Når man i skrivende stund skuler til de tv-reklamer, der kører på diverse tv-kanaler henvendt til børn, vil man opdage, at animationsfilmen Rango bliver eksponeret ganske voldsomt. Det er naturligvis forståeligt, for det er jo en tegnefilm og tegnefilm bliver ”selvfølgelig” lavet til børn – men ser man Rango, så vil man opdage at selv om det er en film som børn sagtens kan se, så er der flere elementer, der peger på at filmen er henvendt til et noget ældre publikum.

Først og fremmest er de animerede figurer og de miljøer som de færdes i langt fra de farvestrålende Disney-universer man er blevet vænnet til at se. Hovedpersonen er en kamæleon, der pludselig bliver kastet ud af dens vante terrarium og lander i et ørkenlandskab, der ikke byder på hverken håb, venlighed eller vand. De væsener som Rango møder er næsten alle uden undtagelse meget skumle, mistænksomme nybyggertyper, for rammefortællingen er sat i en karikeret udgave af den klassiske spaghettiwestern. I stærk kontrast til de nuttede antropomorfe skabninger vi kender fra størstedelen af animationsfilm, er disse grimme, stygge og enkelte decideret skræmmende at se på.

Dernæst er der dialogen, som muligvis kan få de yngste (som ikke er medlemmer af MENSA) til at stå helt af, for den er på udsatte steder meget ”voksen”. Eksempelvis omtaler Rango i starten sig selv som ”fortællingens protagonist” og i filmens afslutningsscene siger en af bifigurerne om Rango der rider ud i solnedgangen; ”for ordentligt at kunne opfylde kollektivets behov må helten tilsidesætte sig selv og cementere sit image som et ikon, der vil blive husket i al evighed”. Det er naturligvis et citat, der direkte henvender sig til filmens voksne seere, men disse to eksempler er langt fra enestående, for der tales ofte ret hurtigt og meget information går med stor sikkerhed over de alleryngste poders hoveder.

Til gengæld er selve fortællingen ikke så svær at følge med i for Støv, som er navnet på den westernby Rango er havnet i, mangler desperat vand. Af uransagelige årsager er vandet begyndt at slippe op, folk flytter fra byen i afmagt og det ugentlige ritual hvor alle byboerne salmes om den hellige hane for at få fyldt deres flasker, fungerer ikke længere. Det er kun en smule klamt mudder, der vælter ud af hanen – så gode råd er dyre. En unge øglepige – Bønne – har en mistanke om at der er en sammensværgelse i gang, for hun mener at have set en masse vand blive dumpet langt ude i ørkenen. Hvad der dog ligger til grund for denne ”sammensværgelse” ved hun ikke, for hvem kan dog have interesse i at lukke for vandforsyningen?

Rango er ikke en westernhelt med en selvudnævnt skuespiller, der i ren og skær desperation forsøger at overbevise de barkede mænd i byens saloon om at han er en sej cowboy. Han er så overbevisende at byens borgmester endog udnævner Rango til sherif. Et job Rango er ganske stolt af lige indtil en gruppe kanaljer stjæler bankens vandbeholdning. Disse skal naturligvis opspores, så en possé rider ud under ledelse af Rango og mens jagten på tyvene pågår indser han at Bønne måske har ret i sine teorier.

Der er altså lagt i ovnen til en ganske klassisk historie med bedrageren, der bliver tvunget til at finde sit sande ståsted i tilværelsen og blive et med det, som han ellers kun anså som en rolle. Den er ligeledes klassisk i den måde den genanvender klicheer og arketyper man kender fra et utal af westernfilm. Den er ligeledes typisk postmoderne animationsfilm, idet den er leveringsdygtig i rigtigt mange intertekstuelle referencer til såvel westerngenren som andre film. Eksempelvis er der i starten en reference til Fear & Loathing in Las Vegas (nok primært fordi det er Johnny Depp der lægger stemme til Rango) senere er der hints der peger mod Apocalypse Now, og man kunne fortsætte. En af de allerbedste scener af denne type er den hvor Rango står ansigt til ansigt med selveste vestens sjæl.

Atypisk for animationsfilm er det dog, at den varer næsten to timer, selv i den almindelige biografversion. Det gør at de yngste tilskuere efter omkring firs minutter begynder at sidde lidt utålmodigt i deres sæder. Det betyder ikke at Rango er en mislykket eller kedelig film, den henvender sig nok bare primært til et mere modent publikum, der ikke kun kan sætte pris på den fremragende animation, de utroligt smukke, støvede billeder og de mange referencer som bliver leveret, men lige så meget påskønner stemmeskuespillet, der både i den danske og i særdeleshed i den amerikanske version er fabelagtig. De actionsekvenser som er med i filmen er også bjergtagende og overvældende eksekveret og filmen tager sig på BluRay-udgaven utvivlsomt lige så flot ud som den må have gjort i biografen.

Rango er et glimrende forsøg på visuelt at lave noget helt andet med animation end vi ellers er vant til at se, og samtidig at præsentere en dialog, der er forfriskende moden og som ikke forfalder til de sædvanlige klicheer. På den anden side er grundforløbet et vi har set i et utal af udgaver før og skåret over en læst som nærmest trin for trin følger plot- og karakterudviklingen i klassisk Hollywood manuskriptskrivning. Det kunne have været modigt også her at tage nogle flere chancer, men tage ikke fejl Rango er både seværdig og byder på et overflødighedshorn af ekstramateriale til alle animationshungrende fans derude. Husk at få fat i BluRay-udgaven, for selv om den inkluderede DVD også tager sig godt ud på skærmen, så er oplevelsen helt fantastisk i HD.