Walt Kowalski (Clint Eastwood) er netop blevet enkemand. Han er en bitter, gammel mand, der brokker sig over verdens gang i almindelighed og over de asiater, der har overtaget kvarteret i særdeleshed. Hans forhold til sine to sønner er dårligt; de undgår ham helst for at slippe for hans evige bebrejdelser. Walt er veteran fra Korea-krigen, og efter krigen arbejdede han på Fords bilfabrikker. Han sværger derfor til amerikanske biler, og er stærkt utilfreds med, at sønnen nu sælger japanske biler. Efter tre krige med asiatiske fjender (Japan, Korea og Vietnam) ser Walt nu asiatiske immigranter og asiatiske biler erobre det USA, han kæmpede for.

Samtidigt med begravelsen holder Walts naboer barnedåb. Det er en kvindedomineret familie, hvor teenageren Thao (Bee Vang) er "manden" i huset, men helt styret af kvinderne. Familien tilhører hmong-folket (et bjergfolk, der lever, hvor Laos, Vietnam og Kina grænser mod hinanden). Thaos fætter presser ham til at slutte sig til den lokale hmong-bande. For at blive optaget skal Thao stjæle Walts kæreste eje, en Ford Gran Torino fra 1972. Walt overrasker ham dog og skræmmer ham væk. Da banden dukker op for at straffe Thao, jager Walt dem væk, bevæbnet med sin riffel fra Korea. Walt er nu en helt i kvarteret, og naboerne dukker op med gaver, som Walt vrissent afviser. Nabofamilien er vedholdende, og til slut accepterer Walt modvilligt, at Thao arbejder for ham som straf for, at han forsøgte at stjæle Gran Torino'en. Langsomt begynder Walt at tø op. Thaos kvikke søster Sue (Ahney Her) inviterer ham til selskab, hvor ikke mindst den gode mad er med til at revidere Walts syn på sine naboer. Han lærer Thao håndværk og hjælper ham til et arbejde. Men hele tiden lurer banden på hævn, og det trækker op til et opgør.

Clint Eastwood har sagt, at Gran Torino er hans sidste film som skuespiller. Den 31. maj fylder han 79, så det er måske forståeligt. Han vil dog fortsat instruere film. Gran Torino fremstår da også på mange måder som et monument over skuespilleren Clint Eastwood. Walt Kowalski er nærmest kvintessensen af de karaktertyper Clint Eastwood har legemliggjort i sine mere end 50 år som filmskuespiller. Han er den tavse western-(anti-)helt, den sammenbidte Dirty Harry-type (med lidt mere end latente racistiske træk), men der er også den aldrende, mere humane karakter, hvis hårde ydre blødes op af et følsomt og humoristisk gemyt. Det er Clint Eastwood, der spiller Clint Eastwood, og det gør han med en vis ironisk distance. Walt Kowalski kniber øjnene sammen, og hans replikker falder som en snerren; men samtidigt går han rundt og brummer som en gammel bjørn, der ikke længere kan følge med.

Det er en film om et USA i forandring. Walt Kowalski har kæmpet i krigen, men ser nu et land, hvor de ting han kæmpede for, ikke længere har nogen betydning eller mening. Børnebørnene har ingen respekt for ham; gaderne hærges af bander og den hæderkronede amerikanske bilindustri er ved at bukke under. Det kunne let være blevet en film om et USA, der er gået i forfald, fordi man har svigtet de værdier, man engang gik i krig for at forsvare. Men så enkelt er det ikke hos Clint Eastwood. Nok er der lidt mere end racistiske undertoner, når Walt snerrer af sine naboer; men som det jo understreges, så hedder han selv Kowalski og er polsk emigrant. Hans venner er irske og italienske; og sådan er amerikanere: immigranter. Det understreges af, at hans nye naboer er hmong-folk - et folkeslag der formodentlig er ukendt for de fleste. Den amerikanske melting pot udgøres af alverdens folkeslag. Et andet symptom på tidens moralske forfald er i manges øjne de unges sprogbrug. Men i Gran Torino udmærker Walt og hans jævnaldrende venner sig med et blomstrende og ofte ret så politisk ukorrekt sprog. Så sædernes forfald kan aflæses i sprogbrugen, så gik det galt for mange år siden.

Gran Torino er Clint Eastwoods film. Det er ham i rollen som Walt Kowalski, der fuldstændig dominerer filmen. Men instruktøren Eastwood lader ikke Kowalski blive et glorificeret monument over skuespilleren Eastwood. Der er en klædelig distance til den arketypiske Clint Eastwood. Walt Kowalski er en sur gammel mand, men i mange scener måske også den mest komiske figur, Clint Eastwood har spillet. Som Sue siger: "You're funny", hvortil Walt svarer: "I've been called a lot of thing, but never funny". Og det samme kan man vel sige om Eastwood; selv når han forsøgte sig med komedier i film som Every Which Way but Loose, så var han sjældent særlig morsom. Hvis det virkelig er sidste gang, vi ser Clint Eastwood som skuespiller, så er Gran Torino bestemt et værdigt monument.