Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Assassin’s Creed (115 min.) Biograffilm / 20th Century Fox
Anmeldt 10/1 2017, 10:00 af Torben Rølmer Bille

DNA-parkour i middelalderen


DNA-parkour i middelalderen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Filmen Assassin’s Creed er bygget løst over det første spil i Ubisofts populære spilserie. For de, der ikke kender spillene, så handler de i korte træk om det magtfulde selskab Abstergo der har opfundet en metode, der via afkodning af visse personers DNA, kan sende dem på en veritabel tidsrejse, der gør det muligt at gen(op)leve deres forfædres liv.

Abstergo er egentlig bare et skuffeselskab, der i virkeligheden styres af de magtfulde tempelriddere. De har i århundreder har været i åben krig med snigmordernes selskab. Hvor tempelridderne vil forsøge at eliminere den frie tanke og på den måde standse krig og ufred, er snigmordernes credo netop at ”intet er sandt, alt er tilladt”. Det er også derfor at Abstergo leder efter personer, der er direkte efterkommere af de mest betydningsfulde snigmordere gennem historien.

Det er derfor, at filmen starter med et flashback, der viser den unge dreng Callum Lynch komme hjem til sin mor, der tilsyneladende er blevet dræbt af drengens far, det til lejligheden er iklædt en mærkværdig kutte.

Vi springer en masse år frem i tiden og samme Callum er nu blevet voksen. Han sidder på dødsgangen og bliver tilsyneladende henrettet. Eller rettere, så tror alle - inklusive ham selv - at han er død. Han vågner dog op i Abstergos hovedkvarter i Sevilla, hvor den kvindelige forsker Sofia viser Callum den såkaldte Animus. Animussen er en slags avanceret robotarm, som er det interface mellem forsøgspersonerne og den fortid som forsøgspersonens DNA gemmer på.

Det viser sig hurtigt at Callums forfader hed Aguilar og var en højtstående snigmorder i Spanien i det 15.-århundrede. Aguilar var en af de sidste, der har haft direkte kontakt med det artefakt som tempelridderne har jagtet i århundreder og som snigmordernes selskab til gengæld har gjort alt for ikke skulle falde i netop deres hænder – Edens æble.

Rent visuelt fungerer filmen fremragende, selv om den også har en tendens til at gå lidt for meget amok i dynamiske kamerature og lyseffekter, i jagten på det spektakulære. I mange af scenerne laves der også direkte overblændinger mellem scener fra fortiden og Callum der slås i Animussen. Det virker rigtigt godt de første par gange, men denne effekt bliver en anelse irriterende i længden, da undertegnede helst havde set, at actionsekvenserne var holdt mere i fortiden end i nutiden. Ikke kun for at bevare fokus på det flot eksekverede kampe, men også fordi det er en anelse unødvendigt at gentage effekten igen og igen.

Dialogen er faktisk ganske fed, men det skyldes nok også at den er meget afhængig af at seeren (i dette tilfælde nærværende skribent) kender spillene godt, for ellers forekommer den sikkert en anelse mærkværdig og ganske indforstået. Omvendt set er hele produktionsdesignet, effekterne og filmens blanding af fremtidsvision og middelalderfabel rigtig god. Det er muligt at opleve filmen i 3D, hvor de mange flotte kameraflyveture gennem krigshærgede landskaber sikkert fremstår utroligt imponerende, men filmen kan altså sagtens nydes som traditionel 2D spillefilm.

Det er sikkert fordi filmselskabet har villet tappe ind i en målgruppe af videospillende unge, at filmen har fået en aldersgrænse på 11 år, men det er også en skam når nu spilserien er så forholdsvis eksplicit i forhold til sine voldsudøvelse. Selv om der i filmversionen af Assassin’s Creed snittes halspulsårer over og kastes med spyd, er der forsvindende lidt blod i filmen og med frygt for at lyde som en stjernepsykopat, er det faktisk lidt trist at filmen er så blodfattig som den er.

Actionelementerne er dog fortrinsvist vellykkede og man kan glæde sig over de mange flotte scener, hvor snigmorderne jages gennem fortidens byer, over hustage og i kraftspring fra bygning ti bygning, lige som man kender det fra spillet. Selvsagt har man ikke mulighed for selv at styre hovedpersonerne i filmen, men til gengæld kan man så lade sig imponere af hvor elegant deres middelalderparkour er. Der er også gjort plads til rigtig mange visuelle referencer til den måde spilserien lader sine figurer bevæge sig rundt på, men man har ikke nødig at have spillet spillet for at blive imponeret over de mange halsbrækkende stunts, der virker som om de er lavet fysisk, i stedet for på en computer.

Filmen kan dog desværre ikke helt leve op til spillene. Spillenes mange referencer til virkelighedens historiske begivenheder er nærmest helt er fraværende i filmen. Desuden giver filmen heller ikke plads til at levere sekvenser hvor vores snigmorder faktisk sniger sig rundt før et mord skal begås. I stedet ser vi de forskellige kutteklædte snigmorderne gå fremad i roligt tempo hvorefter de i et rasende tempo begynder at kæmpe med et hav af modstanderne. Det ville virkelig have klædt filmen at skrue lidt ned for tempoet så tilskueren også kunne nå at fordøje actionscenerne og måske ligefrem få følelsen af reel spænding, hvis der var blevet tilføjet flere snige-scener. Der er godt nok fuldt skrald på både lyd og billede, men desværre lider handlingen lidt under denne jagt på sensationelle scenerier.

Dommen over Assassin’s Creed er derfor at den har alle elementerne på plads til at den ville have kunnet lykkes, men da den desværre ikke tager sig ordentlig tid til at få fortalt den ellers så glimrende historie der ligger til grund for handlingen. Fassbender er rigtigt god i rollen som Callum og det er skønt at opleve Jeremy Irons og Charlotte Rampling som fremtrædende medlemmer af tempelridderordenen – de virker nærmest født til de roller. Så kapellet giver masser af point for forsøget, men håber også på, at der kommer en director’s cut eller en toer, der tillader at give sig bedre tid til at fortælle historien, i stedet for konsekvent at skulle underholde seeren med actionscene på actionscene.


Forrige anmeldelse
« The Roddenberry Vault «
Næste anmeldelse
» Fear of the Walking Dead – S... »


Filmanmeldelser