Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Elle (130 min.) Biograffilm / UIP
Anmeldt 16/3 2017, 10:01 af Uffe Stormgaard

En feel-bad film for voksne


En feel-bad film for voksne

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Et rædselsskrig, støj fra væltede smadrede ting, et rabalder fra et slagsmål.

Sådan er lydsiden i den mørklagte biograf, før filmen overhovedet får billeder på lærredet.

For Elle, Paul Verhoevens nye film, efter ti års tavshed, tager udgangspunkt i en voldtægt – volden i sit grimmeste, foragteligste udtryk.

Michele Leblanc, nuanceret, indfølt og menneskeliggjort af Isabelle Huppert, er ofret – med kun en småfed grå kats grønne øjne som vidne. Den iskolde succesfulde forretningskvinde, chef for et computerspilselskab med speciale i vold og sex. Følelseskold, kontrollerende og kalkulerende i sit forhold til sit arbejde, sin søn, svigerdatter, elsker, mor… kort sagt til omverdenen.

Michele er rystet efter voldtægten af en hætteklædt ukendt mand, i hendes velhaverhjem – dog ikke mere, end at hun umiddelbart efter, med blod på hænderne, fejer skårne op og vælger ikke at involvere politiet for i stedet, at lege privatdetektiv. Hvorfor nu det? Svarene er flertydige.

Men tydeligst er hendes behov for at begå selvtægt og få hævn, foruden den grusomme kendsgerning, at hendes far, livsvarigt fængslet for 30 år slog 27 mennesker og en stribe børn ihjel. Dengang var Michele 10 år. Vi ser et foto af den lille pige i ruinerne af familiens hjem, som faren sammen med hende nedbrænder. Noget af et traume at bære rundt på. Farens fortsatte fængsling står pt til diskussion - og dermed en berettiget frygt for fornyet medieinteresse i massemorderen, hvis navn hun bærer (le Blanc – den hvide!).

Hendes selvbeherskelse og fortrængningsevne får næsten Louis Bunuel’ske dimensioner a la Borgerskabets diskrete charme, da hun med sine nærmeste venner er på restaurant og henover krystalglassene henkastet siger: ”Jeg er blevet voldtaget. Det er lige meget – skal vi bestille maden?”.

Micheles verden er netop det bedre borgerskab, dem med kulturen, penge, tæmmet vildskab og den seksuelle frigjorthed. Så midt i voldtægts-hævndramaet, får vi også en lystig, næsten Woody Allensk satire.

Moderen, den botox-pumpede, erklærer at hun skal giftes med sin unge gigolo. Sønnen skal have barn med en lille punk-dulle – og hun føder ham et mulatbarn! Robert, hendes bedste venindes mand, ligger hun i med – og den fhv. ægtemand, en falleret forfatter, er der også plads til på sengekanten, i det på alle måder kreative miljø. Farligst er dog naboen, den kønne gifte bankmand, hvis kone endda er en dybt nedringet hyper-katolik. Noget af et persongalleri.

Det er ikke mikroskoperingen af miljøet, der gør filmen stor – det er først og fremmest Micheles sinds mangfoldigheder. En blanding af offer og masochist. Stramt og cool spillet af Isabelle Huppert, hvis udtryksfulde smukke ansigt, kameraet omhyggeligt registrer og ikke slipper det meste af filmen igennem. Selv den mindst dirren ved mundvigen, et koldt øjenlook, sender signaler, ofte af foragt og arrogance. Voldtægts fantasier med undertoner af hævn, vælter frem. Ydre dramatik mangler heller ikke: mor får blodprop og dør, far hænger sig i fængslet, sønnen skilles/genforenes, elskeren skippes, lidt lesbisk leg med veninden og forretningspartneren, et biluheld - og endnu engang en hættemands voldtægt.

Den hollandske veteraninstruktør Paul Verhoeven - hans først franske - har i lighed med mange af sine tidligere film f.eks Basic Instinct og RoboCop skabt en voldelig historie– men heldigvis også meget, meget mere. Elle er en dybdegående analyse, et nærbillede af en kvinde - bestemt ikke den klassiske sympatiske/varme kvinde, men et uhyggelig troværdigt nuanceret portræt af en kvinde med mega-fortrængninger. Stærk i det selvkontrollerne, med undertrykte, uudviklede seksuelle behov. En mesterpræstation af Isabelle Huppert – der befæster sin plads som Europas - måske største – verdensstjerne. Glem voldtægt, amoralitet og overfladiske miljøer. Nyd hendes nuancerede, vedkommende spil, på godt - og især ondt. En rigtig feel-bad film for voksne.


Forrige anmeldelse
« Ouija: Origin of Evil «
Næste anmeldelse
» Trolls »


Filmanmeldelser