Det er svært ikke at have store forventninger til en ny Lego-film fra Warner. Både Lego - the movie og Lego Batman: The Movie var overraskende formidable. Ikke kun fordi man måske havde troet filmene udelukkende var skabt som en undskyldning for at sælge legetøj, men også fordi de, som de bedste børnefilm, er i stand til at appellere til både deres primære målgruppe - ungerne - og til forældre, der i højere grad end poderne var i stand til at fange alle de intertekstuelle referencer, som optræder.

Den seneste LEGO-film LEGO Ninjago: the movie er mindst lige så teknisk flot lavet som de to foregående film, men til gengæld er den desværre ikke er nær så original eller underholdende. Medvirkende til denne dom er, at forventningsbarren var er sat urimeligt højt i lyset af de to forgængere, men også, fordi filmen bliver lidt for lang og unødigt rørstrømsk.

LEGOs team af handlekraftige teenage-ninjaer har tidligere optrådt i en serie virkelig underholdende computeranimerede film , hvilket vil sige, at børnene (og måske også deres voksne) allerede godt kender figurerne. De, der har fulgt med fra starten, kender derfor, før filmen sættes på, allerede historien om ninjaerne, der oprindeligt startede fire plus deres læremester Sensei Wu, men som senere hen har fået endnu to medlemmer i form af pigen Nya (Kais søster) og selveste Lloyd, der er overskurk Lord Gammadons søn.

Det vil være lidt for bøvlet at give et detaljeret referat af filmens fortælling, så i stedet vil Kapellet præsentere sin læser for de tematikker, filmen berører. For som overskriften antyder, handler meget af filmen om familieforhold. Selv om alle ninjaerne spiller en rolle i filmen, fokuseres der i denne film på figuren Lloyd, der takket være slægtskabet med sin far er forhadt af alle i byen. Det vil sige med undtagelse af sine ninjavenner og Wu, der selvfølgelig kender hans hemmelige identitet som den grønne ninja.

Filmens åbning lover ellers godt, for folkene bag har ved titelskiltene for filmselskaberne forsøgt at ramme et look, der på tarantino'sk vis minder om logoerne fra Shaw Brothers og andre velkendte Hong-Kong filmselskaber fra 70'erne. Denne gang, lige som i LEGO: the movie, er der en rammehistorie, som ikke er animation, men derimod rigtig film. I den fortælling møder vi en dreng, som ikke rigtig har nogen legekammerater. Han forvilder sig ind i en marskandiserbutik ejet af Jackie Chan, der begynder at fortælle drengen historien bag Ninjago.

Idet hovedfilmen - altså den animerede - starter, møder seeren Lloyd, der vækkes på sin 16-års fødselsdag, da hans telefon ringer. Det er far Gammadon, der hurtigt fortæller, at han har lavet et "numseopkald" og end ikke lader til at huske sin egen søn. Dette motiv er et, der går igen i stort set hele filmen, for lige som Batman og Jokeren i Lego Batman: The movie skal de to selvfølgelig forsøge at finde ind til hinanden igen.

I det hele taget er der flere elementer, der genbruges fra tidligere film, bare i en lidt anden form. Eksempelvis fortæller Sensei Wu, at han er i besiddelse af "Det Ultimative Våben". Hvad dette er, skal ikke afsløres her, men det kan godt afsløres, at det er en ting, der lige som "kranken" fra Lego: The Movie har forvildet sig ind i LEGO-universet fra vores verden. Et andet element, som på samme vis har fundet vej til NINJAGO fra den virkelige verden, er den farlige dæmon Meowthra, som i øvrigt er meget morsomt fundet på.

Da filmen blev set med billebørnene i biografen, var det i 2D, men Kapellet har endnu engang været heldige og fået en anmelder-BluRay i 3D. Det skulle vise sig at være et godt valg, for 3D effekten er virkelig god, og giver også en tiltrængt dybde i billedet, og gør, at det (lige som var tilfældet i enkelte af Transformers-filmene http://kulturkapellet.dk/filmanmeldelse.php?id=2190) som seer bliver nemmere at orientere sig i en ellers meget kulørt og detaljeret billedflade, hvor der flere gange undervejs ses mange figurer, køretøjer, fly, drager og meget andet bevæger sig på kryds og tværs af hinanden. Især filmens start kan beskrives som en slags "Bayhem" i børnehøjde.

Fordelen ved at få filmen hjem i stuen er også, at man har mulighed for at se filmen med original tale. Jackie Chan fungerer utroligt godt som Sensei Wus, og i det hele taget er stemmeskuespillet rigtigt fedt. Ikke kun den originale, men også den danske versionering fungerer godt, selv om den ikke helt formår at indfange alle de verbale gags. En anden fordel ved at have filmen på BluRay er, at man kan pause den undervejs og f.eks. nærstudere mange af de visuelle gags, som skaberne har lagt ind ind. Man skal være næsten ninjahurtig for at opdage disse detaljer, f.eks. at forsiden af Gammadons bog om ninjatræning (tidskode 54:46) helt bevidst gør tykt grin med Scientology.

Selv om der er ganske mange ting, der taler for Ninjago: The movie, så er filmen desværre ikke helt så vellykket som sine forgængere. Dette skyldes især, at den bliver utroligt - og næsten unødvendigt følelsesladet - op mod finalen. Det er sikkert et forsøg på at få os til at føle andet end morskab og spænding, men i både undertegnedes og billebørnenes optik bliver denne tårepersertendens for meget af det gode.

Når man dertil ligger, at der som nævnt er lidt for mange elementer, der føles som genbrug (hvilket er en skam, når nu LEGO-universet netop lægger op til en fantasifuldhed, der nærmest ingen grænser kender), så er den samlede dom mere lunken, end tilfældet var for de to første film. Kapellet kan derfor kun håbe på, at det næste LEGO-eventyr, der efter planen bliver en fortsættelse til LEGO: the movie, formår at forny sig mere, end tilfældet er her. Ellers kan der være risiko for, at filmene med tiden mister den næsten magiske fortællelyst, som hidtil har været kendetegnende for franchisen.