I 1997 instruerede David Fincher filmen The Game med Michael Douglas i hovedrollen. Grundideen i den film var, at den figur som Douglas spillede, i fødselsdagsgave fik et spil af sin bror. Vel og mærke ikke et brætspil eller en skive til sin PlayStation, men et spil, der ved hjælp af skuespillere og snedige kneb greb direkte ind i hans hverdagsliv. Filmen igennem vaklede hovedpersonen (og tilskueren) mellem om det der skete for hovedpersonen virkelig var en del af en nøje planlagt plan, eller om der var noget helt andet, meget mørkere på spil.

Hvis man tager denne glimrende idé og tilsætter en betydelig portion plat, amerikansk mainstreamkomedie, så bliver slutresultatet Game Night som netop er dukket op i biografsale over hele landet. I den film er der dog ikke kun en enkelt hovedperson, i stedet følger vi et ægtepar og deres venner deltage i noget som måske, måske ikke er et spil.

Hos Max og Annie har det gennem flere år været en fast tradition at mødes en gang om måneden for at spille brætspil og hygge sig. Parrets største problem er dog nabomanden Gary, der ikke længere er en del af flokken efter han blev skilt fra sin hustru, skal undgås. Gary lurer konstant på sine naboer, da han frygter at blive holdt udenfor. Derfor må resten af vennerne komme snigende til parrets hus når der skal spilles. En af disse spilaftener dukker Max' bror Brooks pludselig og inviterer flokken til et helt nyt, spændende spil.

Brooks fortæller at han har arrangeret en kidnapning og det er så vennernes opgave at finde den der bliver kidnappet, før aftenen er omme, ellers vil vedkommende dø. Tilfældet vil dog at rigtige kriminelle rent faktisk dukker op før de hyrede skuespillere og kidnapper Brooks, mens brormand og venner bare smiler og spiser chips, da de tror det bare er en del af et skuespil. Da de "rigtige" aktører dukker op ti minutter senere, indser de situationens alvor og begynder selvsagt desperat at lede efter Brooks.

Umiddelbart er filmen ganske veloplagt og som er tilfældet med mange komedier, så bør man afholde sig fra at se traileren, da den på forhånd afslører alt for mange af de mest morsomme scener. Fremdriften i filmen garanteres af at vennerne har en deadline - find Brooks før kidnapperne slår ham ihjel. Dernæst spilles der konstant på vennernes tvivl om hvorvidt de situationer de pludselig befinder sig i er virkelige eller blot en del af en form for nøje udtænkt fiktion, iscenesat af enten Brooks eller en anden part. Det fører til mange ganske sjove scener, men selv om filmen aldrig bliver kedelig eller forudsigelig (med mindre man har set traileren) så er det heller ikke en af de film, som man mores over igen og igen.

Max og Annie spilles af hhv. Jason Bateman og Rachel McAdams og af de to er hun den der stjæler billedet. Selv om Bateman også har komisk talent, fungerer han her som "straight man". Filmen klassificeres andetsteds som en sort komedie, hvilket måske også kan have sin rigtighed når trusler om mord, vold og dødsfald afløses af one-liners og visuelle gags. Det er muligvis ikke særligt smagfuldt, eller noget der vil falde i alles smag, men Game Night byder på et par gode grin undervejs, til trods for den noget søgte præmis.

Game Night er den type af komedie som man glemmer ganske hurtigt. Muligvis vil der være en eller to gags i filmen som man vælger at gemmer i hukommelsen, men ellers adskiller filmen sig ikke synderligt fra mange af de andre grovkornede amerikanske mainstreamkomedier.

Game Night er en letfordøjelig film, der giver seeren de grin man forventer, hvis tempo er ret højt og som heldigvis bæres i mål af en håndfuld gode spillere og et par gode ideer. Den ender med at være en udemærket underholdningsfilm, men når man når rulleteksterne og har fundet ud af hvordan plottet hænger sammen, ikke (som det var tilfældet med Finchers film) straks får lyst til at gense.