Alle de filmfreaks, der har brugt deres tid på at se massevis af Hongkongfilm og martial-arts film fra midtfirserne og starten af halvfemserne, vil helt sikkert kunne huske en hel række film, hvor det var kvinderne der styrede showet. Nogle husker måske de klassiske actionfilm med Cynthia Rothrock, andre tænker måske på superheltefilm som Heroic Trio (1993) og så kan der endda være enkelte som husker de mere sleazy kategori af film, som eksempelvis Naked Killer (1992).

Her i starten af 2017 har Another World Entertainment udsendt en film, der på mange måder sender ens tanker tilbage til ovennævnte film, for Lady Bloodfight er en film der handler om unge kvinder, der bliver sat til at slås med hinanden i en række arenakampe. Dette sker i en kampsports-konkurrence, der afholdes i Hong Kong, hvor kvindelige kampsportsudøvere fra hele verden samles for at afgøre, hvem der er den bedste og selvfølgelig hvilken type af kampsport der er den mest overlegne. Var der nogen der sagde Enter the Dragon?. Seeren får aldrig nogen forklaring på, hvorfor denne turnering tydeligvis kun er forbeholdt mennesker med et sæt x-kromosomer, men det er måske heller ikke så vigtigt. Faktum er dog at turneringen virker attraktivt for alle dem der inviteres til turneringen. Turneringen hedder ”Kumite” og er et udtryk der egentlig bare betyder ”kamp” og som stammer fra karate, hvor det betegner den del af sporten der indebærer konfrontation med en modstander.

I filmens start ser vi hvordan et par skumle kinesiske mænd i jakkesæt drager rundt i verden til de afkroge hvor handlekraftige piger tydeligvis kommer op og slås. Her tilbyder mændene vinderne en brun kuvert med en invitation til konkurrencen og en pæn stak penge som incitament.

Filmens egentlig hovedperson hedder Jane Jones, men selv om hun viser at hun sagtens kan klare sig selv i kamp med flere overfaldsmænd af gangen, bliver hun ikke inviteret til Hong Kong. Hun beslutter sig i stedet selv for at opsøge den lyssky organisation der organiserer Kumite, mest af alt fordi hun vil forsøge at finde ud af hvad der i sin tid skete med hendes far. Ja, du læste rigtigt: Janes far tog, da pigen var meget lille, til Hong Kong for at deltage i turneringen og kom aldrig hjem igen. Hvorfor han har været med i en illegal kampsportsturnering, der i filmen udelukkende synes at være forbeholdt kvinder, finder man aldrig ud af.

Filmen er bygget helt traditionelt op. I filmens første scene er vi vidne til en finale mellem en sortklædt og en hvidklædt kvinde, der kæmper til døden i en firkantet arena på et hustag. Kampen stoppes og dommeren siger, at eftersom ingen af dem har vundet og at deres kamp har varet hele dagen, så skal de to piger, hver finde en lærling som de kan opstille i næste års Kumite, som så kan kæmpe på deres mestres vegne. Derfor følger seeren begge trænere, der arbejder med hver deres elev. Jane bliver selvfølgelig oplært af hende der havde – du gættede det – det hvide tøj på. Så regn med at der kommer den obligatoriske træningsmontage og scener hvor man hører læremester forklarer (lomme)filosofien bag den teknik de lærer fra sig,

Der er også blevet plads til en direkte reference til ”klassikeren” Bloodsport i en scene, hvor man ser læremester sort bryde ind i en kamp på åben gade og gøre en ganske stor mand ukampdygtig ved at lave et særligt slag på siden af hans hals. Da eleven spørger hvad det var, er svaret at det var ”dimak” eller ”death touch” (dødsberøringen) – noget som alle, der har set Jean-Claudes debutfilm, husker med al tydelighed https://www.youtube.com/watch?v=urG1mhnFBjM.

Lady Bloodfight er en lidt mærkværdig film, for selv om den helt tydeligt ligner en helt traditionel Hong Kong martial arts film, så taler næsten alle skuespillerne engelsk og filmen er instrueret af en franske instruktør, der tidligere har lavet film som Kiss of the Dragon. Til gengæld er kampscenerne ganske gode, selv om der til tider benyttes et så højt klippetempo, at man begynder at tvivle på hvor gode pigerne i virkeligheden er til kampsport, og filmen her helt klart haft en rimeligt solidt budget, der gør at locations og lyssætning ligeledes er over B-films standard.

Filmen italesætter selvfølgelig også det faktum at Jane både er den eneste lyshårede figur og den eneste amerikaner i turneringen, for det fremgår af dialogen at folk fra USA tydeligvis ikke regnes som seriøse modstandere. Det er lidt mystisk at der ikke findes lignende fordomme om de kæmpere der hentes hjem fra Australien eller Rusland. Hvis der er så bliver de i hvert fald ikke nævnt i løbet af filmen.

Disse plothuller og manglende forklaringer til trods, ender Lady Bloodfight alligevel med at være en ganske underholdende kampsportsfilm, hvor kvinder i stramtsiddende kostumer giver hinanden lammetæv på stribe. Det er jo heller ikke for den gode handling, klasseskuespillet eller en fantastisk historie at man ser denne type af film, for det er og bliver kampscenerne som driver film som denne frem og de er som nævnt ganske fine. Det er en af den type film der nok er allerbedst sammen med en familiepizza og en stor cola dagen efter en seriøs bytur.