Den canadiske filminstruktør David Cronenberg forklarede engang, at hans fremgangsmåde i forhold til at skabe sine gyserfortællinger var at se tingene fra parasittens perspektiv. Set udefra, sagde han, er en kræftknude ondskabsfuld, men i virkeligheden handler det om perspektivet, for cancercellerne er jo egentlig biologisk programmeret til at formere og udbrede sig. Kræften forsøger blot selv at overleve og formere sig, lige som vi mennesker gør det. Cellerne er uvidende om, at de på sigt kan slå den værtskrop ihjel, som nærer dem. Sagt på en anden måde, så er det måske et spørgsmål om ikke at benytte ord som god eller ond, men i stedet forsøge at betragte situationen fra sygdommens synspunkt.

Det er faktisk ganske interessant at se den nye amerikanske rumgyser Life med Cronenbergs optik i hu, for den handler nemlig også om en fremmed livsform, der starter som en encellet organisme i et reagensglas. Med videnskabsfolkene på Den internationale rumstations (herefter ISS) hjælp, får den hurtigt mulighed for at vokse sig større og større. Cellen stammer oprindelig fra en jordbundsprøve fra Mars, som astronauterne har modtaget fra en satellit de har indfanget på vej tilbage mod jorden. Inden astronauterne kan nå at komme sig over deres banebrydende opdagelse, er de pludselig truet af et væsen, der udgør en reel fare for besætningen og rumstationen, men som objektivt set bare forsøger at overleve.

Der er ingen grund til at gå i detaljer med selve handlingsforløbet, da dette blev gjort i biografanmeldelsen af filmen, men til gængæld vil Kapellet i det efterfølgende se nærmere på alt det ekstralir som man får med, hvis man investerer i BluRay-udgaven af filmen. Der er selvsagt al mulig grund til at få fat i filmen i fysisk format, fremfor at leje den på en streamingtjeneste, hvor dette ekstramateriale ifølge vore oplysninger ikke er tilgængelige.

Først og fremmest er der en række slettede scener (i alt ca. 6 minutter) der dog ikke tilfører hovedfilmen meget og som i flere tilfælde ikke er blevet færdigbearbejdede. Man kan stadig se de wirer som skuespillerne er hængt op i, for at illudere den vægtløshed som eksisterer på ISS. Dernæst er der en lille film (ca. 7 min) der netop handler om, hvordan man får sine skuespillere til at se ud som om de svæver en hel film igennem og hvordan den manglende tyngdekraft bliver en form for medfortæller i historien.

Der er også lidt over syv minutter, der fokuserer på filmens ”monster” Calvin. I denne lille film forklarer både filmens instruktør, producere og forfattere - men også en genforsker og en astrofysiker hvad inspirationen har været bag filmens rumvæsen. Selv ved andet gennemsyn er Calvin en virkelig opfindsom skabning. Ikke dermed sagt, at væsenet er skabt alene ud på baggrund af fakta, men det er ganske interessant at høre hvad inspirationen til monstrets design har været.

Endelig er der en film på lidt under otte minutter der forklarer hvad de fleste allerede godt ved, at når man skaber en thriller i det ydre rum, så er der flere ting man som manuskriptforfatter og instruktør nemt kan udnytte for at gøre det hele lidt mere intenst. For det første er der den klaustrofobi der opstår når man tænker på at det eneste der adskiller astronauterne fra den visse død er rumstationens vægge. Dertil kommer at actionsekvenser kan være mere dramatiske når tyngdekraften er ophævet. Der er ikke noget director’s commentary på filmen, men ekstramaterialet synes også at dække de mest basale aspekter ved filmen.

Life er en rumgyser, der fungerer ganske fint i hjemmebiografen. Selv om den som antydet i bioanmeldelsen læner sig op af kanoniske science-fictionfilm, så formår den også at fungere på egen hånd. Den formår at holde spændingen stort set hele vejen og så – og det er måske det vigtigste – overbeviser den seeren om at den sagtens kunne være optaget ombord på ISS. Så missede du Life i biografen og holder du af science fiction og gys, så bør du afgjort give den en chance.