Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Life (103 min.) Biograffilm / UIP
Anmeldt 27/3 2017, 08:41 af Torben Rølmer Bille

Gravity – den syvende passager


Gravity – den syvende passager

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den nye science-fiction film Life er, som overskriften kraftigt antyder, på mange måder en herlig blanding mellem den imponerende flotte Gravity og Ridley Scotts klassiker Alien, både visuelt og indholdsmæssigt. Den skal dog ikke skal anklages for blot at være en kopivare, idet filmen fint formår at stå på sine egne vaklende egne ben takket være et hold gode skuespillere og ikke mindst på grund af en fjende, der faktisk er ganske original.

Hele filmen foregår et lille stykke tid ude i fremtiden, og handlingen udspiller sig nærmest udelukkende på den internationale rumstation, som i øvrigt er gengivet utroligt flot i denne film. I over halvanden time svæver vores syv hovedpersoner vægtløse rundt i de trange korridorer med tiltagende fart i trit med, at deres situation forværres. Omgivelserne er flot detaljerede, og man overbevises hurtigt om, at vore syv hovedpersoner virkelig er i geostationært kredsløb over vores klode.

Alien-referencen dukker op allerede i filmens start, men tager først rigtigt form efter en halv times tid. En sonde, som ISS skal opsamle er kommet lidt ud af kurs, men det lykkes alligevel mandskabet at indfange den, før den brænder op i Jordens atmosfære. Sonden har været forbi Mars for at indsamle vigtige jordprøver, og det viser sig hurtigt, at en af disse prøver indeholder en mikrobe – en encellet organisme! Det første tegn på liv registreret uden for vores egen planet.

Først kan forskerholdet ikke helt få liv i mikroben, men da de forhøjer temperaturen og ændrer på atmosfæresammensætningen i kuvøsen, begynder de små fimrehår på mikroben pludselig at bevæge sig. Sensationen er hjemme! Vi er ikke alene i rummet og skolebørn på jorden får lov til at navngive det fremmede væsen, som kommer til at hedde Calvin. Inden længe viser det sig dog, at Calvin trives meget fint i sin petriskål, og væsenet udviser endda ligefrem en form for intelligens, da den efteraber forskernes bevægelser. Calvin trives måske lidt for fint, for den har hverken tænkt sig at forholde sig i ro eller nøjes med at indtage sukkervand som eneste næring.

Filmen er instrueret af Daniel Espinosa, der måske bedst kendes for den glimrende, svenske, pusher-pendant Snabba Cash. Espinosa har i løbet af de sidste år flyttet sig selv og sine talenter til Hollywood. Her har han bl.a. har instrueret Safe House og Child 44. Han kan altså sit fortællermæssige håndværk, men det er første gang han har siddet i instruktørstolen på så bekostelig en film. For lad os være ærlige: det er meget dyrt at lave effektfilm som denne, ikke kun i forhold til at skabe filmens centrale skurk, men også alle billederne af rumstationen både indenfor og i særdeleshed i de scener, hvor man ser stationen den udefra. Det klarer han dog med meget sikker hånd, for hverken teknisk eller fortællemæssigt fejler filmen.

Indrømmet er det måske lidt unfair at påstå, at filmen på den måde lidt for direkte minder om en hybrid mellem Ailen og Gravity, men der er altså ikke tale om direkte afskrift. Helt grundlæggende er det en gyser, der blot genanvender en velkendt gysertrope. En gruppe mennesker bliver isoleret (i et gammelt hus på landet, et forladt sindssygehospital, en ubåd på havets bund), og pludselig står de overfor et unaturligt og monstrøst væsen. Forskellen er blot, at dette nu sker i den yderste atmosfære. Ideen om at være fanget sammen med et meget fremmed væsen, som man ikke ved, hvordan man slipper af med, er også skræmmende. Heldigvis er forskerne på ISS ikke totale tåber (som f.eks. dem man oplevede i Prometheus), for ofte forsøger de at bruge deres sunde fornuft i kampen mod det fremmede.

Filmen har et forholdsvis uforudsigeligt handlingsforløb, hvor det måske kan overraske flere biografgængere, hvem det er der ender med at blive ofre for Calvins hærgen. Desuden er designet af Calvin og ikke mindst ideen om, at væsenet jo ikke er ond pr. natur, men blot forsøger at overleve efter bedste evne, noget som falder i rigtig god jord hos en anmelder, der altid har været fan af David Cronenbergs idé om at fortælle historien fra parasittens eller kræftcellens synspunkt. Normalt anser man disse ting som uønskede, men helt nøgternt er det jo blot et spørgsmål om hvilket perspektiv, man anlægger.

Filmens hovedpersoner er gode, men også lidt overfladiske, for der skal jo ske dødsfald og lemlæstelser undervejs. Det hører faktisk hjemme i genren. Derfor er der i sagens natur ikke så megen tid til at komme i dybden med hver enkelt figur. Indimellem kan man også blive en smule irriteret over nogle af figurernes lidt irrationelle måder at opføre sig på, især med tanke på hvor de befinder sig, men det hører velsagtens også til genren?

Life er derfor en film som er superflot eksekveret, har en virkeligt opfindsom modstander og ikke mindst en slutning der, uden at afsløre noget, fungerer. Den er spændende, medrivende og sørger hele tiden for at spændingsniveauet holdes højt. Måske bør man ikke sætte hverken de enkelte figurers handlingsmønstre eller for den sags skyld filmens videnskabelige forklaringer op mod en realistisk, videnskabelig vurdering af teknik eller liv på andre planeter. Det ender dog med at være en vellavet rumgyser, der giver fans af både sci-fi og gysere en positiv oplevelse.


Forrige anmeldelse
« Trolls «
Næste anmeldelse
» Storkene »


Filmanmeldelser