Da dokumentarfilmen Amy havde verdenspræmie ved filmfestivallen i Cannes i 2015, var det ikke så meget filmen selv, der fik omtale, som det var familiens reaktion på filmen. Især Amys far, Mich Winehouse, var hurtig til at fordømme filmen, som han mente ikke kun var decideret manipulerende, men også tegnede et særdeles forkert billede af hans afdøde datter, og især hans rolle i forhold til hende.

For nu at denne anmeldelse ikke skal forvandles til sladderjournalistik, kan man blot tilføje at dokumentarfilmen jo altid er ”en virkelighed filtreret gennem temperamenter”, som én person, der er meget klogere end undertegnede (læs: dokumentarfilmmager Jørgen Roos), engang definerede genren som. Amy er jo blot én version af historien om Winehouses liv, for uanset hvor objektiv man end forsøger at være, er historien jo altid påvirket af fortællerens pointe med fortællingen. Lige som en journalist altid skal finde en vinkel til sin historie, skal dokumentaristen vælge mellem det eksisterende billed- og lydmateriale for at kunne fortælle netop den historie, som han eller hun ønsker at dele med verden.

Når dette så er sagt, er filmen om Amy meget medrivende, om end den føles en anelse for lang. Naturligvis kan man mene, at idet man skildrer et ungt menneskes alt for tidlige død, så tvinges man til at gøre dette nuanceret, og det er måske derfor at filmen varer over to timer, men der kunne altså godt være skåret mere præcist ind til benet, end tilfældet er.

Filmen er lavet af Asif Kapadia, som i 2010 lavede den formidable film Senna om den legendariske racerkørers liv og død. Han har i forhold til Amy haft adgang til både privatoptagelser, hjemmevideoer og en masse arkivbilleder og har stykket disse sammen til en virkelig rørende undergangsmyte.'

Tragedien i filmen er jo, at man helt fra starten af udmærket godt er klar over, hvordan historien om Amy Winehouse vil ende, nemlig med sangerindens alt for tidlige død i 2011, en død der sikrede hende en plads blandt mange andre kreative legender, der døde i en alder af 27 år

Filmen følger kronologisk sangerindens liv, fra hun som 18-årig forsøgte at få en karriere, hendes lidtoversete liv som jazzsangerinde, over gennembruddet til mainstreamen med den ikoniske Back in Black-plade til den efterfølgende, massive mediebevågenhed af både hendes offentlige og private liv. Filmens sidste tredje akt viser sangerindens langsomme, men sikre dyk mod afgrunden takket være en kombinationaf bulimi, stoff- og alkoholmisbrug, samt et tumultarisk kærlighedsliv med hendes eneste ene Blake. Ham fremstiller filmen som den person, der introducerede Amy til crack, heroin og som adskillige gange røvrendte hende, når hun havde allermest brug for ham.

Filmen benytter sig rent stilistisk af at lade både Amy, men også hendes venner, familie og samarbejdspartnere fungere som dem, der fortæller historien om Amys liv. Det er kun sjældent, at filmen ligefrem viser synkrone billeder til disse udsagn (med mindre de stammer fra hovedpersonen selv), men i stedet toner den talendes navn frem på skærmen, idet vi hører stemmen.

Billedtekst bliver også brugt flittigt, når vi ser Amy fremføre sine sange. Idet ordene synges, materialiserer de sig også på lærredet, hvilket er med til at gøre sangene langt mere vedkommende, især set i lyset af de begivenheder fra hendes liv, som filmen præsenterer. Idet vi hører om de svære perioder i sangerindens liv, kommer teksterne pludselig til at få en ekstra dimension, en anden mening, især set i lyset af, at Amy selv fortæller at hun stort set kun kan skrive om egne oplevelser.

Dette ærlige blik ind i hendes sjæleliv kombineres med informationer om, at hun altid har været en smule sky. Derfor er det som seer ikke svært at finde flere årsager til, at hendes liv var på vej i en helt gal retning. For åbner man sig og gør sig lige så sårbar, som Amy gjorde, samtidig med at hun fik så meget succes at blitzlysende konstant fulgte hende, hvor end hun gik, er det ikke svært at forestille sig hvilket uhyggeligt pres, der har været på den unge pige.

At se Amy kan sammenlignes lidt med at overvære søsætningen af Titanic, eller at se Gustav Klimt male Psyken – for alle ved at skibet sank og maleriet gik op i flammer. Det starter alt sammen så positivt og ender i total nedtur og død. Idet man ser filmen hersker der ingen tvivl om, selv for folk som undertegnede, der ikke har et intimt forhold til Winehouses musik, at hun var et gudsbenådet talent med en nærmest uforståelig modenhed og rutine sin unge alder til trods. Desto større talentet, desto større virker tragedien.

Filmen giver ikke noget entydigt svar på, hvorfor det gik så galt, for livet er komplekst og svaret findes ikke kun et sted. Var det moderen, der ikke opdagede Amys bulimi i tide? Var det faderen, der uden omtanke dukkede op med et reality-tv kamerahold på den ø, hvor Amy havde søgt tilflugt fra livet i rampelyset? Var det Blake, der udnyttede pigens følelser og introducerede hende til de hårde stoffer? Var det mediernes konstante jagt på chokhistorier og paparazzi-billeder, der skubbede hende over kanten? Var det Amys skrøbelige sind, der i sidste ende knækkede hende? Forklaringen ligger måske spredt mellem alle disse elementer, for måske var det blot Amy, der ignorerede lægernes råd og trodsigt drak den ene flaske sprut, der endte med at få hendes hjerte til at stoppe.

Tilbage står et rørende portræt af en ung, lovende kunstner, der levede et liv i overhalingsbanen, selv om hun egentlig ikke havde lyst til det, men i stedet blot var interesseret i at skabe musik og skrive gode tekster. Selv om det er smerteligt at opleve den unge, livsglade sangers deroute, så er det heldigvis også en film, der byder på mange af Amys numre, både de mere ukendte og naturligvis også de numre, der er blevet moderne soulklassikere.

Filmen er, som forhåbentlig fremgår af ovenstående, ikke kun skabt til dem, der kender og elsker Winehouses musik, men lige så meget for alle dem, der godt kan lide persondokumentarer, der til trods for at fokusere på en enkeltperson, fortæller en historie, der også handler om hvordan både underholdningsbranchen, medierne og almindelige mennesker behandler og måske især udnytter folk med talent. Resultatet er den vellavede, rørende og ikke mindst velfortalte dokumentarfilm.