Indimellem må man krybe til korset og indrømme man har taget fejl. Kapellets skrivekarl så Ghost in the Shell i biografen i 2D og var faktisk langt fra imponeret, men da filmen i 3D-versionen forleden aften kom i hjemmets bluray-afspiller, viste det sig allerede i løbet af fem minutter, at dette er en film der er skabt til 3D! Faktisk kan det undre at filmen ikke udelukkende blev vist i 3D i biografen, for det er sådan den skal ses! Ikke siden Tron: Legacy har der været en spillefilm, der udnyttede formatet lige så vellykket. Før var filmen bare vildt lækker at se på, med de lidt for tunge Sony-briller på næseryggen bliver oplevelsen pludselig spektakulær.

Medvirkende til at filmen også ved det første ”flade” gennemsyn også virkede lidt vag var at Shirows originale animéfilm blev set umiddelbart før live-action udgaven, så sammenligner man de to film 1:1 virker live-action udgaven måske skuffede, da animéfilmen er noget mere stram i sin fortælling. Undgår man til gengæld at lave denne direkte sammenligning bliver Rupert Sanders’ film pludselig en film, som til trods for at den har mange af de samme fortællemæssige og visuelle elementer til fælles med tegnefilmen, samtidig tilføjer en del elementer, som gør den mere kulørt og action-præget, men også elementer der gør, at filmen pludselig bliver i stand til at stå ganske sikkert på sine egne, labre cyborg-edderkoppeben.

Der er konsekvent arbejdet med 3D i forhold alle filmens indstillinger. Fra tracking- og dollyskud med kameraet til framings, der ofte består af centralkomponerede billeder der, takket være en topprofessionel lyssætning, bliver vildt stemningsfyldte. Når man så samtidig har valgt smukke Scarlett Johansson i hovedrollen som ”The Major” og arbejdet bevidst med at skabe vilde dybdekompositioner af den navnløse metropol handlingen foregår i, så er der nærmest ikke et øje tørt.

At filmen fungerer i anden omgang er ikke kun takket være de mange referencer filmen skaber til Blade Runner (der må siges at være den moder, der smiler ømt på begge versioner af Ghost in the Shell ) for lige som Ridley Scotts mesterværk, er Ghost in the Shell 3D ikke alene en bragende flot science-fiction fabel, men mindst lige så meget en film der handler om hvor svært det er at definere hvad liv er, hvad ’jeg’ er og muligvis hvad meningen med det hele er.

Det er eksistentialisme iklædt pangfarver og evigt skiftende omgivelser, det ene mere fantastisk end det der blev vist umiddelbart før. Det er ikke nogen dybt filosofisk film, men lige som originalen, en film hvor der gives der plads til en smule eftertanke mellem actionsekvenserne. Tid til refleksion og dialog om det paradoksale i at være en ung piges bevidsthed sat ind i en krop der både er stærkere, hurtigere og vildere end pigens fysiske krop nogensinde var. Samtidig synes al den fokus på hi-tech implantater som filmens forskellige figurer benytter sig af, at italesætte de muligheder vi aktuelt har for at ændre på vores kroppe.

I filmens imponerende åbningsscene ser vi den biologiske hjerne, blive installeret i en robotkop, der herefter udstyres med muskler, hud og hår – og inden længe ser man en meget tiltalende Scarlett Johansson-lignende robot dukke op af den embryoniske væske, som hun har været nedsunket i – ganske som en moderne version af Venus. Idet hun basalt set er en bevidsthed fanget i en cybernetisk krop (den ”ghost” som lever i den robotkrops-skal, som har givet filmen sin titel) er et af filmens gennemgående spørgsmål om vores hovedperson er mere menneske end maskine, om hun stadig har noget af sit gamle selv tilbage, når det eneste biologiske materiale som er til overs fra hendes oprindelige krop er hjernen. Er hendes sjæl også kommet med?

Scarlett er god i rollen The Major, selv om filmen før dens release blev anklaget for at være endnu et tilfælde af ”whitewashing” – altså den proces hvormed Hollywood skifter f.eks. asiatiske eller sorte roller ud med skuespillere med kaukasisk baggrund. Hvad enten dette er tilfældet eller ej, skal ikke diskuteres hér, for denne anmelder er af den overbevisning at man bør bedømme en film ud fra om den er god, ikke om den opfylder forskellige politisk korrekte kriterier. Scarlett synes at spille hovedrollen med erfaring fra Under the Skin hvor hun også spillede et væsen ”fanget” i en menneskekrop.

Ghost in the Shell 3D er faktisk en rigtig god science-fictionfilm, der som nævnt har opdateret Masamune Shirows oprindelige forlæg, så der både er scener med i den nye film som ikke var i den oprindelige animé og endda scener som helt mangler – f.eks. den meget stemningsfyldte regnvejrssekvens, som er en af de mest imponerende i tegnefilmsudgaven. Det er måske også bedst at den scene bevidst er blevet sprunget over, selv om den også visuelt italesætter grænsen mellem det kunstige og virkelige.

Grundhandlingen er også ændret en anelse, eksempelvis (og her følger en spoiler) så erfarer The Major, at hendes overordnede bevidst har forsøgt at manipulere med hendes fortid. De stoffer som hun tager dagligt er designet til at blokere tidligere minder ud og i stedet har de forsynet hende med minder der ikke er hendes egne – lidt lige som Rachel erfarer i Blade Runner. Der er også givet plads til, at der er flere modsatrettede kræfter der arbejder i det firma som har ofret store summer på at give den unge dames hjerne en nyt, kampklar krop.

Så er du i stand til at abstrahere fra at den nye film ikke følger originalen slavisk og hvad vigtigere er – har du mulighed for at opleve filmen i 3D, så er der ingen vej udenom Ghost in the Shell 3D. Den er latterligt flot, har tydelig respekt for originalmaterialet og så forsøger den – nogle vil mene med held – at opdatere det univers vi kender fra Shirows banebrydende fortælling. Så hvad enten du er vild med sci-fi, med dejlige Scarlett eller blot har lyst til at blive underholdt og få forkælet dine øjne, så giv filmen en chance, men husk – den skal ses i 3D.