Når der skal koges suppe på et meget slidt søm, ender det som regel ikke godt. Især de mange forskellige såkaldte ”prequels”, der skabes i kølvandet på succesfilm kan vise sig at være en noget mager omgang at fordøje. Enten fanger disse film ikke helt ånden fra de film de skal forestille at være en forgænger til, eller også ændrer de nye fortællinger så tilpas meget på forhistorien, at der ligefrem kan være fare for at de kan ødelægge ens glæde ved originalerne.

I denne forbindelse tænkes her især på George Lucas’ efterrationalisering af sin oprindelige Star Wars trilogi (A New Hope, Empire Strikes Back & Return of the Jedi). I 1999 kom den ”første” film i serien, som Lucas selv både skrev manus til og instruerede. Filmen var The Phantom Menace og den introducerede blandt meget den af fans så rettelig forhadte figur Jar-Jar Binks og ideen om at der var ting i jedi-riddernes blod, som gav dem de overnaturlige kræfter som de har. Sidstnævnte element – denne pseudo-videnskabelige forklaring på jedi-riddernes kræfter, der var næsten lige så svær at sluge som Highlander IIs forklaring om at Connor McCloud og Co. faktisk var rumvæsener. Desuden mindede mange af scenerne i filmen mere om et glorificeret computerspil end en egentlig Star Wars-film, da store dele var optaget i Lucas’ baghave med greenscreen som vigtigste værktøj.

Det var dog især Attack of the Clones, der viste hvor meget Lucas havde mistet grebet om sin skabning. For med den film lykkedes ham at skabe en film i dette ellers så fantastiske univers, der var jævnt kedelig og som brugte mere tid på politik og pladderromantik, end på figurudvikling, action og det storslåede eventyr, som i øvrigt har kendetegnet serien.

Heldigvis er franchisen nu ikke længere styret af Lucas, for selv om der ikke kan sås nogen tvivl om at mandens geniale og kanoniserede originale trilogi holder, så var det nærmest en lettelse at det var folk fra Disney der med at få fat i rettighederne til franchisen. J.J. Abrams beviste nemlig med The Force Awakens at det stadigvæk var muligt at fortælle en god historie fra dette univers. En fortælling som ikke kun faldt i tråd med den ”originale” trilogi, men som også gav de mange fans præcis det, de havde håbet Lucas kunne have haft gjort med sine egne prequels.

Idet Disney er både et selskab der excellerer i at fortælle historier og samtidig gode til at tjene penge, så er der naturligvis også blevet åbnet op for at der kommer en masse såkaldte spin-off film ud over de ”rigtige” Star Wars film. Eksempelvis er der i skrivende stund ved at blive skabt film der fokuserer på enkelte ikoniske figurers baggrund som f.eks. Han Solo og Bobba Fett. I december 2016 kom der desuden en slags prequel til den oprindelige serie i biograferne. Måske ikke så meget en prequel, end et kapitel der kan ses som et supplement til den første film A New Hope (1977). Filmen fik titlen Rogue One: A Star Wars Story og den fortæller historien om hvordan rebellerne i sin tid fik fat i planerne til den oprindelige dødsstjerne. De planer der, som alle fans ved, gjorde at Luke vidste præcis hvor han skulle sende sine proton-torpedoer hen.

Lige som er tilfældet med The Force Awakens er hovedpersonen i den nye film en kvinde, nærmere bestemt en figur der hedder Jyn Erso. Hende møder seeren først møder som lille pige. Filmen starter nemlig med at man oplever Jyns far Galen (der, som bekendt, spilles af vores egen darling Mads Mikkelsen) som får til opgave at designe en nye planetødelægger for Imperiet. Han bliver i al fald ganske modvilligt tvunget til at være Imperiets hovedarkitekt, efter Vaders udsendinge truer hans familie. Af samme årsag sender han den lille pige væk fra hjemmet i håbet om at hun vil kunne undgå imperiets folk. Filmen springer nu femten år frem i tiden, dødsstjernen er ved at blive bygget færdig og Jyn både er blevet en køn og viljefast ung dame der, da vi møder hende, uheldigvis er blevet fanget af imperiets tropper.

Da rebellerne kender hendes baggrund, befries hun fra denne fangetransport, i håbet om at hun kan lede oprørerne til Galen og dermed også skemategningerne til Dødsstjernen. Hun er først meget afvisende, men selvsagt overbevises hun i løbet af filmen om vigtigheden af missionen og bliver kastet ud på et eventyr, der vanen tro byder på både flotte scenerier, vilde kampe og ikke mindst svulstige, melodramatiske scener.

Ud over Mads optræder også den asiatiske superstjerne Donnie Yen (kendt fra bl.a. Ip Man) som en af de rebeller, der assisterer den unge heltinde. I det hele taget er filmen er (lidt lige som The Force Awakens) en anelse mere dyster end de andre film i serien, hvilket er meget klædeligt. For selv om filmen også byder på en håndfuld morsomme scener, så er det skønt at folkene bag, har taget universet og ikke mindst karaktererne seriøst.

Det er Gareth Ewans der har instrueret. Faste, opmærksomme læsere vil huske at det var samme fyr, der instruerede de helt igennem fantastiske (og meget brutale) actionfilm The Raid: Redemption og The Raid: Beranda, men man skal altså ikke forvente sig samme slags bloddrypende excesser i Rogue One, det er jo Star Wars. Til gengæld fejler actionscenerne bestemt ikke noget. Det er i samme åndedrag værd at nævne at har man yngre, letpåvirkelige poder i hjemmet, bør man respektere aldersgrænsen på 11, for der er både voldsomme og også ganske sørgelige scener i den nye film.

Ud over at filmen samlet set er en utrolig vellykket parallelhistorie, der måske af folk generelt set kan anskues, som film hvis hovedformål er at skabe profit og lukrere på sit navn, så vil fans med garanti byde denne film varmt velkommen. Om ikke andet så for at kunne tale med andre fans om hvor fantastisk vellykket de digitale effekter er i denne film. Her tales ikke i udgangspunkt om rumskibe, laserskud eller AT-ATs der tramper på palmestrande, men noget meget mere subtilt. Det handler nemlig om at både Prinsesse Leia og Grand Moff Tarkin (de blev spillet af Peter Cushing) optræder i filmen, til trods for at begge skuespillere de døde. De bliver i den nye film levendegjort gennem computergrafik og dygtigt stemmeskuespil og ved man ikke dette i forvejen, skal man virkelig pudse sine skærmbriller for at opdage at det ikke er rigtige mennesker der agerer foran kameraet. Selv om der førhen har været film som har budt på computerskabte skuespillere, så synes Rogue One at sætte helt nye standarder for dette. Hvem ved, om få år kan det være der ligefrem komme nye film med Bogart, Bacall eller andre afdøde superstjerner?

Endelig er det også lykkedes for de designere der har skabt filmen, at fanget et look der på én gang virker forfriskende nyt og så dejlig retroagtigt, i al fald hvis man sammenligner filmens overordnede design med netop A New Hope. Dette er i al fald langt mere vellykket en Lucas’ forsøg på det samme i sine prequels. Hvis man er kæmpestor fan af Star Wars så har man med garanti allerede set filmen flere gange i biografen og så står den allerede på filmhylden i flere samle-udgaver. Hvis man er moderat fan og tvivler på om den er værd at få fat i – så er anbefalingen herfra, at man sagtens kan bruge penge på filmen (der både er ude på streaming, DVD, Bluray & 3D BluRay) og har man slet ikke noget forhold til serien, er dette bestemt ikke det værste sted at starte ens romance med et fantastisk filmunivers. Kort sagt, er det i disse år igen blevet rigtigt sjovt at være Star Wars-nørd.