Det er svært at forholde sig til Death of the Supermodels for tanken er ganske charmerende på sin egen kiksede facon. Uheldigvis lykkes det aldrig helt for filmen at nå frem til det mål den tydeligvis har sat sig: en rablende komedie om overkarikerede modeller og absurd, sindrige planer og mord plots. Desværre bliver filmen fanget i sit eget net af uopfindsomhed og stereotyper.

Handlingen er ligetil. For at redde sit modeblad, beslutter Merle at lave et swimsuit nummer, og sender de fem største supermodeller til en øde, tropisk ø. De hader alle hinanden, men penge kan overtale dem. Den kække assistent Tiffany (Jaime Pressly) er taget med for at se til at det hele går godt, hvilket det selvfølgelig ikke gør. Straks de er ankommet til øen, er der en som begynder at dræbe supermodellerne lidt efter lidt. Frustreret men med ukuelig energi, forsøger Tiffany at holde sammen på stumperne og få lavet alle billedserierne.

Det er ikke stor kunst, men det havde det heller ikke behøvet at være, med den rette udførelse. Mordene er ikke udpenslede, men mere grinagtige - men desværre ikke på en sjov måde. Der er aldrig rigtig dynamik i jokesene og humoren grænser altid til det mislykkedes og kiksede. Det er plat, men bare lidt for fortænkt. Det er ikke sjovt at en af modellerne kun spiser en gang om ugen, eller at en anden blot spiser en enkelt nudel. Og når den sorte model for tiende gang siger, at hun aldrig skulle have forladt ghettoen, har det mistet enhver humoristisk tone og bliver bare irriterende og afslører uopfindsomhed fra forfatterens side.

Når en film skal spille på klichéer, er det vigtigt at disse klichéer ikke hele tiden bliver genbrugt men blot trækkes frem enkelte gange. En supermodel med dårlig hygiejne som nægter at vaske sig eller at barbere sig under armene er meget sjovt tænkt, men når der konstant spilles på det, og det er det eneste som karakteren tilfører filmen, så holder det op med at være sjovt. Sådan kunne man fortsætte med karakterer som kun har en joke til sig, og det er slet ikke nok, når der blot er otte karakterer igennem det meste af filmen.

Filmen havde været væsentlig bedre, hvis den havde tilladt sig selv at gå langt mere ud i crazy komedie end den gør. Film som Air Plane eller Ace Ventura finder en langt bedre måde at forvalte den type humor på, men her lader Death to the Supermodels meget tilbage at ønske. Nogle gange kommer der sjove indfald, men de fænger aldrig helt fordi de overspilles og overforceres, hvilket gør at man føler at humoren bliver anstrengt. Filmen har ikke den frækhed og nerve som er nødvendig for denne type film.