Navnet Jack Bauer er nærmest blevet synonymt med den amerikanske tv-serie 24. Den originale serie bredte sig over otte sæsoner, hvorefter der kom en kortere serie med titlen 24: Live Another Day, der som anmeldelsen forklarede ’kun’ varede i 12 timer. Den nyeste udgave af 24 bryder også traditionen med at sprede handlingen ”i real time” over et døgn, for det tager kun seriens hovedperson 13 timer at afværge den værste katastrofe, hvorefter der i det sidste afsnit kløgtigt springes 11 timer frem på fem sekunder, så man alligevel når op de samlede 24 timer.

Som titlen antyder, er 24:Legacy (da: ”Arven” – red.) et forsøg på at videreføre traditionen og stilen fra den oprindelige serie uden Jack Bauer. Bauers figur er for alle de der har set 24: Live Another Day vil vide, persona non grata og er gået så meget under jorden at hverken gamle fjender, CTU, eller selveste James Bond kan finde ham. I stedet er der kørt en ny actionhelt i stilling, som selvsagt bliver udsat for lige så meget stress, som Jack gjorde det i sin tid.

Eric Carter er en forhenværende elitesoldat, der sammen med sin deling har været med til at dræbe et af overhovederne i en radikal terroristorganisation og nu skal dette hævnes. I starten af serien oplever Eric derfor at flere medlemmer fra hans gamle SEAL-team blive henrettet i deres hjem sammen med deres familier. Inden længe går det op for ham at grunden til disse mord er gruppens drab på Khalid. Eric undgår selv med nød og næppe det koordinerede angrebet fra de terrorister som er sendt til hans hjem og i et forsøg på at beskytte sin kone kører han hende hen til sin bror, der stadig leger gangster i deres gamle ”hood”.

Eric kontakter selvsagt CTU (Counter Terrorist Unit) for at advare dem om den potentielle risiko for de øvrige medlemmer i teamet og efter et par afsnit finder de ud af, at terroristerne planlæger et nyt, spektakulært angreb på USA, som en direkte hævn for drabet på deres leder. Omdrejningspunktet er i første instans, at Eric bliver nødt til at få fat i den hemmelige liste over terroristceller som er i omløb, men inden længe er der meget mere på spil og resten af afsnittene går med at Eric, og de folk der støtter ham, skal forsøge at nå den ene deadline efter den næste. Uret tikker mens seriens hovedpersoner kører og løber rundt, for at nå at slukke så mange ildebrande som muligt.

Selv om serien altid har været god til at skabe spænding, er der desværre flere elementer i dette seneste kapitel, som ikke synes at fungere helt optimalt. Mest irriterende er det når modstanderne træffer decideret fjollede beslutninger, der selvsagt får dem til at fremstå som alt andet end truende, men i stedet som karikerede Hollywoodterrorister.

Eksempelvis (og her kommer en lille spoiler) så kræver plottet at Eric allierer sig med en krypteringsspecialist som han tager med hen til terroristerne, så denne specialist kan hjælpe med at gendanne de data over terrorceller som befinder sig på en beskadiget USB-nøgle. Hvorfor terroristerne idet de to dukker op ikke straks dræber Eric, som har forvoldt dem så mange problemer, gives der dog aldrig svar på. Det skal siges at dette kun er et af flere logiske- fortællemæssige brist der opstår undervejs. Seriens skabere har tydeligvis ikke fokuseret så meget på denne form for logiske brist end på at få skabt fremdrift.

Serien kan også – som tidligere – klantres for at fremhæve stereotyper. Fanatiske, muslimske terrorister fra Mellemøsten er efterhånden det fjendebillede som benyttes per automatik og som nogle mener også fører til en dæmonisering af hele befolkningsgrupper og religiøse grupper. Der er ikke mange nuancer at spore hér, men omvendt så benytter serien jo blot et ganske effektivt fjendebillede, som Daesh også selv er vilde med at promovere.

Et andet problem i serien er, som før, et spørgsmål om casting for to af seriens centrale figurer, Tony Almeida (spillet af Carlos Bernard) der tidligere var ansat i CTU og nu hjælper ”the good guys”, og Asim Naseri (spillet Oded Fehr) – en af de værste af terroristerne, ligner hinanden så meget, at det kan være svært at skelne mellem dem. Naturligvis kan man godt se forskellen idet de enkelte scener udfolder sig, men det er stadig lidt mystisk at folkene bag har valgt to skuespillere der ser så ens ud. Man kunne ligefrem mistænke folkene bag at ville spare penge ved at lade den samme skuespiller udfylde begge roller, selv om der står noget andet i creditlisten.

Alt i alt er 24:Legacy en ganske hæderlig action-thrillerserie, der endnu engang beviser at formatet med billeder-i-billeder og konstant nyopståede tidsfrister fungerer rigtigt godt som fremdriftelement. Selv om Eric Carter ikke er Jack så er han en ganske god afløser, men serien lider også under at flere af plotelementerne og enkelte scener ikke just virker troværdige, selv hvis man accepterer den verden som serien præsenterer for os. Selv om troværdighed ikke er i højsædet men viger for action/drama-elementer, så er det heller ikke så grelt at man sidder og råber af sit tv undervejs. Om 24: Legacy i sidste ende bliver et egentligt springbræt til en hel ny serie, er dog ganske diskutabelt.