Siden succesen med The Blair Witch Project fra 1999 er der blevet lavet et utal af gyserfilm, der primært gennem sin dokumentaristiske stil forsøger at overbevise sin skeptiske tilskuer om, at det der sker på skærmen, er mere autentisk, end hvis der var blevet lavet 3-punktsbelysning og kameraerne var blevet placeret på stativer. Det er denne håndholdte stil, som filmen The Devil Inside benytter sig af, men hvad der starter virkeligt fint, mister desværre gejsten undervejs.

Filmmagerne har på flere niveauer forsøgt at gemme deres fiktion bag flere lag dokumentaristiske stilarter. Eksempelvis så starter filmen med at fortælle tilskueren om baggrunden for filmens handling. Naturligvis benyttes - for satan ved hvilken gang - en indledende tekst, der påstår, at filmen er inspireret af virkelige begivenheder – for på den måde at styre seerens opfattelse af det som efterfølgende vil ske på skærmen. Ligeledes informerer filmen os at ”Vatikanet ikke har godkendt filmen – eller har hjulpet til under dens fremstilling” og det er godt nyt for Vatikanet, der på denne måde stadig har lidt respekt for sig selv. Der leges naturligvis med ideen om, at de eksorcismer, der foretages i filmen, er virkelige, men et dekret fra Vatikanet, der forbyder eksorcister at optage og registrere deres djævleuddrivelse, er det pure opspind.

Efter den indledende tekstinformation etableres baggrundsfortællingen for hovedfilmen gennem en krydsklipning mellem fingerede nyhedsindslag fra 80erne og politiets video af et gerningssted. På en ”autentisk” lydoptagelse hører vi en forvirret kvindestemme fortælle, at de alle sammen er døde og at hun har slået dem ihjel. På politivideoen ser man tre ofre, manden i huset og to præster, ligge i en kælder og en stol hvori der tilsyneladende har siddet en person fastspændt. Vi bliver hurtigt klar over at der er blevet forsøgt foretaget en eksorcisme i huset. En handling som tydeligvis er gået grueligt galt. Kvinden som angiveligt har været besat hedder Maria Rossi, og hun overføres til et hospital i Vatikanstaten.

Filmen nu tyve år frem i tiden. Marias datter Isabella, der var en lille pige, da hendes mor blev ført væk, undrer sig over begivenhederne, og har nu sat sig for at finde ud af, hvad der virkelig skete den skæbnesvangre nat, hvor mor blev taget fra hende. Hun rejser derfor, med et lille hold filmmagere, der skal dokumentere hendes søgen, til Vatikanet. Her opsøger Isabella skolen, hvor den katolske kirke uddanner sine eksorcister. Hun sludrer med et par stykker, som udfører ganske farligt undercoverarbejde, for de mener, at Vatikanet er alt for bureaukratiske i forhold til både ritualet og de beviser, man skal forelægge, før en officiel eksorcisme kan finde sted. Præsterne har derfor sat sig for at arbejde udenom kirken for at hjælpe de stakkels besatte, før det er for sent. De fortæller Isabella, at hun kan læse alle de bøger og se alle de film, hun har lyst til, men at overvære en virkelig eksorcisme for alvor beviser, at dæmonerne eksisterer.

Filmen starter faktisk rigtigt lovende ud. Der er nogle gode chok-effekter og stemningen er tyk. Når handlingen når de uundgåelige exorcismer, er det også både virkningsfuldt og voldsomt eksekveret, selv om der forekommer elementer, som kendere af Friedkins klassiker sikkert vil betragte som plagiat, snarere end blot elementer inspireret af filmen over dem alle.

Problemet er blot, at filmen også bryder med sin egen dokumentarstil. Eksempelvis er der en scene, som traileren også viser, hvor Isabella passerer en gruppe nonner på en bro, hvor en af dem, i et POV skud, ser direkte ind i kameraet/på Isabella med mælkehvide øjne. Er dette udslag for, at den tilfældige nonne er besat? Er det Isabella, der ser dette, eller kameraet, der registrerer det? Vi får ikke en forklaring. Hvorfor vil dokumentarfilmholdet også filme Isabella, der bare har brug for at være lidt alene, og så filme denne tilfældige nonne? Der er i flere af denne type uoverensstemmelser undervejs, der desværre bryder illusionen om, at det som udspiller sig for vore øjne er virkeligt.

Filmen er også på diverse internetfora (eksempelvis: her) blevet udråbt til en af de film, der har den værste slutning nogensinde! Undertegnede er ikke helt enig. Den udnytter faktisk dens potentiale fint, får afsluttet løjerne på en tilpas grusom måde, men uden at The devil inside på nogen måde kan måle sig med hverken Friedkins ikoniske klassiker eller andre, langt bedre film om eksorcisme, som er kommet i de senere år – her tænker jeg især på The Last Exorcism, som langt mere effektivt brugte sin mock-dokumentaristiske stil til at styrke sin fortælling.

Det forlyder at Paramount håbede på, The Devil Inside ville blive lige så stor en succes som serien om Paranormal Activity, som de også står bag. Det kan dog betvivles, ikke kun hvis man tager filmens slutning i betragtning, men ydermere fordi mange horrorfans har lagt filmen for had grundet dens slutning. Uanset hvad, så er det svært at lave en rigtig overbevisende film om djævleuddrivelse, når nu urfilmen fra 1973 – og for den sags skyld Richard Donners The Omen fra 1976 stadig står lige så uhyggeligt stærke i dag, som de gjorde dengang.