I hjemmet hos familien Bille har Jakob Martin Strids værker altid haft en helt speciel plads. Fra mandens første, fænomenalt gakkede satirestriber i Politiken over mere obskure titler som Vi hader alting!! og naturligvis den fortsatte saga, til de allermindste, om den lille blå elefant Mimbo Jimbo (som i øvrigt stadig indkøbes, til trods for at børnene for længst er vokset fra den intenderede målgruppes alder) har Strid spredt glæde.

Af samme grund var det både med stor spænding, og en god portion nervøsitet, at anmelder satte sig til rette i biografmørket sammen med drengene for at opleve den første animationsfilm baseret på Strids bøger: Den utrolige historie om den kæmpestore pære. Det skulle dog hurtigt vise sig, at der slet ingen grund var til at være betænkelig, for det er i den grad lykkedes folkene bag filmen, at skabe en film der både ser ud som og føles som var det Strid selv der havde lavet den.

Efter filmen var slut kommenterede hjemmets 9-årge, at der var flere ting i filmen, som ikke var med i bogen og dette er helt rigtigt. Eksempelvis får man i filmens start at vide hvordan tiden var i Solby før borgmester J.B. forsvandt. Så blev der snakket lidt om, at der i sagens natur var forskel på bog og film som medier, og ikke mindst at os der i forvejen kendte bogen rigtigt godt også gerne skulle opleve noget som vi ikke kendte til i forvejen. Billerne blev da også hurtigt enige om at filmen var meget vellykket og at de småændringer der var foretaget undervejs var helt i Strids ånd.

For de der ikke kender bogen, så kan den bedst beskrives som en slags roadmovie.. til havs… i en udhulet kæmpepære. En odysse med bedstevennerne katten Micho og elefanten Sebastian, der sammen med professor Glykose står til søs, efter de har modtaget en kryptisk flaskepost fra Solbys borgmester J.B., som selvfølgelig beviser at borgmesteren er i live. Alle i byen troede nemlig J.B. var forsvundet for stedse, men flaskeposten påstår at han opholder sig på ”Den mystiske ø”, hvor også det frø, som i nattens mulm vokser sig til den kæmpestore pære, stammer fra.

Det er vigtigt at vennerne finder J.B. i tide, for i Solby er viceborgmesteren en arrig, lille gut, der i mellemtiden har fået opført et nyt, enormt rådhus i trist, rå beton, som bogstaveligt talt kaster en stor skygge over byen og på den måde gør Solby til en skyggeby. Der er sikket lokalpolitikere, der vil brokke sig over, at filmen på den måde tegner et meget negativt billede af fremskridtsorienterede kommunalpolitikere, men alle os andre kan nemt identificere og genkende denne type af skrivebordsskurk.

Hovedfilmen følger til trods for enkelte tilføjelser og ændringer i store træk fortællingen fra bogen, for vore venner skal først møde pirater, en frygtelig sødrage og ikke mindst rejse over det Natsorte hav, før de (måske?) når frem til den Mystiske ø og finder deres gamle ven. De har også tiden imod sig, for får de ikke fragtet J.B. tilbage til Solby inden et par dage udnævner viceborgmesteren sig til borgmester på samme dag hvor det nye rådhus skal indvies.

Selv om filmen er en 3D-animationsfilm, så er det lykkedes rigtigt godt at gøre Strids tegninger ’rummelige’. Selv om filmen ser lidt mere strømlinet ud end Martins tegninger, så vil det også være nærmest umuligt at overføre Strids streg direkte til lærredet.

Til gengæld er det til fulde lykkedes at holde fast i den hittepåsomhed som kendetegner Strids universer og ikke mindst lægge en masse elementer ind i filmen som fans kan se stammer fra andre af Strids bøger. Eksempelvis ligner den norsktalende (og guderne må vide hvorfor han er det) piratkaptajn, ham der tager ’fodbad i biksemad’ i Min mormors gebis, men der er også ganske små detaljer, som eksempelvis den blå kube med de gule dutter fra Strid, som man kun ser et ganske lille øjeblik da Micho og Sebastian flytter deres ejendele over i den store pære og gør klar til eventyr.

Den utrolige historie om den kæmpestore pære er med andre ord en utrolig vellykket filmatisering, der med garanti vil tiltale alle (med mulig undtagelse af humorforladte, ærgerrige, lokalpolitikere). Den er sjov, fint animeret og fungerer vildt godt på det store lærred. Så hvad enten du er fan af Strid i forvejen eller ej, så skynd dig ind og se filmen, for den er ganske enkelt fremragende Et eventyr, der både er gakket, skævt men som også har ind til flere opbyggelige budskaber undervejs.