På Blurayudgaven af War for the Planet of the Apes fortælles det (i en af de mange velproducerede småfilm om filmens tilblivelse) at der er sket utroligt meget rent teknologisk, siden Rise of the Planet of the Apes. Det har man dog ikke nødig at tilgå ekstramaterialet for at finde ud af, for selv om denne garvede filmanmelder andetsteds indtil flere gange har plæderet for brugen af praktiske effekter from for CGI, så er det intet mindre end vildt imponerende, hvor dygtige WETA er blevet til at skabe den digitale makeup, der pryder skuespillerne. Dette handler ikke alene om digitalt at genskabe snefnug på abepels, eller om at gøre seriens egentlige hovedperson Caesar synbart ældre, men mindst lige så meget om at skabe figurer, som er helt igennem troværdige, med et kropssprog og en ansigtsmimik, der er i stand til at udtrykke ofte meget komplekse følelser.

Filmteoretikeren Murray Smith har teoretiseret om det paradoksale i hvordan det kan være at vi som seere forholder os emotionelt til figurer, som vi godt ved er opdigtede. Han teoretiserer, at dette sker gennem en række ”sympatistrukturer”. Selv om man ville tro at det i sagens natur ville være endnu sværere for tilskuerne at relatere til talende og tegnsprogs-tolkende, computerskabte primater, så er det en ganske imponerende bedrift, at man i løbet af filmen reelt bliver bevæget over filmens centrale figurer. For i den seneste film, indtager mennesker helt naturligt andenpladsen.

War for the Planet of the Apes åbner med billeder af tæt skov, hvor en deling kampklædte soldater forsigtigt bevæger sig rundt i. Som var dette en reference til et utal af Vietnamfilm, kan vi se tekster, klodset skrevet på soldaternes hjelme. Der er eksempelvis en der bærer en hjelm med teksten ”Bedtime for Bozo” – en titel der sikkert vil få filmnørder til at trække på smilebåndet, både takket være den intertekstuelle reference og til tvetydigheden i sætningen. Blandt disse soldater er også aber, ligeledes klædt i skudsikre veste og camouflagetøj. Forinden har en tekst og en montagesekvens fortalt nytilkomne seere hvad der skete i de to forrige film. Umiddelbart efter åbner soldaterne ild mod de aber som de har sneget sig ind på.

En af de ting man først lægger mærke til, når man ser filmen, er hvor dygtige folkene bag kameraerne har været til at skabe lange sekvenser, hvor der stort set ikke optræder dialog. Lange passager i denne film fortælles udelukkende i billeder og handling. Dette skyldes selvfølgelig at der blandt filmens hovedpersoner – aberne – kun er et par stykker der kan tale og at de øvrige benytter tegnsprog til at kommunikere, men det skyldes også at folkene bag filmen bevidst synes at have haft lyst til at skabe en film der i højere grad end før er handlings- fem for dialogbåren. Dette klæder filmen utroligt godt, for selv om tilskueren bliver sat til at læse en del undertekster når der benyttes tegnsprog, så er det fedt at se en mainstreamfilm hvor det er billederne, der får lov til at dominere som fortællende element.

Efter det indledende slag finder vi ud af at de soldater vi så i starten var en deling mænd udsendt af en meget bister fyr kendt som ’The Colonel’ (spillet af Woody Harrelson). Han er stålsat på at nedkæmpe alle oprørske aber i verden. Gruppen som soldaterne angreb var naturligvis Caesars koloni og da skurkeobersten senere sniger sig ind i hovedkarakterens hovedkvarter og skyder Caesars kone og store søn, i den tro at han havde Caesar på kornet, starter den vendettafortælling, som kommer til at bære store dele af filmen.

Caesars aber kan selvfølgelig ikke blive på deres base, nu dens beliggenhed er blevet kendt af mennesker fast besluttet på at udslette dem, så de bryder op i håbet om at finde et sted der er så isoleret, at mennesker ikke vil kunne finder derhen. Caesar er dog optændt af hævntørst og beslutter sig ene abe at følge i Oberstens fodspor for at få sin hævn. Caesar får dog ikke lov til at rejse alene for både hans ven orangutangen Cornelius og et par andre aber tager med for at støtte deres aldrende leder.

På den måde kommer filmen indledningsvist til at fungere som en slags roadmovie med aber, der dog ændrer karakter idet de finder Oberstens fæstning højt mod nord. Som med al god science fiction benytter filmfolkene lejligheden hér til at levere en masse fine pointer om hvordan vi mennesker behandler hinanden, ved (som i mange af de originale Planet of the Apes-film) at bruge skellet mellem aber og mennesker metaforisk.

Oberstens base kan også nemt ses som en klar kommentar til tidens socialpolitiske klima i Amerika. Med frygt for at spoile, så er der en ret tydelig kommentar til den siddende amerikanske præsidents tåbelige fremfærd, når vi oplever Obersten kommandere de aber han holder som slavearbejdere under ganske kummerlige forhold til at bygge en mur, der kan holde Oberstens fjender ude af militærkomplekset. Hvis vi vælger at forlænge denne analogi, så er Donald Trump bestemt ikke en abe – i så fald ville han jo besidde både retfærdighedssans, samvittighed og empati for andre.

Filmen kan godt anklages for at være en tøddel for lang, især da Caesar og co. ankommer til Oberstens fæstning hvor filmens sidste tredjedel foregår. Længden er dog ikke et problem, hvis man holder af franchisen, for denne tredje del i den nye serie, er klart en af de mest interessante, både indholdsmæssigt og visuelt.

3D-versionen af filmen er velfungerende og enkelte spektakulære actionscener udnytter dette virkeligt fint. Man kan dog sagtens nøjes med at se filmen uden illusionen om en tredje dimension. War for the Planet of the Apes er en teknisk flot, velfortalt og ikke mindst ganske medrivende afslutning på den nye trilogi. Den er i sin grundtone meget humanistisk og sympatisk, hvilket naturligvis tiltaler Kapellets skribent overordentligt, og så er der masser af fascinerende ekstramateriale samlet på BluRay-udgaven. Er du derfor allerede abefan, er der ingen vej udenom War for the Planet of the Apes. Det kan dog klart anbefales nytilkomne at se to første film før man giver sig i kast med den nye.