Universal er et filmselskab, der om noget har gjort en dyd ud af at lave film, der måske bedst kan beskrives som b-film med et budget. De har rent filmhistorisk et ry for at være det selskab, der har støttet op omkring klassiske monstre som Ulvemanden, Dracula, Frankenstein og mange flere, men det er også et selskab, som aldrig har været bange for at smide dollars efter projekter, der var lidt mere aparte.

Mange, der var unge i halvfemserne, husker sikkert filmen Tremors om en flok farlige kæmpeorme, der pludselig dukker op langt ude i ørkenen. Orme, der muligvis er stærkt inspireret af de, som kan opleves i Frank Herberts klassiske science-fictionfortælling Dune. Disse orme kunne godt nok sluge folk helt men havde til forskel fra Herberts’ nogle mærkværdige tentakler i munden, som de kunne bruge til at fange deres ofre med.

Siden den første film, der kom i 1990, er der kommet hele fire fortsættelser og i skrivende stund er det blevet muligt at opleve den sjette film i hjemmebiografen; Tremors – a Cold Day in Hell. Den forsøger, som titlen antyder, noget nyt, nemlig at lade disse skumle skabninger hærge løs under sneen i den nordligste del af USA.

Det skal blankt indrømmes, at selv om anmelder har haft en fin BluRay-boks medTremors 1-5 stående i et par måneder har lejligheden desværre ikke budt sig til et gensyn med de første film og oplevelsen af del 3-5. Det skal der dog ændres på nu, for hvis disse film er bare halvt så underholdende som den nye, så er der meget godt B-filmsunderholdning i vente.

Som i (næsten alle) de andre film er den altoverskyggende hovedrolle – foruden monstrene – den skydeglade, paranoide republikaner Burt Gummer (spillet af Michael Gross), der ikke alene agerer actionhelt og Graboid-ekspert (Graboids er det ormene kaldes i filmen – red.), men som også i sin karikerede og totalt overdrevne figur sørger for mange af filmens komiske indslag.

Tremors-serien er nemlig ikke just kendt for at tage sig selv særligt seriøst. Selvfølgelig er der bipersoner, der bliver spist og lemlæstet men ikke uden, at der som oftest følger en sjov bemærkning med. Det er ikke meningen at man som seer skal tage filmens præmis alt for seriøst, det er bare en underholdende monsterfilm, som mest af alt er skabt for et publikum, der bare holder af splatter og one-liners.

Filmen har med garanti ikke haft verdens største budget, men langt de fleste effekter er stadigvæk ganske hæderlige. Selvfølgelig er der blevet brugt meget CGI undervejs, og det er lidt ærgerligt, men omvendt er det også svært at lave flyvende monsterorme, der eksploderer når de bliver skudt tilstrækkelig mange gange.

Det virker heller ikke som om holdet bag filmen har været i snelandskaber for at optage de indledende sekvenser, hvor et forskerhold højt mod nord, pludselig angribes af Graboids. Hvis man er vant til sne og is, så kan man se, at scenerne er optaget i en ørken, hvor sandet efterfølgende er blevet farvet hvidt i efterredigeringen og har fået tilført lidt sneeffekter og vind for at det skulle virke ”realistisk”. Det kan man især se på den måde at underlaget opfører sig på, idet folk vader rundt på underlaget.

Det betyder dog ikke så meget, for hvad enten man overbevises om, at snelandskabet er reelt eller ej, så er det næppe derfor man vælger at se Tremors, det er for at se en gruppe mennesker kæmpe mod nogle meget bizarre ormelignende væsener, som tydeligvis har udviklet sig en del siden den første film.

For de der kunne lide de første par film er der derfor al mulig grund til at se denne nye – også selv om den er væsentligt billigere at se på end de første film. Det ændrer ikke ved, at der bliver skabt masser af sjove og spændende scener undervejs, og at man morer sig over vores hovedfigurers evindelige brok over alt muligt, ikke mindst hinanden.

Tremors – a Cold Day in Hell er sjov, fjollet og en film, der sikkert allermest vil bringe glæde til de, der kan lide b-film og hurtigt producerede monsterfilm, der dog er langt mere vellykket end utroligt mange Sharknados og andre billigt producerede seriefilm.