Prut. Alt afhænger af dette ord. Pruuuut! Synes du, det er et rigtigt sjovt? Forestiller du dig, hvordan den lyder og lugter, eller får ordet dig bare til at trække lidt på smilebåndet, ja, så kan du sagtens glæde dig til at se Filmen om Kaptajn Underhyler baseret på Dav Pilkeys populære børnebogsserie.

Bliver du til gengæld lidt stødt over at Kapellets redaktør og filmanmelder starter sin omtale af filmen på sådan en vulgær måde, så hører du bestemt ikke til målgruppen for filmen og kan lige så godt stoppe med at læse videre.

Filmen følger ganske tæt de historier, som optræder i bøgerne og benytter elementer fra flere af de første udgivelser i denne filmatisering. Seeren møder indledningsvist bedstevennerne Jimmi og Otto, der bruger al deres fritid på at hænge ud i den ene drengs træhus og finde på skøre historier. Den ene dreng opdigter handlingsforløb og den anden omsætter dem til tegneserier, som drengene selv har totalt grineren over. Jo vildere, jo bedre.

Til gengæld er deres skole og især deres utroligt strenge skoleinspektør ikke særligt glad for de to fantasifulde drenge. Ikke alene har han nedlagt alle de kreative fag på skolen, men han tolererer heller ikke sjov, ballade og mindst af alt humor. Derfor bliver skolegangen også skildret på en måde der sidestiller eleverne med arbejderne i Fritz Langs klassiske film Metropolis. Skolen er mørk, trist og undervisningen virker drønhamrende kedelig. De eneste der ikke lader sig knække af dette rædselsregime er naturligvis Jimmy og Otto.

En dag da drengene igen er blevet sendt til inspektøren, fortæller han dem, at han nu har besluttet at splitte dem op i hver deres klasse og ydermere, at han har håndgribelige beviser for deres narrestreger. Dette skal jo forhindres, så i ren desperation afprøver Jimmi en hypnosering som han har fundet i en pakke cornflakes og inden nogen kan nå at sige ”BING! Du er hypnotiseret” er inspektøren deres viljeløse slave.

Drengene beslutter sig straks for at lade ham tro at han er en af deres opdigtede helte: Kaptajn Underhyler. Dette fortællemæssige kneb, er muligvis lånt fra en af Carl Barks’ bedste fortællinger, men det betyder ikke, at det er holdt op med at være sjovt.

Selv om filmen godt kan anklages for at fylde alt, alt for mange gags ind på halvanden times tid, men dette gør så også at filmen tromler derudaf med tusind kilometer i timen og man kan undervejs næsten blive forpustet over alle de ting, der sker foran ens øjne. Til gengæld er langt de fleste ting i filmen så sjove, at man indimellem har svært ved at trække vejret af grin.

Dav Pilkey indrømmer selv i sine bøger at han selv havde det ret svært i skolen, da han var ordblind og havde svært ved at acceptere autoriteter. Dette kommer i den grad til udtryk i hans bøger. Derfor kan det måske virke provokerende på enkelte lærere, at blive fremstillet som antagonister på denne måde, men lad os være ærlige, dette er jo en skør film henvendt til børn og barnlige sjæle og derfor skal denne skildring af skoleliv tages cirka lige så alvorligt som det man ser i f.eks. Terkel i knibe.

Selv om filmen er fyldt med en form for humor, som muligvis er allersjovest hvis man er en 10-årig dreng med krudt i røven, så kan alle der kan relatere til denne form for komik nyde rigtigt godt af Filmen om Kaptajn Underhyler.

Der kan godt være, at der har været en overvægt at mavesure anmeldere, der med et slet skjult had til deres arbejde har sat sig surt til rette i biografstolen og efterfølgende gnavent udspyet negative adjektiver om denne film i dagspressen, men de skal bare have buksevand, en olfert og stemples over foden med træskostøvler på samme tid, for det er i denne kapellans optik en af de mest underholdende animationsfilm som undertegnede har set længe.

Det er en film, der bevidst dyrker fantasiens grænseløse dyb, som det også var tilfældet i film som Lego: The Movie eller Nick Parks film og så hylder den, ganske politisk ukorrekt, to skarnsknægte, der hellere vil lave ballade end at læse deres lektier og opføre sig ordentligt. Det kan godt være at man som underviser nogle gange savner de læseglade, stille, dydige elever, men lad os være ærlige, det er langt sjovere at lade folk som Jimmi og Otto være bannerførere i en animeret fortælling, der i undertegnedes optik har potentiale til at blive den allersjoveste animationsfilm i 2017.