Alle der holder af gysere husker sikkert med al tydelighed slutscenen på Hideo Nakatas Ringu og for de der ikke gør det, skal den selvsagt ikke ødelægges hér. Ikke alene var filmen ganske enestående i sin afdæmpede, langsomme fortællestil, der kulminerede klimaksets nu nærmest klassiske filmøjeblik, men Ringu var også med til at åbne dørene for en veritabel syndflod af japanske og asiatiske horrorfilm, der dukkede op i årene efter den.

En undergenre kendt som ”J-horror” (”J” som i Japan – red.) så pludselig dagens lys og selv om det var langt fra alle film, der var lige vellykkede, så kom og kommer der til stadighed asiatiske gyserfilm, der bestemt skal stå på hylden hos enhver fan.

Rent personligt er favoritterne film som The Grudge, splatterfesten Tokio Gore Police og den koreanske A Tale of Two Sisters. Faktisk er J-horror lidt misvisende, idet der laves glimrende film i langt flere asiatiske lande end Japan, for der kommer til stadighed flotte, stemningsfulde og ikke mindst reelt uhyggelige gysere fra området. Senest har man set en række fine film fra Korea, bl.a. zombiefesten Train from Busan, den smukke A Handmaiden’s Tale og den reelt væmmelige The Wailing.

Når noget bliver en kassesucces i vesten, går der ikke længe før Hollywood melder sig på banen og laver et remake af de udenlandske film. Det skete både for Ringu, der i 2002 kom i den amerikansk version The Ring med Naomi Watts i hovedrollen. Der kom også en 2’er – løst baseret på den japanske fortsættelse og nu i 2017 er turen så kommet til den tredje amerikanske film i serien: filmen Rings. Alle der har set Nakatas originalfilm, eller for den sags skyld dens Amerikanske big-budget storesøster, vil vide at fortællingen kredser om et videobånd, der efter sigende skulle være forbandet. Ser man den mystiske og symboltunge kortfilm på den skumle VHS-kassette, bliver man straks efter at den er færdig ringet op på telefonen og en pigestemme siger ”syv dage”. Det er præcis så lang tid man har at leve i. En simpel og effektiv præmis for en gyser. Der er både masser af overnaturlige elementer og en deadline, der selvsagt presser og stresser de uheldige stakler der har set det forbandede bånd til det yderste.

Den nye film starter lige på. Vi befinder os om bord på en flyvemaskine og en af passagererne har tilfældigvis set den skæbnesvangre film. Muligvis har han vurderet at han var sikker hvis han befandt sig en halv snes kilometer oppe i luften. Det er han ikke. Pludselig toner billederne fra den skumle film op på alle flyets skærme, både dem i kabinen og i cockpittet. Turbolens får det hele til at ryste og så ved man godt hvad der skal til at ske. Det som var klimakset i originalfilmen, bliver i stedet til et gimmick der benyttes – på sine steder ganske opfindsomt, men også alt for ofte - i den nye.

Selv om dette er tredje del, så følger filmen nøjagtig samme struktur som de første. En af vore hovedfigurer ser båndet og så er det ellers med at få fundet frem til årsagen til denne forbandelse, før der er gået en uge. Årsagen eller den frygtelige hemmelighed der ligger til grund for denne skumle film er den samme som i alle de andre Ring-film, for selv om man troede at Samaras sjæl havde fundet fred, så er det tydeligvis ikke tilfældet!

Man fristes til at sige (med frygt for at være virkelig plat) at det hele kører alt for meget i ring – der er intet nyt under solen, i al fald ikke for alle os der har været med helt fra starten. Det er også bemærkelsesværdigt hvor lidt uhyggelig filmen er endt med at blive. Dette handler ikke om at effekterne er decideret dårlige eller at skuespillerene utroværdige, men filmens personer kommer man aldrig tæt på, hvilket igen vil sige at man er ret ligeglad med om de overlever denne frygtelige forbandelse eller ej. Heller ikke det bagvedliggende mysterium er interessant for det kender man jo i forvejen – forudsat at man altså har set en eller flere af de øvrige film.

I det hele taget kan man bare se traileren her på siden, for at opleve nogle af de mest skræmmende momenter i filmen. Har man så gjort det, så kan man jo bare læne sig tilbage og vente på at disse bliver gentaget i hovedfilmen. Rings er træg, formularisk og når uhyggen udebliver, så fejler filmen jo sit primære formål.

Kapellets råd er derfor at springe Rings over og i stedet opsøge nogle af de ovennævnte asiatiske titler. De film er er nemlig i stand til at levere præcis det som Rings ikke kan: interessante karakterer, trykkede eller ekstreme situationer og ikke mindst følelsen af reel uhygge.