Hvad enten man ser en af de første trailere eller introduktionen til den nye film Hereditary, vil man hurtigt blive overbevist om at det er en film, der helt bevidst leger med både sit egent billedsprog og ikke mindst tilskuerens forventninger. Åbningsscenen viser os et stort legehus i et træ filmet fra et vindue. Seeren ved, af gode grunde, ikke at dette legehus kommer til at spille en rolle før senere i filmen. Kameraet trækker sig baglæns og panorerer nu rundt i et stort lokale, et værksted hvor vi kan en masse modelhuse, alle lavet med stor sans for detaljerigdom og farver. Kameraet bevæger sig tættere ind på et af disse huse, et replika af det hus, som hovedfilmen foregår i. Vi bevæger os helt ind på et enkelt værelse, komplet med en seng, en kommode, en dør og lige pludselig træder der en figur ind af døren og fortæller den sovende figur i sengen, at det er på tide at stå op.

I næste nu klippes der godt nok til en sekvens udenfor huset, men det rokker stadigvæk ikke ved, at der er noget foruroligende på spil. Der er allerede fra filmens start skabt en tvivl om hvad der er virkeligt og hvad der ikke er, selv om dette sært nok, ikke er det centrale aspekt i filmen. I stedet er det som titlen antyder, den arv som filmens mormor har efterladt til sin familie det skal handle om. Arven skal her ikke opfattes i fysisk forstand som en bunke penge, nej det handler i stedet om noget der er langt mere uhåndgribeligt og dystert.

I filmens centrum er en lille familie; far, en lille pige, hendes storebror og endelig moderen, Annie. Det er Annie der arbejder som kunstner og skaber disse miniatureverdener og utroligt virkelighedstro dukkehuse. Hun har dog svært ved at finde sig helt til rette, for som nævnt er hendes egen mor netop død. Mor og datter havde før dødsfaldet ikke det tætteste forhold, hvilket allerede kommer frem i Annies tale til begravelsen. ”Mor var en meget privat person”, siger Annie og fortsætter, ”Jeg føler allerede at jeg overskrider alle hendes grænser ved blot at stå her og tale om hende”. Faktisk er der store dele af moderens liv som Annie slet ikke ved noget om, men i løbet af filmen lykkes det Annie et afdække mere og mere. Langt fra alle af disse ting viser sig at være lige behagelige.

Hereditary er endnu engang en af den type film der i foromtalerne (lige som med så mange andre film) er blevet hyldet til ”den uhyggeligste gyser nogensinde”, men man bør måske lige drosle forventningerne lidt ned før man sætte sig. Dette skal ikke opfattes som om anmelder slet ikke syntes at filmen var uhyggelig, tværtimod, men hvorvidt man finder den uhyggelig kommer helt an på om man køber filmens grundlæggende præmis.

Med frygt for at afsløre for meget [så vil du helt undgå spoilers, så spring til det næste afsnit], så er filmen en af de der konstant skifter spor mellem familietragedie, psykodrama og ikke mindst den dæmoniske/overnaturlige gyserfilm. Er man som seer ikke villig til at lade sig overbevise om især det sidste aspekt, så falder den lidt til jorden. Omvendt set, holder man af film der netop bevidst dyrker det okkulte, så fungerer filmen rigtigt fint.

Selv om Annie forsøger at lade som om alt er i den skønneste orden, er hun langt fra lykkelig. Under påskud af at tage i biografen en gang om ugen, besøger hun i stedet en lokal sorggruppe, for at forsøge at bearbejde tabet af moderen. Det er her Annie møder Joan, der på bedste vis forsøger at hjælpe Annie. De er trods alt i samme båd. Hvad Annie ikke ved er, at der lige forude venter endnu en stor traumatisk begivenhed, der vil kaste hende endnu mere ud af balance end da vi møder hende først.

Størstedelen af filmen sår tvivl om, hvorvidt filmes modelbyggende mor er blevet skør på grund af sin sorg, om alle de uforklarlige hændelser der sker i og omkring familien er Annie, der forestiller sig dette eller om der virkelig er tale om overnaturlige kræfter som plager den lille familie? Det skal man selvfølgelig selv se filmen for at finde ud af.

Uanset om man køber filmens præmis eller ej, så spiller stort set alle i filmen helt forrygende. Toni Collette er fremragende i rollen som Annie, sønnen der spilles af Alex Wolff er ligeledes rigtigt godt castet. Desværre fungerer Gabriel Byrne ikke helt. Selv om han er en glimrende skuespiller, bliver hans figur i denne film aldrig troværdig. Faderen dukker nemlig kun op og deltager når manuskriptet beder om det, når der er brug for at han er til stede i scenen, men ellers indtager han en sær perifer rolle.

Så selv om Hereditary ikke ender med at være ”alle tiders mest uhyggeligste film”, så har den potentiale. Det er en såkaldt ”slow-burn” gyser, der langsomt kryber ind på dig, men uden alt for mange vilde chok-gys undervejs. Selv om der også er et par af disse, der ikke fungerer optimalt (en af dem også decideret fjollet, men det er svært at skrive om det, uden at ødelægge slutningen på filmen). Endelig er kameraarbejdet flydende og flot, billederne lyssat virkeligt stemningsfyld og under den konstante dystre grundtone der brummer løs i baggrunden, er musikken også effektiv når den anvendes. Alt i alt er det derfor en ganske seværdig skrækfilm, der uden at ty til at for meget blod og indvolde, nok skal få dig til at gyse i sommervarmen – hvis du altså du – som nævnt ovenover - køber filmens præmis!