Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Pay the Ghost (94 min.) Købefilm / Scanbox
Anmeldt 29/1 2016, 15:31 af Torben Rølmer Bille

Et barn forsvinder


Et barn forsvinder

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er sikkert mange, der vil kalde det en ”guity pleasure”, hvis man indrømmer, at man holder af Nicolas Cage, for det er vist mange år siden, at man associerede skuespilleren med nuanceret karakterskuespil som det, man kunne opleve i Leaving Las Vegas.

I undertegnedes optik eksisterer der ligefrem en genre af film, der går under betegnelsen; ”Nicolas Cage-film”, som er en fællesbetegnelse for alle film, manden optræder i, for selv om en film kan være ganske ussel, så lysner det altid, hvis Nick Cage dukker op i den. Nick Cage er en af de skuespillere, der er virkelig aktiv, og som synes at være ganske ukritisk i forhold til de manuskripter, han (eller mandens agent) får tilsendt. Der er af samme grund virkelig mange film at vælge imellem, nogle virkeligt gode, nogle hæderlige og en ganske voldsom portion helt utroligt dårlige film. En af de sidstnævnte er Pay the ghost.

Pay the ghost er en ganske fesen undskyldning for en horrorfilm, for selv om dens udgangspunkt egentligt er helt hæderligt, så er slutresultatet en af de gysere, som man alt for hurtigt glemmer alt om, efter man har set den, thi den er hverken særligt uhyggelig, stemningsfuld eller vedkommende. Til gengæld kan man så trøste sig med, at den har Nicolas Cage i hovedrollen.

Pay the ghost foregår den 31. oktober. En dato, der i forvejen og med god grund er hyppigt anvendt i gyserfilm (man kan i flæng nævne klassikere som Halloween eller nyere film som Hellions). Cage spiller en fortravlet akademiker, der har lovet at tage til det lokale karneval med hans enbårne søn netop på Allehelgensaften. Han kommer selvfølgeligt meget sent frem til aftalen og mor er forventeligt sur. Da han insisterer på at tage den overtrætte knægt med til gadefesten alligevel, forsvinder drengen efter at have spurgt sin papa, om de nu har husket at betale spøgelset.

Selv om Mike (aka. Nick) kigger overalt, er drengen som sunket i jorden. Der går et lille års tid. Ægteskabet er forlist på grund af den forsvundne søn. Mikes karriere er helt til rotterne og højtiden nærmer sig igen. Både han og hustruen mener at have set deres dreng flere gange i løbet af året, men det viser sig altid at have været syner. Ikke desto mindre, så kommer Mike pludselig i kontakt med folk, der mener at vide, hvad sønnens sidste ord, før han forsvandt, kunne betyde.

Af samme grund forsøger Mike at få genetableret kontakten med hustruen, for finder de ikke frem til den eller det, som muligvis har kidnappet sønnen, inden det bliver den 31. oktober igen, så er alt håb om at få drengen tilbage ude.

Filmen er ustyrligt forudsigelig for alle de, der har set mere end en håndfuld gysere, og så udmærker den sig ved ikke at være særligt spændende eller medrivende, til trods for at ideen om et barn, der forsvinder, i de rette hænder kan omsættes til noget af det mest gruopvækkende film: tænk blot på klassikeren Rødt Chock (org. Don’t look now) eller mere tidsvarende horrorfilm som El Orfanato eller Here comes the devil.

Har man børn, er den blotte tanken om, at ens barn pludselig forsvinder, noget af det mest skrækkelige, man kan forestille sig. Det burde altså være et scenarie, som ville være ganske enkelt at få en række virkeligt gyselige scener ud af, men det magter Pay the ghost ikke rigtigt.

I stedet får tilskueren en fortælling, der ligger sig et sted mellem familiedrama og gyser, og som ikke er vellykket i nogen af disse henseender. Cage er som altid dejligt overspillende, men det bliver bare lidt for meget her, især når man som seer konstant håber på, at filmen tager en uventet drejning, eller blot leverer et eller andet, som ikke er magen til så mange andre gyserfilm, man har set.

Derfor er dommen, at dette er en Nick Cage-film, man godt må springe over, selv om man er er så glad for manden, at man konsekvent ser alt med ham. Hele konceptet i Pay the ghost ender med at være så fjollet og forudsigeligt, at det er lige før – men også kun lige før – at man har lyst til at gense The wicker man.


Forrige anmeldelse
« No escape «
Nste anmeldelse
» Cop car »


Filmanmeldelser