Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Predestination (97 min.) Købsfilm / Universal Sony Pictures Nordic
Anmeldt 19/12 2014, 16:31 af Teddy Tofte

En tidslomme af evighed


En tidslomme af evighed

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Når det kommer til film, som har tidsrejser som en del af deres centrale plotelement, vil historien uden tvivl blive nærstuderet med en lup for at finde fejl og mangler i tidslinjen. Selv de bedste film i samme genre og med samme emne kan fejle, når det kommer til at være fuldstændig fejlfri fra ende til anden, hvis man tænker over det. Men hvis publikum er villig til at se gennem fingre med de små ubetydeligheder og bare være med for underholdningens skyld, så kan filmholdets kompetence og manuskriptet være nok til at få os til at overse fejlene og få os til at fokusere på filmens styrke.

Predestination er én af den slags film, som har ridser i lakken, men vi kan ikke se dem, fordi de er blevet overstreget med dramatik, spænding og følelser. Det er én af de mest tilfredsstillende tidsrejsefilm i mange, mange år.

Vi åbner med to personer, som kæmper mod hinanden i en kælder. En vil sprænge hundredvis af mennesker i luften, den anden vil stoppe det. Tidsrejseagenten (spillet af Ethan Hawke) bliver forbrændt på sit ansigt og er døden nær, men formår at overleve og skal hastigt videre på en ny mission i fortiden. Bombemanden, som agenten forsøgte at stoppe, vil sprænge en bombe i New York i 1975, men tidsrejseagenturet er ude af stand til at stoppe begivenheden igen og igen. Agenten rejser tilbage i tiden for at finde frisk blod til agenturet og her finder han en mand ved navn John (spillet af Sarah Snook), og sammen beslutter de sig for at stoppe bombemanden, inden han dræber igen. Og igen.

John blev født interseksuel og opvoksede som en kvinde, og mens han fortæller sin livshistorie til tidsrejseagenten, ser vi, hvordan John startede sit liv. Han, som kvinden Jane, blev efterladt ved et børnehjem som spæd. Gennem hele sin barndom passer hun ikke rigtig sammen med de andre piger. De følelser følger efter hende til hendes voksne liv, da hun bliver rekrutteret til at blive et medlem af Space Corps (en anderledes version af NASA), men hendes drømme om at blive en astronaut får en pludselig ende efter en kort og katastrofal kærlighedsaffære.

Hvis den sidste sætning lyder, som om den hører til i en helt anden film, så kan jeg kun berolige dig med, at det intense personlige drama og tidsrejseagenturet i sidste ende vil blande sammen med uovertræffeligt symmetri. Fortællingen som helhed handler om selvidentitet, og begge halvdele af historien berører det emne gentagne gange. Nogle vil helt sikkert finde det tilfredsstillende, at Minority Report og tv-serien Quantum Leap har rødder i filmens science fiction-del (og det er meget tilfredsstillende, hvis du kan lide den slags film), men Johns fortælling om sit liv som Jane er et utroligt fascinerende indblik i et liv, som de fleste af os ikke engang har hørt om. Emnet bliver behandlet med respekt og snilde, men hele sekvensens sande styrke (og hele filmens) ligger i Sarah Snooks tryllebindende skuespilpræstation.

John og Jane eksisterer som to vidt forskellige figurer, og Snook fylder begge to med bundforskellige personligheder, mens hun stadig har en rød tråd mellem de to. Genrefilm er ikke generelt kendt for deres humanisme eller følelsesmæssige gennemslagskraft, men i den strækning hvor John fortæller historien om Jane, er fyldt med overraskende bevægende scener med ondskab, tab, håb og kærlighed, og Snook leverer på et ekstraordinært niveau.

Instruktører/manuskriptforfattere Spierig-brødrenes film er i bund og grund ét stort mysterium med forskellige lag af løgringe, hvor hvert nyt lag giver os en ny åbenbaring, og det er en fornøjelse at se de mange forskellige dele falde på plads, stykke for stykke. Problemet er dog, at mange af de mystiske lag forekommer for ofte og har derfor en faretruende mulighed for at falde fra hinanden, fordi det kan blive forudsigeligt. Historiens stramme miljø er skyld i det, eftersom filmen kun fokuserer på tidsrejseagenten og hans protegé. På trods af at vi kommer med på tidsrejser, så er filmen kun interesseret i sine få hovedpersoner. Denne problematik, og et par andre, fører til, at nogle af afsløringerne mister deres overraskelsesmoment, fordi publikummet allerede er langt foran. Men andre overraskelser lander præcis, hvor de skal.

Sarah Snooks talent er filmens egentlige åbenbaring, men Ethan Hawke gør også et godt stykke arbejde i hans anden film med Spierig-brødrene. Deres forrige samarbejde, Daybreakers, gav ham mindre at arbejde med, men i Predestination har han en mere tredimensionel figur og en mere dramatisk baggrundshistorie. Spierig-brødrene har gjort meget ud af filmens endelige udseende og erstatter det typiske science fiction-blå med et mere retro, urban look.

Predestination bygger sig selv langsomt op for at få størst mulig effekt ud af afsløringerne, men så snart katten er ude af sækken, ruller det fremad med afsløringer og overraskelser, nogle mere chokerende end andre. Men det ellers så skarpe manuskript, filmens overordnede følelse, og Snooks utrolige præstation gør det her til en film, som jeg ser frem til at se igen. Og igen. Og igen.


Forrige anmeldelse
« Spartacus – Den komplette sag... «
Nste anmeldelse
» Det stribede show »


Filmanmeldelser