Sidste år modtog Kapellet filmen Ouija der godt nok ikke revolutionerede gyserfilmen, men alligevel bød på en række gode gys. En film der var en del mere underholdende end mange af de mainstreamgysere som sendes på markedet. Af samme grund var begejstringen til at mærke da den uafhængige fortsættelse Ouija: Origin of Evil pludselig landede under vore hvælvinger.

Som titlen antyder er den nye film en slags prequel, men ud over at foregår i slutningen af 1950’erne og bruge det populære åndemanerbræt som primært skræmmemiddel har de to film ikke meget med hinanden at gøre. Spørgsmålet er så om denne nye film er værd at bruge tid på? Svaret er at det er den desværre kun halvvejs.

Den første times tid af filmen er virkelig fin. Her følger vi en enlig mor med to døtre. Hun ernærer sig ved at afholde spiritistiske seancer for betalende kunder og døtrene hjælper med til at få kunderne overbevist om at der virkelig er mere mellem himmel og jord end man skulle tro. Desværre går det noget trægt med at få folk i butikken og da manden i huset døde sidste år, er der ligeledes risiko for at den lille familie må gå fra hus og hjem, da mutter uden mandens indkomst ikke kan betale regningerne.

Den ældste datter, Lina, er filmens egentlige hovedperson og det er også hende der introduceres til Oiuja-brættet, da hun en aften sniger sig ud af huset for at hygge sig med nogle jævnaldrende. Det er i denne scene med Linas venner at de mest basale regler for spillet opridses (måske især for de der ikke har set etteren): man må aldrig spille det alene, aldrig spille på en kirkegård og så skal man altid huske at tage afsked med de ånder man har tilkaldt.

Nærmest alle disse regler bliver naturligvis brudt inden nogen kan nå at råbe ”besættelse”. Moderen lader sig overbevise om, at det måske er en god idé at inkorporere Ouijaspillet i sine seancer, men pludselig fatter familiens yngste også interesse for det og til alles store overraskelse synes hun virkelig at være i stand til at kommunikere med de døde, uden brug af hokus pokus. Blandt andet påstår datteren, at hendes afdøde far har fortalt at han i husets kælder havde gemt en masse penge, hvilket viser sig at passe. Familiens finansielle problemer er takket være datterens evner derfor overstået for en stund.

Seeren ved dog bedre, for som de andre familiemedlemmer også finder ud af efter et stykke tid, så er det ikke faderen, men derimod en langt mere ondskabsfuld skabning som har taget kontakt med og besat til den lille pige.

Selve produktionsdesignet er ganske gennemført og skuespilerne gør deres til at den første times tid bliver virkelig lovende. Der bliver bygget en fin uhyggelig stemning op, som selvsagt også udnytter etterens idé med at man kan bruge planchetten (den dims man bruger til at flytte rundt mellem bogstaverne på Ouija-brættet med) til indimellem at se de væsener som man kommunikerer med. Det er også i denne film brugt på en så tilpas effektiv måde at selv Kapellets garvede gyserfan hoppede i sofaen et par gange.

Til gengæld synes filmen at kamme helt over mod slutningen. Ikke alene bliver det ret trættende at se den lille pige åbne munden urealistisk højt og få mælkehvide øjne hver gang den væmmelige ånd overtager hende. Det kan godt være at det ser væmmeligt ud, men det er i denne anmelders optik bliver det mere fjollet end uhyggeligt i længden.

Endvidere begynder figurerne, til trods for at de har virket som nogen man kunne forholde sig til i filmens start, mod slutningen at opføre sig helt irrationelt og helt igennem tåbeligt. Et eksempel på dette kunne være da den ondskabsfulde, dæmoniske kraft får en af filmens personer til at begå selvmord ved at hænge sig foran de andre, at der ikke er en eneste af vidnerne til denne chokerende hændelse, der tænker på at få den hængte hjulpet ned fra løkken om ikke andet for at tjekke om vedkommende virkelig er død. Det er noget sært, især når nu vedkommende var tæt på vore hovedpersoner.

Endnu mere mærkværdig forekommer filmens klimaks. Der er godt nok skruet op for dramatikken og så overholder den de uofficielle krav man kan stille til en god gyserfilmsslutning, samtidig bliver den også for hysterisk og overdreven til at man egentlig lader sig rive med. Det er i grunden synd, for resten af filmen fungerer rigtigt godt, men som fans af denne genre allerede ved, så er Ouija: Origin of Evil ikke den første hæderlige horrorfilm, som er blevet smadret af en latterlig finale.