavet Mandy. Han har kun én anden spillefilm på samvittigheden, nemlig den mindst lige så udknaldede Beyond the Black Rainbow fra 2010, som mange af os, der holder af alternative film, for længst har taget til sig. Selv om Mandy indimellem i sit billedsprog og symbolik måske forsøger lidt for krampagtigt at bevidst søge at ville være mærkelig udelukkende for at være mærkelig eller selv om enkelte af de visuelle eksperimenter synes at være prætentiøse (man kan indimellem undre sig om instruktøren nogensinde har hørt sætningen ”less is more” – red.), så lykkes det også filmen andre steder at være virkelig flot og formidle en slags drømmelignende, stofpåvirket fortælling til den sagesløse seer.

Med al den snak om stoffer, vil Kapellet naturligvis skynde sig at indskyde og på det stærkeste advare mod at indtage rusmidler i forbindelse med en screening af Mandy for ikke alene er disse substanser jo strengt forbudt at være i besiddelse af, men man kunne også frygte at kombinationen af narkotika og film i værste fald kunne afstedkomme permanent hjerneskade blandt dens tilskuerne. Der er heller ikke nødvendigt at beruse sig for filmen leverer nemlig trip nok i sig selv og går man til den med at åbent sind og lyst til at se en radikal anderledes version af en klassisk selvtægtsfilm, så er den et ganske godt bud på en sådan. Husk nu blot at udvise tålemod i filmens start, for hvad der indledes lidt langsomt og lettere trægt, forløses altså i en veritabel WTF-voldseksplosion i filmens sidste tredjedel.