Der kan næppe herske nogen tvivl om at Francis Ford Coppolas Godfather-trilogi anses som filmklassikere, ikke kun i forhold til andre gangsterfilm, men ganske enkelt som film, der har været skelsættende. Den første film kom i de amerikanske biografer i 1972 og kan derfor i år fejre sit 45-års jubilæum. Spørgsmålet er så om den har kunnet modstå tidens tand og stadig fungerer her i 2017?

I anledningen af det halvrunde jubilæum er de tre film blevet genudgivet på BluRay i en flot boks, der foruden en fjerde BluRay-disc med masser af ekstramateriale indeholder køleskabsmagneter, et sæt kort med citater, billeder af hovedfigurerne og et kortspil med triviaspørgsmål. Filmene har selvsagt været i handelen før – også på Blu – men har man dem ikke i forvejen, bør man på det kraftigste overveje at gøre sin filmsamling komplet med denne Omerta-udgave, som den er blevet døbt.

Alle film i Godfather-trilogien er instrueret af Coppola og skrevet af Mario Puzo og så varer de alle omkring tre timer. Derfor kræver det i første ombæring, at man sætter noget tid af til at se dem. Det er dog tid givet godt ud, for filmserien minder i både tempo og længde om det man nu om dage kalder en miniserie. Gode fortællinger tager tid at fortælle og det bevises også her, selv om det også er ganske tydeligt, at der er kvalitetsforskel på de tre film.

Den første The Godfather er noget nær en perfekt film. Selv om den måske virker lang, er der ikke så meget som en enkelt frame der er overflødig, ikke en enkelt replik som ikke fungerer, eller en scene som kunne være skåret væk. Det er nok især takket være denne film, at serien har opnået den anerkendelse som den har. For alle de seere, som stadigvæk har denne film til gode, så er det en fortælling om den aldrende mafiabos Vito Corleone (spillet af Marlon Brando), der både er respekteret, frygtet og ikke mindst et udsat mål, for en række andre magtfulde forbrydere.

Det er dog ikke Vito der er seriens egentlige hovedperson, men derimod Vitos søn Michael, der vender hjem fra 2 Verdenskrig uden at have den mindste lyst til at blive en del af ”familie”-forretningen, der basalt set jo er et forbrydersyndikat. Dette kan Michael dog ikke undgå og som fortællingen skrider frem, ser vi hvordan han iskoldt forsøger at udvide imperiet, samtidig med at han forsøger at holde styr på sit privatliv.

I Godfather pt. 2 følger historien to spor, dels Michals og dels springes der tilbage i tiden så seeren også får historien om unge Vitos liv på Sicilien og dennes ungdom i USA. Den unge Vtio spilles overbevisende af Robert DeNiro.

I den sidste del af trilogien foregår handlingen ligeledes i både i USA og på Sicilien, men denne gang er vi vidne til hvordan en nu aldrende og tydeligt svækket Michael beslutter sig for at vende tilbage til sine rødder. Han har et ønske om at omforme sit imperium til et der ikke længere har nogle forbindelser til organiseret kriminalitet, men det er meget vanskeligt.

Som i alle moderne gangsterfabler bliver budskabet tydeligt; selv om et liv på skyggesiden af samfundet kan give dig utrolig rigdom og hurtig succes, så følger også en nærmest endeløs strøm af problemer med dette liv, både i forhold til finanser, men måske især i forhold til ens personlige ofre. For selv om filmserien primært anskues som en film om gangstere, er det lige så meget en fortælling om en familie, der tydeligt mærker konsekvenserne af overhovedernes lyssky gerninger.

Den anden film og især den tredje virker ved gensynet ikke nær lige så vellykkede som den første. Dette handler ikke udelukkende om at originalen rent visuelt fungerer allerbedst, men også om at fortsættelserne både kan føles og reelt set er lidt for lange. Dertil kommer at der er en masse elementer, der gentages så ofte, at de næsten bliver klicheer. Eksempelvis centrale familiefester, hvor der samtidig indgås skumle aftaler mellem forbrydere. Det kan også godt være at skuespilpræstationerne virkede overbevisende i 1990, men enkelte af disse halter desværre set med 2017-briller. Sluttelig er der enkelte dramaturgiske plotelementer der aldrig bliver helt overbevisende, her tænkes især på den romance der opstår mellem Vincent og Mary i trilogiens sidste afsnit.

Det ændrer dog ikke ved at The Godfather-filmene er nogen som alle der kalder sig for filmfans bør se mindst en gang i deres liv. Muligvis vil der være nye seere der kunne hævde at tempoet er alt for langsommeligt og at de har set gangsterfilm som er langt mere imponerende fortalt. Det kan meget vel være, men Kapellet vil hævde at disse nyere film sikkert alle ville kysse Coppolas ikoniske (og imaginære) films ring, hvis disse film altså var af siciliansk afstamning.

Der er noget genuint ærligt og ikke mindst – i al fald i de to første film – en følelse af noget ægte i den måde filmene præsenterer os for den fiktive Corleone-familie på. Det lykkes Coppola at skabe en familiesaga der er vedkommende og skræmmende. Så stort tillykke med de 45 år Gudfar. Det kan godt være at del to og tre ikke kan komme med til 50-års jubilæet, men der er med garanti filmelskere, der stadigvæk ser dig også når du fylder 100.