Det er svært at undgå koblingen til Scientology, når man studerer tag-linen på actionfilmen Lucy, for den er ustyrligt tæt på den, som pryder new-age biblen Dianetik: ”The average person uses 10% of their brain capacity – today she will hit 100%” – for selv om det er noget vås, rent videnskabeligt set, så er det ikke desto mindre en ganske fascinerende tanke. Tænk nu engang, hvis det var muligt at åbne op for et skjult mentalt potentiale, som er i os alle.

Ud over sloganet er der heldigvis ikke meget L. Ron Hubbard over Lucy, som er en dejligt fjantet actionthriller instrueret af Luc Besson, der ellers i flere omgange har hævdet, at han ikke ville instruere flere film. Der er også noget umiskendeligt Besson’sk over Lucy. Ikke alene har filmen en smuk, handlekraftig kvinde i en fremtrædende rolle (lige som Nikita, Jeanne D’Arc, Adele, The Lady, m.fl.), den bevæger sig også rent genremæssigt mellem gangsterfilmen (Leon, Nikita, m.fl.) og sci-fi (The Fifth Element, Le Dernier Combat o.a.) Derfor skal man også forberede sig på at lade sig underholde snarere end at granske filmen for elementer, der er forankret i en konkret virkelighed eller som giver logisk mening.

Filmens åbningssekvens viser os celler, der deles igen og igen og det første reelle billede er af en menneskelignende abe, der drikker vand. Vi hører en kvindestemme, der fortæller os, at vi fik livet i gave for en milliard år siden, og hvad har vi egentligt gjort med denne gave. Herefter klippes der til en travl storby med trafik og mennesker, der bevæger sig mellem hinanden i fast-motion. Moralen synes enkel, vi er ved at ødelægge denne dyrebare gave. Når så dette budskab er blevet leveret, åbner filmen først rigtigt.

Det hele starter med et dansk islæt, for selv om vi indledningsvis befinder os i Taiwan, dukker Pilou Asbæk overraskende op på skærmen i selskab med Lucy, spillet af Scarlett. De er tydeligvis et par, og han forsøger at overtale den unge kvinde til at aflevere en mystisk kuffert for ham på det hotel, de befinder sig udenfor. Hun er noget skeptisk, men går med til det. Det skulle hun aldrig have gjort, for ikke alene dræbes Pilou, hun tvinges også til at smugle kuffertens indhold, et utroligt, værdifuldt, syntetisk narkotikum kaldet CPH4 til Europa.

Lucy får, i en meget ubehagelig scene, syet en pakke med dette stof i maven og bliver smidt på et fly til Europa. Da hun er landet tages hun straks til fange af nogle andre skumle typer, der giver sig til at mishandle hende i en betonkælder. Under disse mishandlinger sparkes hun hårdt i maven og posen i maven brister så CPH4 blander sig i hendes system.

Det skal vise sig, at CPH4 faktisk bliver gavnligt for hende i den noget uheldige situation hun er havnet i, for stoffet accelererer hendes mentale og fysiske evner og gør hende pludselig i stand til at slippe fri og lammetæve de døgenigte, der holder hende fanget. Lucy opdager dog hurtigt, at det ikke er det eneste, hun er blevet god til, for stoffet giver hende gradvist adgang til at bruge mere af hendes hjernekapacitet, så jo længere filmen skrider frem, jo vildere evner får den unge kvinde.

Hun kontakter derfor en verdenskendt neurolog, der netop har fremsat teorier om vores uopdagede mentale potentiale (spillet af den altid sært troværdige Morgan Freeman) og får langsomt ham overbevist om, at hun er i en enestående situation til at levere fysisk bevis for hans tørre teorier. Spørgsmålet er bare, hvad der sker med den unge kvinde når stofferne lader hende tilgå 100% af hendes hjernekapacitet, og om dette sker før forbrydersyndikatet igen får fat i hende.

Lucy er fra start til slut en meget flot, spraglet actionfilm, der blander de traditionelle elementer, vi forbinder med actionfilm (biljagter, nærkampe) med træk, man mest forbinder med fantasy og superheltefilm (telekinese og andre overnaturlige evner) i en ganske velsmagende filmcocktail.

Det der dog trækker bedømmelsen lidt ned er, at filmen ikke helt kan leve op til det bedste Luc Besson kan præstere. Den er visuelt opfindsom og legende, men den mangler også mange af de skæve, velfungerende karakterer, som man ellers kender fra mandens film. Slutresultatet bliver lidt for meget form og lidt for meget lommefilosofi. Besson udnytter altså ikke de ideer, der præsenteres til fulde, og det er lidt en skam. Det betyder ikke, at Lucy ikke er underholdende, men man havde måske bare forventet lidt mere dybde, når det nu er Besson selv, der har sat sig i instruktørstolen.