The Disaster Artist (104 min.) Købefilm / Fox/Paramount
Anmeldt 14/8 2018, 08:53 af Torben Rølmer Bille
Nu med ekstra Wisseau
Nu med ekstra Wisseau
« TilbageSom nævnt i biografanmeldelsen af The Disaster Artist er der rigtigt mange gode grunde til at det er en film man bør se, hvad enten det er fordi man holder af særlinge, af filmen The Room eller blot har lyst til at se en film, der på en noget alternativ måde beskriver Den amerikanske drøm. Om ikke andet, så er det jo svært ikke at kunne lide personer, der lige som Tommy og Greg i denne film, bare kaster sig ud i at forfølge deres drøm, selv om den udefra set virker helt umulig og som en ret dårlig idé.
Baseret på Greg Sesteros bog af samme navn, beskriver filmen hvordan en lettere genert og ikke særlig dygtig skuespiller (Greg selv) nærmest ved et tilfælde møder Tommy Wisseau til skuespilundervisning. Tommy mangler enhver form for selvindsigt i måden han forsøger at fortolke materialet på, men i stedet for at opleve dette som talentløst og helt misforstået, ser Greg en fyr som er fuldstændig frygtløs og kontakter ham derfor efter timerne.
Det skal vise sig at blive starten på et turbulent venskab, der ikke kun betyder at de to flytter sammen til Hollywood, men også at de beslutter sig for at lave deres egen film, da de etablerede filmselskaber konsekvent afviser de to. Filmen er selvfølgelig den legendarisk mærkværdige The Room.
Der er på den vis mange paralleller mellem denne film og Burtons film om Ed Wood for Wisseau går helt tydeligt til filmen med samme manglende situationsfornemmelse og talent som Wood. Begge er de ligeglade med hvad alle andre siger, men har et overordnet mål – nemlig at lave den film som de har lyst til, koste hvad det vil.
Ud over at James Franco har lavet en virkeligt velfortalt film (i modsætning til Wisseaus), spiller hovedrollen som den aparte instruktør med den tykke accent med stor klasse, så har Franco tillige valgt at lade sin lillebror Dave spille rollen som Greg, hvilket giver filmens hovedpersoner en virkelig god kemi. Den fornemmer man også hvis man giver sig i kast med at lytte til BluRay-skivens kommentarspor, som ud over de to hovedroller også leveres af Tommy Wisseau og Greg Sestano.
På kommentarsporet bliver man ikke meget klogere på Wisseaus person (det er efter endt lytning stadigvæk et mysterium hvor gammel Wisseau er, hvor han kommer fra eller for den sags skyld hvor han har alle de penge fra, som han brugte til at finansiere The Room med), men det gør det ikke mindre underholdende.
Både anekdoterne som fortælles om instruktionen af filmen, betragtninger over filmens forhold til bogen og ikke mindst Wisseaus og Sestanos kommentarer til den fiktive udgave af deres liv, er både morsomme og tankevækkende. Eksempelvis kan det måske godt blive afsløret her, at da James Franco kommenterer på at The Room da egentligt burde kunne udsendes i 3D, nu da den blev optaget med både film-og digitalkameraer ved siden af hverandre, så svarer Wisseau helt henkastet, at det da også var på tale da han lavede filmen. (Hæ! Som om! – red.)
Så hvad enten du missede The Disaster Artist i biografen, har lyst til at gense den eller blot har tænkt dig at lave en filmaften ud af at først at se The Roomfor så derefter at se The Disaster Artist, så har du en fin oplevelse i vente.
(Det kan i øvrigt i en parentes bemærkes at det er allerbilligst at få fat i en BluRayudgave af filmen fra Wisseaus egen hjemmeside, hvis du altså samtidig bestiller et par ”utroligt klædelige” herreunderbensklæder med - men vær forberedt på en del leveringstid – red.)
Kapellets bonusservice: Husk at vente, eller spole frem til rulleteksterne er ovre, for så har du mulighed for at se en scene hvor Francos version af Wisseau og selveste Tommy W mødes. Selv om den ikke tilføjer meget til filmen, er den stadig virkelig morsom.