Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Adéle and the secret of the mummy (103 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 22/5 2011, 15:08 af Torben Rølmer Bille

Fantastisk filmatisering


Fantastisk filmatisering

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Sidste år blev Jaques Tardis klassiske tegneserie om frøken Adéle Blanc-Sec genudgivet i meget flotte hardcoveralbums fra forlaget Faraos cigarer, så både gamle fans og nytilkomne ved selvsyn fik mulighed for at (gen)opleve den skæve, gakkkede, gotiske og groteske serie om den unge, frygtløse forfatterinde med ben i næsen og en evne til blive blandet ind i de mest utrolige begivenheder, som byder på bl.a. levende mumier, flyveøgler, tentakelmonstre, hemmelige broderskaber og meget, meget mere.

For de der var så heldige at få fat i samlingen er der ikke meget at være i tvivl om: Adéle er en enestående tegneserieheltinde, der fortjener alt mulig opmærksomhed. Det kan være hun får det nu, for Tardis landsmand Luc Besson har forfattet og instrueret en filmatisering af Adéles ekstraordinære eventyr.

Filmen følger ikke tegneserien slavisk derimod er handlingen en sammenblanding af primært to albums, nemlig det første (Adéle og uhyret) og nummer fire i serien (Vanviddets mumier). Derudover er der taget en del friheder i forhold til originalerne. Eksempelvis er der ikke så mange kultister, dæmoner eller okkulte ritualmord i den nye film, til gengæld er Tardis letbenede påfund som eksempelvis det evigt ekspanderende karaktergalleri af bowler- og overskægsklædte mænd, den sorte humor, de mange forviklinger og ikke mindst de ufattelige tilfældigheder, som binder handlingen og karaktererne sammen, holdt intakt.

Dertil kommer at Besson har tilladt sig at smide en romance ind mellem pterodaktyler og egyptiske grave, muligvis for at få det hele til at blive en anelse mere konventionelt og spiseligt for nye fans. Retfærdigvis bør også nævnes, at Tardis serier måske ikke egner sig til at blive oversat direkte til film og derfor kan man, selv som stor fan, godt frydes over Bessons kulørte filmatisering, især hvad angår filmens visuelle stil.

Make-up specialister må have været på overarbejde i forvandlingen af de medvirkende skuespillere så de er kommet til at ligne de mange, virkelig grimme freaks, som optræder i Tardis tegnede univers. Det nærmer sig det groteske, men bliver aldrig overdrevet i en sådan grad, at figurerne bliver decideret karikeret. Især er karakterer som den ondskabsfulde ægyptolog Dieuleveult (der på mange måder synes at have inspireret figurer som August Toth i Raiders of the Lost Ark) utroligt godt ramt, ligesom den uheldige og evigtsultne inspektør Caponi er lige i øjet.

Det er dog den forholdsvis ukendte skuespillerinde Louise Burgoin der stjæler billedet som den smukke heltinde. I Tardis tegnede verden er Adéle en lidt mere plump, brednæset matrone end den slanke, smukke ungmø der har fået rollen i filmen, men hendes frygtløse attitude overfor alverdens trusler er derimod uændret.

Filmens første to tredjedele er måske filmens bedste, for de ligger tættest op af originalerne, men er man villig til at lade sig rive med byder hele filmen på en fabelagtig røverhistorie, der både byder på uhygge, action og fantasyelementer. Filmen drives frem af Adéles kamp for at redde sin syge søster. En gammel videnskabsmand mener at have løst selve dødens gåde og hævder at han ved tankens kraft kan genoplive de døde. Derfor tager Adéle til Egypten for at finde liget af Ptmoses - Ramses IIs livlæge - i håbet om at en genoplivet Ptmoses kan en kur til søsteren.

Problemet er bare at videnskabsmanden under en prøve på hans esoteriske videnskaber ved et uheld får udklækket en flyveøgle, der giver sig til at hærge Paris’ gader. Først tror ingen på monsteret, men idet flere og flere, deriblandt en række fremtrædende politifolk og selveste præsidenten observerer udyret, så bliver der iværksat en plan til at dræbe det, en plan der naturligvis får hvirvlet Adéles med helt i begivenhedernes centrum. Professoren, der har vakt monsteret til live, dømmes til døden og i en række utroligt muntre scener ser vi vor heltinde forsøge at få ham befriet før mødet med guillotinen.

Selv om filmen, som nævnt, tager sig ganske mange friheder og i visse tilfælde giver heltinden evner som Tardis mere jordbundne pige absolut ikke besidder, så er ånden og hittepåsomheden fra originalen langt hen af vejen respekteret. Samtidig viser filmen endnu engang at Besson er fascineret af alt der har med Egypten at gøre, et tema der går igen i flere af hans film, men nok mest tydeligt i startsekvensen i Det femte element. For de, der holder af ramasjang er især scenen i det Egyptiske gravkammer en hyldest til klassiske adventure film og så viser den at en smuk kvinde kan være mindst lige så rå, klog og handlekraftig som Indiana Jones. Er man virkelig vågen, så finder man endda i en af filmens senere sekvenser en direkte intertekstuel reference til Hérges Det knuste øre, hvilket viser at filmskaberne både kender og holder af deres tegneserier og samtidig glæder alle de fans, der når at fange referencen i forbifarten.

Den endelige dom over Adéle and the Secret of the Mummy er at filmen har fanget essensen af originalen og ikke gør så meget vold på forlægget at man må græmmes. Den emmer af fortællelyst og filmisk hittepåsomhed. Gengivelsen af Paris omkring år 1900 er nærmest perfekt eksekveret og selv om pterodaktylen på udsatte steder virker lidt vel computergenereret, så fungerer monsteret rigtigt godt. Undertegnede tog sig selv i at le hjerteligt flere gange igennem filmen, for både dialogen, skuespillet og handlingen gør at man ikke kan andet end at blive glad i låget. Det virker faktisk som om Besson er tilbage i fin form, men man kunne godt have ønsket, at han havde turde at være lidt mørkere end det er tilfældet her. Forhåbentlig er dette bare starten på en serie af film om Adéle især hvis folkene bag kan formå at holde standarden fra denne film.


Forrige anmeldelse
« Olsen Banden på de bonede gulv... «
Næste anmeldelse
» Megamind »


Filmanmeldelser