Amerikanske mainstreamkomedier får ofte, måske især takket være denne kapellan, en ganske fair behandling på disse sider. For lad os være ærlige – det er ganske svært at skabe film, der ganske enkelt er sjove. Når man så åbner ens favn og modtager rigtigt mange film i denne genre, så sker det selvsagt også at man støder ind i film som ganske enkelt fejler eklatant. Dette er tilfældet med den nye komedie Fist fight.

Det kan godt være at Fist fight har været en sjov idé på papiret. Vi befinder os på en helt Hollywood-typisk high school i et belastet område af en eller anden større by. Eleverne er i al fald nogle totale møgunger. Dette skyldes selvfølgelig at den dag filmen foregår på årets sidste skoledag. En dag hvor alle afgangseleverne sørger for at ”pranke” de yngre årgange og især lærerne. I denne version er der ikke kun tale om drengestreger, for eleverne foretager sig ting som de i virkelighedens verden ville blive politianmeldt for.

Mens løjerne tager til afholder skolens rektor MU-samtaler med lærerne. Rektor og bestyrelsen er bestemt ikke ræd for at fyre alle lærere fra en side af, faktisk virker de lidt ligeglade. Af samme grund er filmens ganske irriterende hovedperson Andy – en lidt for venlig og konfliktsky lærer (der gennem hele filmen igennem taler med en høj fistelstemme når han bliver agiteret) bange for også at blive fyret og vil derfor gøre alt for at beholde sit arbejde. Da Andy overværer kollegaen Stricklands (spillet af den altid bistre Ice Cube) nedsmeltning i en klasse, vælger han at stikke Strickland til rektor. Strickland bliver fyret på stedet og udfordrer straks Andy til slåskamp på parkeringspladsen når den sidste time ringer ud. Deraf filmens titel.

I den næste halvanden times tid skal seeren så overvære Andy forsøge at åle sig ud af den konfrontation på den ene mere outrerede måde efter den anden, samtidig med han også har flere andre aftaler, der skal overholdes. Stressniveauet bliver pumpet op, men i stedet for at man bliver underholdt af dette, så bliver Andys renden rundt slet og ret irriterende. Selv om Andy forsøger at holde konfrontationen hemmelig sørger internettet for, at alle i byen ved hvad der skal foregå.

Selv om filmen har et par enkelte morsomme sekvenser og ikke mindst Ice Cube på rollelisten, så ændrer det ikke ved, at Fist Fight bliver en af den slags anstrengende amerikanske komedier, hvor grinene nærmest skal forceres og hvor selv scener som bevidst er forsøgt gjort grove eller grotesk morsomme aldrig kommer til at aftvinge andet end en hovedrysten hos tilskueren.

Dette kan der selvsagt være flere grunde til. Mest af alt var undertegnede nok bare irriteret på Charlie Day, der spiller Andy. Han er sikkert dygtig nok i andre sammenhænge, men han bliver aldrig troværdig eller sympatisk i denne rolle. Dernæst er hele konceptet om at løse en tvist ved at slå hinanden i hovedet ikke ny, men den er heller ikke særlig morsom eller for den sags skyld aktuel. Der kan selvsagt ligge en vis fascination ved at se om de to hovedpersoner overhovedet kommer til at kæmpe og hvem der i så fald vinder, men subjektivt set så fungerer det ikke. Præmissen er ganske enkelt for dum.

Filmen synes at skulle appellere til drengerøve, der godt kan le over platte, racistiske, sexistiske jokes eller synes det er lidt cool med alle referencerne til forskellige euforiserende stoffer – men selv om denne Kapellan normalt også godt kan grine højt af den slags politisk ukorrekte underlødigheder, så bliver det i Fist fight aldrig morsomt. Langt de fleste medvirkende skuespillere virker da også som om de har svært ved at engagere sig i den rodebunke af en film de er med i.

Faktisk så burde de ansvarlige manuskriptforfattere og instruktøren selv have en gang opdragende og irettesættende prygl a la den sorte skole, så de næste gang de skal lave en film forhåbentlig tager sig sammen og ikke nøjes med at skabe et slutprodukt der er så usjovt som Fist fight. Så lad denne tekstuelle handske smækket i de imaginære ansigter på de ansvarlige parter være en lærestreg om at de skal tage sig alvorligt sammen. Det er rigtigt vanskeligt at lave en god, velfungerende komedie, men i dette tilfælde er der altså ikke nogen der har gjort sig umage.