Hvad gør man, hvis man er kommet op i årene, er afhængig af sin pension fra det selskab man har været ansat af i en menneskealder når selvsamme selskab pludselig beslutter at lukke deres biks, flytte produktionen til asien og sløjfe pensionsudbetalingen? Hvad gør man når den bank man har været kunde i mindst lige så mange år, ligeledes beslutter at røvrende en og med et grisk blik i rudekuverten beder om penge til afbetaling på ens hus, når den investeringsplan som bankrådgiveren anbefalede fejlede og ens opsparing er væk? Svaret er måske ikke så enkelt, men i filmen Going in Style beslutter tre gamle venner sig for at begå et bankrøveri.

Hvordan tre kammerater, der alle nærmer sig de 80, kan lave et heist mod en bank udstyret med sikkerhedsvagter, kameraovervågning og alarmer der sikrer at politiet er fremme på mindre en fire minutter er så det store spørgsmål. For én ting er at røve banken, en anden er at slippe afsted med det. Om dette er overhovedet er muligt skal man dog selv se filmen for at finde ud af og det kan man trygt, for det er ikke tre tilfældige ældre herrer der skal udføre røveriet, men derimod Alan Arkin, Michael Caine og Morgan Freeman.

Lad det blive sagt med det samme: det er en utrolig dejlig oplevelse at se Caine spille sammen med Freeman. Selv om dette før er sket (i bl.a. Nolans Batman-film http://kulturkapellet.dk/filmanmeldelse.php?id=330), så har man i Going in Style mulighed for at opleve dem spille direkte overfor hinanden. Alene at høre Caine og Freemans stemmer i dialog er grund nok for kappelanen her til at kunne anbefale denne hyggelige, lille pensionistfilm.

Der er i de senere år kommet flere og flere letbenede, mainstreamfilm på markedet, hvor det er det grå guld der indtager hovedrollerne. I flæng kan nævnes den svenske En mand der hedder Ove og Den hundredeårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt, men også udlandet har været med i film som Best Marigold Hotel og Golden Years. Muligvis skyldes dette, at branchefolk har opdaget at idet der bliver flere og flere ældre, så skal der også skabes fortællinger som denne voksende målgruppe gerne vil se. Film der ikke har unge, veltrænede muskelbøffer i hovedrollerne, men figurer man nemmere kan relatere til..

Lad os være brutalt ærlige; Going i style har en ganske søgt og lettere utroværdig præmis. Den er reelt set en buddy-film med pensionister og så byder den også på mindst en enkelt rigtig pinlig scene, hvor seeren kan opleve de tre venner forsøge at undslippe et røveri fra et lokalt supermarked på en ”pensionistscooter” med en pose mel som ”røgslør”. Ikke desto mindre, så ender filmen også, især takket være de rutinerede hovedrolleindehaveres charme, med ikke at være en total katastrofe.

Grundlæggende er ideen om den lille mand, der røvrendes af systemet (læs: storkapitalens kyniske bagmænd) og beslutter sig for at gøre oprør en dejlig, rar, Olsen Banden-lignende kongstanke, som langt de fleste seere sikkert vil finde umådelig sympatisk. Især med tanke på hvor mange mennesker – ung som gammel - der i virkelighedens verden blev noget så grusomt snydt, da den seneste finanskrise ramte. Man kan måske ligefrem ane en form for kulturkritik af den måde storkapitalen driver sin virksomhed på i filmen. En skildring af den altoverskyggende grådighed der ikke har tanke for den lille mand der fanges i maskineriet, selv om dette nok nærmer sig reel overfortolkning.

Going in Style er egentlig en remake af en film fra 1979 med same titel og bla. George Burns i en af hovedrollerne. Desværre har denne anmelder ikke set originalen, hvilket gør det vanskeligt at sammenligne de to. Man har dog ikke nødig at være pensionist for at hygge sig i selskab med vore tre hovedpersoner, for selv om man måske har svært ved at lade sig overbevise om at tre ældre fyre vitterligt er i stand til at føre deres plan igennem uden enten at blive fanget, skudt ellert få hofteskred undervejs, så må man også huske at dette primært er tænkt som en mainstreamkomedie med et enkelt budskab: tryk avler modtryk.

Going in Style er ingen stor film, men samspillet mellem især Caine og Freeman gør den seværdig og har du folk i din familie som selv er lidt oppe i årene er dette altså en glimrende værtsgave når man kommer på besøg hos dem. Om ikke andet er det så en mulighed for at hele familien kan hygge sig med en letfordøjelig komedie der for en gang skyld ikke er instrueret af Alice O’Fredricks.