Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters

KONG – Skull Island – 3D (118 min.) Købefilm / Warner Brothers
Anmeldt 30/8 2017, 16:26 af Torben Rølmer Bille

Abeskøn underholdning


Abeskøn underholdning

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I 1933 skabte effektmanden Willis O’Brien et af filmhistoriens mest spektakulære monstre, da han med stop-motion teknik og en masse tålmodighed gav liv til kæmpeaben i filmen King Kong. Ud over at inspirere andre effektfolk til en livslang karriere (f.eks. Ray Harryhausen) var monstret et der inspirerede et veritabelt hav af forvoksede dyr på film, måske mest tydeligt øglefætter Gojira – King of monsters. Godzilla er nemlig lige som Kong ganske vist et monster, der ødelægger bygninger og spreder kaos, men også et der muligvis hellere vil beskytte mennesker, end udelukkende at sprede kaos, frygt og ødelæggelse.

Tidligere i 2017 kom så den foreløbigt seneste version af King Kong på det store lærred. Ikke længere en miniaturemodel i sål og kaninpels, men denne gang animeret på computere af de dygtige folk på Industrial Light and Magic. Filmen er nu ude på forskellige formater så man kan nyde den hjemme. Det er nemlig en rendyrket nydelse at gense filmen, for den har alt hvad en monster/eventyrfilm skal have.

I modsætning til Peter Jacksons alt for lange abefilm bryder den nye med den grundfortælling som mange sikkert forbinder med King Kong (læs: Kong forelsker sig i Ann Darrow i stedet for at æde hende. Kong bringes ud af jungelen, fragtes til New York, som han efterfølgende hærger hvorefter han bliver skudt i et forsøg på at klatre til tops på en skyskraber) er hele handlingen i KONG: Skull Island, som undertitlen antyder, henlagt til den mystiske ø, hvor forskerne finder en verden som de ikke troede eksisterede.

Der er ingen grund til at gengive handlingen i større detaljer, da dette blev udfoldet i biografanmeldelsen, så i stedet for vil Kapellet fokusere det som man kan opleve hvis man investerer i filmen på 3D BluRay.

Foruden to discs med filmen i både 2D og 3D, får man på 2D-disken et ganske fint bonusmateriale, der går bag om filmens tilblivelse. Man kan endda tilgå The Monarch-Files på sin computer og får på den måde indblik i ”hemmeligstemplet” materiale, der bl.a. fortæller om de monstre der optræder i filmen. Desuden er der en lang række småfilm der går bag kameraet og fortæller om filmens tilblivelse, slettede scener og meget mere.

Fedt er det også, at instruktørens kommentarspor bekræfter det som genrefans allerede havde spottet: nemlig at scenen, hvor en af soldaterne på øen spiddes gennem munden af en af kæmpeedderkoppens tynde, bambuslignende ben rent faktisk er bevidst tænkt som en direkte reference til Cannibal Holocaust. Som Jordan Vogt-Roberts siger ”I never thought the studio let me get away with that, but they did!” Mest af alt er dette imponerende når man tænker på at aldersgrænsen på filmen er sat til 11 år!

Har man udstyret til det, bør filmen opleves i 3D. For lige som andre gode eventyrfilm, så udnytter den faktisk dette gimmick glimrende. Monsterkampene bliver lige et hak mere intense og man får som seer en øget fornemmelse for de landskaber, hovedpersonerne vandrer gennem.

I det hele taget er det skønt at opleve en eventyrfilm, der er skabt af folk som helt tydeligt selv er fans af denne type film. Der er stort set ikke et eneste kedeligt øjeblik i KONG: Skull Island for det ene eventyrlige sceneri afløser det næste. Dertil kommer at de forskellige udyr der befolker Kongs mystiske ø er virkeligt opfindsomt lavet og så bliver de, lige som scenen med edderkoppen nævnt før, præsenteret på en måde, der ikke kan andet end at imponere. Selv scenen med den ellers så fredelige, overdimensionerede vandbøffel, der langsomt dukker op foran de måbende videnskabsfolk, fungerer rigtigt fint – og nu lover skrivekarlen hér ikke at komme med flere afsløringer af hvilke væsener, der lurer i skyggerne på Skull Island.

Selv om Kong selv naturligvis er fysisk større på biografens store lærred, så fungerer filmen altså også overraskende godt i hjemmet og samspillet mellem den forvoksede gorilla og de medvirkende skuespillere er sjældent set bedre.

Så hører du med til de, der egentlig havde besluttet ikke at se flere film om King Kong efter Peter Jacksons CGI-tunge film, så lyt til fornuft: KONG: Skull Island er præcis den film som King Kong fortjener. Ikke ubetinget en film der vil gå over i filmhistorien, men en der meget gerne må sætte skole for hvordan film i denne genre skal skæres i de kommende år. Det er topunderholdende og en film der med garanti kan tåle at blive genset en hel del gange.


Forrige anmeldelse
« Going in style «
Næste anmeldelse
» Elle »


Filmanmeldelser